Livets skrøbelighed

Hej tirsdag.

Så fik jeg endnu engang afleveret børnene.
I dag var en af de dage hvor jeg bare ikke følte mig helt klar, hvor ugen sammen gik alt for hurtigt. Jeg afleverer dem selvfølgelig med et smil, jeg ønsker ikke de skal mærke noget. De er altid glade når de skal afleveres og også når de kommer hos mig. Det er en fornøjelse, og det skal jeg virkelig holde fast i.
Jeg har drukket kaffe med børnenes far og hans kæreste. Det tror jeg betyder rigtig meget for børnene at vi kan det. Og vi kan faktisk hygge os med det.
Men da jeg så kørte derfra, kunne jeg godt mærke jeg synes det var svært.
Så det første jeg gjorde da jeg kom hjem, det var at løbe en tur. Jeg var hjemme lidt i seks – og tænk, det var allerede mørkt. Det er så vildt.
Men jeg løb en tur i det mest fantastiske og friske vejr – med stjerner på himlen. Løb gør noget rigtig godt for mig, det er der ingen tvivl om.
Nu har jeg været i bad og sat mig i sofaen. Senere kommer min kæreste, det glæder jeg mig meget til. Vi prøver at ses så meget vi kan, de uger vi ikke har børn og bor lidt på skift hos hinanden, alt efter hvad der lige passer bedst. I morgen tidlig har han et møde ikke så langt herfra, så derfor kommer han her – efter han har spillet fodboldkamp.

For et par dage siden brækkede min farfar sit lårben. Han har fået en ny hofte nogle år tilbage, og det var grunden til bruddet. Der hvor hoften sidder fast, det gik ligesom fra hinanden. uha.
Jeg er så heldig stadig at have alle mine 4 bedsteforældre endnu. Det får mig til at føle mig priviligeret.
Men min farfar er en slidt ældre herre, og sådan et lårbensbrud er ret kritisk for en mand i hans alder. Derfor blev det lige pludselig meget alvorligt det hele. Hans brud krævede operation, hvis han skulle overleve. Selvom operationen var en helt almindeligt rutine operation, var det kritisk for ham fordi han har dårligt hjerte og kol.
Operationen gik heldigvis rigtig godt, og han ligger nu på intensiv, for at komme sig efter operationen.
Jeg tænker rigtig meget på ham. Den rare hjertevarme mand. Så mange gode minder med ham.
Jeg har aldrig haft det der helt tætte forhold til mine bedsteforældre. Da jeg var yngre kunne jeg ikke se hvorfor jeg skulle bruge tid med dem. Det kedede mig, når mig og mine brødre blev tvunget til at tage med på besøg. Men de seneste år – og særligt efter skilsmissen faktisk – føler jeg, at jeg er kommet tættere på dem. Jeg ser dem på en helt anden måde og jeg har fundet ud af, hvor meget de egentlig betyder for mig.
Jeg kan godt lide at høre dem fortælle om deres liv. De har oplevet så mange ting, der er langt fra den verden jeg selv er vokset op i. Jeg synes de har en vigtig historie at fortælle.
Måske er det i virkeligheden det med at de voksede op i en anden tid, der engang skabte en distance fra min side. De havde nok svært ved at forstå ungdommen og det vi gik op i – som dengang var øl og fester.
Jeg forstod dem ikke dengang. Det gør jeg nu.

Alt det her med min farfar, fik mig til at føle at døden pludselig kom tæt på. Lidt for tæt på faktisk. Jeg har aldrig prøvet at miste en. Og jeg glæder mig ikke til den dag. Men jeg er også bevidst om at det er en del af livet.
Pludselig føles livet så skrøbeligt.
Igen igen minder jeg mig selv om, at vi skal huske at leve hver eneste dag og være glade og taknemmelige for det vi har. Der er ingen af os der ved hvornår det slutter, så vi skal simpelthen nyde hver eneste dag. Få gjort de ting vi har lyst til at gøre. Turde tage de chancer vi får. Huske at gøre de ting vi elsker.
Det er jo egentlig ikke så svært, vel?

