Hej tirsdag.
Børnene er hjemme igen og sover nu trygt i deres små senge. Det føles, som altid, bare rigtig godt.
December er skudt igang. Hvor er det fint med lys overalt i byerne.
Jeg elsker at gå tur om aftenen her i december og fornemme hvordan folk hygger sig inde i stuerne. Jeg suger al julestemning til mig.
I lørdags var vi til adventsmarked på bonuspigernes skole. Jeg har aldrig været med før. Der blev solgt alverdens lækre julegodter i “farmors biks”, vi købte den fineste adventskrans og man kunne købe en masse flotte krea ting.
Det var super hyggeligt og julet og der var sådan en god stemning, fyldt med glade børn og unge mennesker. Jeg var så glad for, at jeg måtte være med.
Lørdag aften var vi til koncert med Jonah Blacksmith. WOW… er bare ordet. Hold nu op det var godt. Sådan helt overdrevet godt. Jeg har aldrig været til så god en koncert. De er direkte fantastiske! Dygtige og bare sådan helt nede på jorden.
Jeg er stadig helt overvældet over det.
Søndag kørte vi på endnu et julemarked – jeg elsker det simpelthen. Vi spiste æbleskiver og drak gløgg. Ligesom første søndag i advent skal være. Når nu jeg ikke havde mine børn, er jeg så glad for at jeg havde ham.
Resten af aftenen havde vi sofasøndag i hans sofa…. eller i vores sofa… eller i hvert fald i den sofa vi har i Skjern.
Som jeg efterhånden har fortalt en del gange, bor min kæreste og jeg ikke sammen. Og det kommer vi heller ikke til de næste år frem.
Han bor i Skjern, hvor hans piger går i skole og har deres venner. Jeg bor i Esbjerg hvor mine børn går i skole og har deres venner.
Sådan er det. Der er ingen af os der vil rive vores børn væk fra det, og jeg er bare så glad for at vi er enige om det og dermed forstår hinanden.
Allerede dengang jeg lærte ham at kende og fornemmede at det her nok førte til mere end blot et venskab, var jeg bevidst om vores situation. Det var vi begge to og det var noget vi brugte en del tid på at tale om.
Det er jo en helt anden måde at leve på, end nogen af os havde været vant til. Det skulle vi forholde os til. Og vi skulle forholde os til om det var det vi ønskede og om vi troede på at det kunne fungere. Der var bare ikke rigtig et alternativ – jo, at det ikke skulle være os. Men det var der så ingen af os der var i tvivl om 🙂
Så allerede dengang sluttede jeg fred med det. Accepterede at det var sådan det blev og jeg besluttede mig for at prøve at fokusere på de gode ting i det.
Efter vi blev kærester, kan jeg huske jeg søgte lidt på nettet om det med ikke at bo sammen som par. Jeg kunne læse mig til at det faktisk er et fænomen- det hedder et LAT-forhold (living apart together). Og der er åbenbart ret mange fraskilte i nye forhold der lever sådan. Ikke nødvendigvis fordi de bor langt fra hinanden, men fordi de faktisk ønsker at bo hver for sig.
Klart, jeg har da dage hvor jeg bare ville ønske at vi boede sammen. At jeg havde ham ved min side hver eneste dag. Hvor fantastisk ville det ikke lige være.
Men det er også okay sådan som det er – og der er faktisk mange positive ting også.
Vi har de her uger, hvor det kun er ham og jeg. Hvor vi virkelig nyder hinandens selskab og tosomheden. Så har vi weekender hvor vi er sammen alle 6, med alt hvad det indebærer – børnefødselsdage, gymnastiktræninger, FDF kurser osv. Vi prøver at lade det være ‘hverdagsagtigt’ i de weekender. Mest nok for børnenes skyld. Så de fortsat kan være med i de ting de gerne vil, og aldrig vil føle vores fælles weekender som en sur pligt.
Til sidst har vi vores børn hver for sig i hverdagene, hvor vi kører vores egne rytmer og nyder den alenetid der er i det.
Så det er en god kombination af det hele og det fungerer bare rigtig godt.
Det gør det bestemt heller ikke sværere at vores 4 børn virkelig er glade for hinanden. De savner hinanden og glæder sig til at de skal ses igen. Den kærlighed og omsorg hans piger viser for mine små, gør mig virkelig rørt. Og jeg får dagligt af vide fra mine egne, at de elsker deres to bonus-søstre.
Man ved jo aldrig hvordan de kommer til at få det med hinanden. Vi havde forberedt os selv på at det kunne blive svært. At det ikke var sikkert de rigtig ville hinanden eller kunne overskue hinanden. Men det har været så nemt.
Jeg husker så tydeligt første gang de mødte hinanden. Vi havde været sammen 1/2 times tid og så havde vi planlagt at vi skulle vi ned og skøjte. På vejen derned gik de alle 4 med hinanden i hånden. Min kæreste og jeg gik bagved og kiggede på hinanden med den største glæde i øjnene. Det var fantastisk!
Jeg føler mig dybt taknemmelig over at det er sådan. For jeg ved, det bestemt ikke er en selvfølge.
Noget af det der virkelig er vigtigt for mig er, at selvom vi ikke bor sammen, så skal tingene i størst muligt omfang være som hvis vi gjorde.
Jeg tror det er noget vi begge lige skal lære, men som vi bliver bedre og bedre til.
Jeg vil så gerne at vi er en enhed, selvom vi ofte er hver for sig.
Noget af det vi også tænker rigtig meget over er vores hjem. Vi har jo egentlig to hjem begge to.
Lige fra starten har vi talt meget om, hvordan vi gør vores to hjem til vores fælles hjem. Hvordan vi kan skabe følelsen af hjem begge steder.
Vi har snakket meget om at flytte nogle af mine ting til Skjern, og nogle af hans ting til Esbjerg. Det er ikke noget man bare lige gør, men noget der kommer lidt hen af vejen.
For mig handler det også meget om en følelse.
Jeg har faktisk elsket hans hjem lige fra første gang jeg kom der. Der er rart og hyggeligt at være.
Hans hjem er også der hvor han boede med sin ekskone, men det har aldrig nogensinde betydet noget for mig.
Jeg kan virkelig godt lide at være der.
Jeg har det faktisk sådan nu, at når jeg træder ind af døren, dufter det af hjem (ja ja, der er det igen, det med duften. Jeg har noget med dufte, jeg ved det). Det føles helt vildt dejligt.
Omvend hjalp det meget for ham, tror jeg, da jeg flyttede. Han var med ude og se lejligheden første gang, og har hjulpet mig med flytning, indretning osv. Vi har været sammen om det. Det har givet ham en følelse af hjem, i min lejlighed. Det er jeg så glad for.
Vi lærer lidt hele tiden. Om hinanden og om vores måde at leve på.
Det aller aller vigtigste er, at vi taler med hinanden om det. Det gør vi – og det er vi gode til!
Og så kan vi jo kun gå og glæde os over, at vi ved, der en dag vil stå Rix og Jakobsen på postkassen.
Dejlig første uge i december til jer,
Kærligst L