I weekenden “rejser” min kæreste og jeg til Cold Hawaii. Jeg glæder mig helt vildt.
En efterårstur hvor vi rigtig kan blive blæst igennem og hvor vi bare skal nyde hinanden og den skønne danske natur.
Jeg elsker at komme ud og opleve verden og rejse. Det gør jeg virkelig og jeg drømmer om en helt masse. Men det koster både penge og kræver feriedage hver eneste gang.
Jeg elsker også Danmark. Vi har så mange smukke og fine steder i vores lille land. Så hvorfor ikke blive bedre til at opleve det vi har lige omkring os.
Det har vi besluttet os for at gøre, og jeg er allerede vild med det.

Billedet her er fra forrige weekend, hvor vi var en tur ved vandet.
Vi elsker havet. Men hvem gør ikke det.

Pas på jer selv og hinanden.

Kærligst L

Savnet.

Godaften torsdag.

Jeg sidder lige og drikker den sidste kop the, inden jeg hopper under dynen.
Jeg er dødhamrende træt de her dage og jeg har så svært ved at komme ud af sengen om morgenen. Det ligner mig slet ikke. Gad vide om det er vejret og mørket der gør det?
Nå, men det er virkelig godt weekenden er liiige om hjørnet. Ej hvor jeg glæder mig.
For tiden er vores hverdage fyldte – ikke med dårlige ting, men jeg synes lynhurtigt ugen er væk (og weekenderne endnu hurtigere!) Jeg kan næsten ikke følge med. Tilbage i foråret gik jeg fra at have en fridag hver 14. dag og op på fuldtid. Det kan godt mærkes at jeg ikke har den fridag længere, og jeg kan virkelig godt savne den.
Men børnene er her hos mig nu og det føles fantastisk at sidde her i sofaen og vide de begge ligger i deres seng, her hos mig, og sover. Jeg elsker det! Det føles så rigtigt når de er her.

Jeg savner dem altid den uge jeg ikke har dem. Men det er på en måde så det er ok. Et ok savn. Jeg har været der, hvor det var vanvittigt smertefuldt.
I starten tjekkede jeg dagligt billeder af børnene på min telefon, de uger de ikke var hos mig, imens tårerne trillede ned af mine kinder. De her to små glade børn. Tortur måske, men jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg følte mig som verdens værste mor og følte jeg havde svigtet dem så kæmpe meget. Det gav mig dårlig samvittighed og jeg følte mig endnu mere ødelagt. Det kunne starte en lavine inde i mig selv, med skuffelse over alt det jeg åbenbart ikke kunne finde ud af. At holde sammen på en familie. Skuffelse over mig selv på alle områder. Og det værste var, at jeg jo ikke engang kunne gå ind og kramme dem eller putte mig ind til dem under dynen. De var ikke hos mig- de var der ikke! Jeg endte med at gå hulkende i seng og vågnede så op med øjne der var røde og hævede. Satte mig i bilen og kørte på job – igen med tårer ned af kinderne. Det var virkelig frygteligt.
Når jeg tænker tilbage på det nu, tænker jeg det var en hel naturlig måde at reagere på. Skilsmisse har jeg ikke prøvet før – heldigvis. Men det betyder også at alt er nyt og man rammer situationer man ikke aner hvordan man skal håndtere. Man famler i blinde. Det gjorde jeg i hvert fald og det er jeg ikke flov over at sige. For den da, det er mine to små fuldstændig fantastiske børn jeg skal undvære halvdelen af tiden. Det er OK at være trist over det og det er OK at det er en smerte.
En dag tror jeg bare det gik op for mig, at mine børn for alt i verden ikke skal have en ulykkelig mor. Selvsamme tanke jeg havde, da vi traf beslutningen om at blive skilt! De ønsker en glad og lykkelig mor, og når nu jeg ikke har været i stand til at give dem en familie hvor mor og far bor sammen, så skal jeg saftsuseme give dem en lykkelig mor. Basta.
Det var nok tiden der fik mig til at tænke sådan – og så var det også på det tidspunkt jeg blev fuldstændig forelsket. Det hjælp mig helt klart også i den rigtige retning.
Så jeg besluttede mig for at savnet ikke måtte fylde på den måde. Det var bestemt ikke nemt, for den var der jo hele tiden. Savnet. Også selvom jeg lod som om den ikke var der.
Jeg prøvede mig lidt frem, for at finde ud af hvad der kunne hjælpe mig. Prøvede at sætte mig ned og finde tilbage til de ting jeg holdt af og de ting der gjorde mig glad.
Jeg fandt ud af, at det for mig handlede om at vende mit fokus til alle de muligheder jeg lige pludselig havde.
Roen. Drikke morgenkaffe lørdag morgen i sengen. Tiden kunne stå stille og der var ingen, ingen, der forventede noget af mig. Det var faktisk en mega fed følelse. Lave drinksaftaler om aftenen med veninder. Gå på diverse loppemarkeder om søndagen. Løbe lange ture. Spise aftensmad kl. 22, bare fordi jeg havde lyst osv.
Jeg fik øjnene op for at jeg faktisk kunne nyde det og at det gjorde noget rigtig godt for mig. Så i stedet for at jeg efter en uge uden børn var et stort tomrum indeni, så begyndte jeg at føle mig i overskud. Det var virkelig en lettelse for mig. Også at jeg kunne se frem til ugerne uden børnene og ikke frygte dem.
Jeg tror, man skal give sig selv lov til at være ked af det i starten og give sig selv lov til at savne så meget man vil. Lade alle følelser få frit spil. Og så tror jeg på, at tiden modner dig til at ændre på det og finde tilbage til din lykke.
Alle os der lever et skilsmisseliv skal jo leve uden vores børn i perioder. Det kan vi ikke lave om på, det er sådan det er. Derfor skal vi også, på den lange bane, finde ro i det. Det kan være svært at se, men jeg lover dig, det kommer. Hav tålmodighed og giv dig selv tid.
Og det er jo ikke sådan at jeg aldrig savner dem længere. Det gør jeg. Meget endda.
Den ligger hele tiden lige under overfladen. Savnet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Og hvis jeg ønskede at gå tilbage til Louise liggende i fosterstilling under dynen med hævede øjne og snotpapir overalt, på grund af savnet til børnene, så kunne jeg gøre det så hurtigt som et snuptag.
Uden problemer. Men det ønsker jeg bare ikke og jeg føler jeg har lært det nu. At savne. Lært at holde det fokus jeg har fundet og lært at styre mine tanker mod det positive. Og der tillader jeg mig, at være stolt af mig selv.

Jeg bliver altid glad når jeg så ser dem komme rendende hen imod mig om tirsdagen. Næsten rørt. Det føles dejligt.
Jeg har altid om mandagen inden de kommer gjort mig mange tanker om vores uge sammen. Og glædet mig. Jeg ønsker en god uge, en rolig uge. En uge hvor vi har tid sammen, laver ting sammen. Ønsker at vi putter og krammer.
Gode og optimistiske tanker, helt sikkert, men sjældent holdbare. Måske ønsker jeg bare at have et godt udgangspunkt, og det er vel egentlig okay?
Men det er bare aldrig så glansbilledeagtigt. Der er hektiske morgener, hvor vi ender med at flyve ud af døren, trætte eftermiddage hvor alle sidder med hver sin skærm, søskende skænderier og diskussioner. Det er bare for at være helt ærlig. Selvom intentionerne altid er gode, så kan nogle uger godt være sådan. Og selvom jeg føler mig helt fyldt op med god energi og klar når de kommer her, så synes jeg også det kan være vildt hårdt at være på og være selv om alting omkring dem. Og jeg kan føle mig utilstrækkelig og uduelig.
Heldigvis er der også altid masser af gode stunder og vi er altid gode til at snakke om tingene, synes jeg. Og vi slutter altid dagen af med at kramme og finde de positive ting fra dagen. Det er vigtigt for mig.
Der er gode perioder og der er perioder med udfordringer – det er vist bare sådan det er at have børn, ikke?

Nu glæder jeg mig bare virkelig til weekend. Jeg vil suge det sidste ud af efteråret. Jeg elsker efterår og de smukke farver den har.
Jeg synes det går så stærkt mod vinteren, så derfor skal det nydes nu.
Måske tilsat en snert af halloween!

Pas på jer selv derude,
Kærligst L

Om efterårsferie, Kammerslusen og røde negle

En helt vildt fantastisk miniferie lakker mod enden.
Det har været skønt og virkelig tiltrængt.
Vi har haft brug for de her dage uden en masse planer. Gøre de ting vi havde lyst til.
Vi har sovet længe, været en tur i skoven, spist kage, været i svømmehallen, spist mere kage, haft legeaftaler, set film og spist kage igen.

Jeg er født og opvokset ikke så langt fra Ribe og mine forældre bor stadig i mit barndomshjem. Vi elsker alle tre at komme der. Børnene har et meget tæt forhold til mine forældre, så jeg prioritere at besøge dem ofte, når børnene er hos mig. Det har vi også gjort denne gang. De har sådan en dejlig have. Den er fyldt med blomster og flotte farver. Jeg kan bruge så mange timer der.
Jeg er nok lidt en sucker for traditioner – selvom jeg rent faktisk har et enormt stort behov for forandringer og fornyelse i mit liv. Men det er fordi jeg synes traditioner er så hyggelige – synes I ikke?
Nå, men sidste år mødtes jeg også med min familie i efterårsferien, hvor vi samlede græskar ind fra mine forældres have og lavede halloween græskar. Det samme gjorde vi i år. Det er noget vi allesammen hygger os med – både store og små.
Jeg elsker at komme væk hjemmefra når jeg har ferie. Jeg elsker at rejse og at opleve. Men faktisk nyder jeg også helt vildt at opleve det der er lige omkring mig. Da jeg var mindre synes jeg der var så kedeligt heromkring. Den flade natur og de små byer sagde mig intet. Men sådan har jeg det ikke længere. Det kan noget andet og det kan noget særligt fint for mig. Så vi har været lidt rundt på tur. Kørt ud i engene, som minder mig om dengang jeg var barn og var feriebarn hos min farmor og farfar. De havde marker i engene, og vi var med ude for at høste. Jeg husker det som varme sommerdage. Og når traktoren så kørte hjem igen, sad vi bag i vognen ovenpå alt høet. Det var så fedt og et dejligt minde at have.
Vi har besøgt de høje diger langs kysten. De er så fredfyldte på en helt almindelig solskinsdag og kan virke helt skræmmende på en blæsevejrsdag.
Vi har kigget på vadehavet – så langt øjet rækker – og vi besøgte kammerslusen. Et sluseanlæg nær Ribe, der kan bringe skibe fra et vandstandsniveau til et andet. Faktisk et ret fint sted.
Og så var det der, hvor vi altid fik is da vi var små.

Skønne skønne dage.
Mine bonuspiger er afsted på FDF lejr, så dem har jeg desværre ikke set og min kæreste har ikke haft ferie.
Jeg elsker ferie. Men jeg elsker heldigvis også min hverdag. Det synes jeg er så vigtigt. Vi kan ikke leve hele vores liv på at se frem til den næste ferie eller den næste weekend – selvom det selvfølgelig altid er dejligt at have noget at glæde sig til og se frem til. Vi skal huske at nyde hver eneste dag. Og nu skal jeg tilbage til min hverdag (og mååååske en smule mindre kage).

Jeg har netop afleveret børnene hos deres far. Jeg har taget rød neglelak på og er klar til at køre afsted. Jeg er nemlig inviteret ud i aften.
Det er jeg fordi min dejlige kæreste har fødselsdag -Hurrrraaaaaa. Så jeg skal fejre ham sammen med mine svigerforældre. Det har jeg glædet mig til, det bliver så hyggeligt.

Fortsat rigtig dejlig ferie til jer der har det – og til jer andre, husk at nyd jeres hverdag.

Kærligst L



Hey der

Så skete det langt om længe -jeg har fået mig en blog.
Min helt egen blog og mit helt eget univers. Lige her.

Jeg har længe gået med tanken om at lave en blog. Jeg har haft lyst til det længe. Men derfra og så til at gøre det, har været en lang vej. For mig har det også handlet om at turde. Er jeg god nok? Kan jeg mon finde ud af det?
Men når alt kommer til alt, har jeg konkluderet at det ikke er det vigtige. Det vigtige er, at jeg har lyst til det. At jeg føler det kan give mig noget. Måske kan det endda give dig noget, hvem ved.
Jeg har først og fremmest oprettet denne blog for min egen skyld. For at skabe det her univers til mine tanker og til alle de billeder jeg tager og som jeg elsker.
Jeg ønsker at skrive om alt og ingenting. Det der falder mig ind og det der fylder i mit hoved her og nu. Oplevelser, planer, ønsker og drømme om fremtiden. Alt det der lykkes men også de ting der ikke gør.

Nå, men nu har jeg altså kastet mig ud i det og det føles ret godt.
Måske skal jeg fortælle lidt om mig selv.
Jeg arbejder i et pengeinstitut i Ribe (og hvis du endnu ikke har været i Ribe, så se at kom afsted. Det er Danmarks hyggeligste by med gamle gader og stræder. Jeg kan virkelig anbefale det – måske en juletur?) Jeg elsker Ribe. Så smuk og autentisk en by.
Jeg har to børn. De er dog kun hos mig halvdelen af tiden. Den anden halvdel er de hos deres far og hans kæreste. Vi blev skilt for et par år siden. Heldigvis er vi gode venner og har et rigtig godt samarbejde omkring børnene. Det er jeg stolt af.
Det har været svært at vænne sig til kun at have dem halvdelen af deres liv – og i perioder er det stadigvæk svært. Okay, der er i virkeligheden mange ting der er svært i en skilsmisse, også selvom det er en “god” en af slagsen.
Det er noget man skal lære at leve i. Lære at nyde friheden og tid til sig selv, uden at lade savnet tage over. Men jeg er allerede blevet bedre.
Jeg har fået en kæreste. Det er fantastisk at møde kærlighed igen. Og forelskelse. Det kan virkelig noget. Man bliver så glad og fjollet – åh det er skønt.
Det er noget andet at møde kærlighed når man hviler i sig selv og har fundet sig selv, end dengang man var atten og umoden.
Ham her, han er en keeper.
Han har to piger. To helt fantastiske piger. Det var nervepirrende at skulle møde dem og jeg var så usikker i det. Men de tog bare imod mig, som jeg var. Lige fra start. De har gjort det så nemt, og vi vokser i vores relation. Jeg ønsker at være lige præcis det for dem, de ønsker jeg skal være. Jeg er ikke deres mor – de har en rigtig god, sød og smuk mor – men jeg kan være en bonus. Og jeg vil gøre mit allerbedste.
Min kæreste og jeg lever i et “living apart together” forhold. Det lyder så fancy. Det er det nu ikke. I bund og grund handler det om, at han bor i Skjern med sine piger – jeg bor i Esbjerg med mine børn. Og der er ingen af os der ønsker at rive børnene væk fra deres venner, skole osv. Så vi bor ikke sammen og det har lange udsigter. Det har vi vidst fra starten.
Men det fungerer og vi prøver at fokusere på det positive i det.

Jeg tror det var det for nu. Mon ikke der kommer meget mere en anden dag.

#Ribemedenlillesnertafjul

Lige om hjørnet venter en mini-efterårsferie med mine to små. Det bliver så skønt. Hverdagene har været fyldt op de sidste par uger, så det bliver fantastisk med lange morgener, ro og hygge.

Tak fordi du læste med,
kærligst L