Savnet.

Godaften torsdag.

Jeg sidder lige og drikker den sidste kop the, inden jeg hopper under dynen.
Jeg er dødhamrende træt de her dage og jeg har så svært ved at komme ud af sengen om morgenen. Det ligner mig slet ikke. Gad vide om det er vejret og mørket der gør det?
Nå, men det er virkelig godt weekenden er liiige om hjørnet. Ej hvor jeg glæder mig.
For tiden er vores hverdage fyldte – ikke med dårlige ting, men jeg synes lynhurtigt ugen er væk (og weekenderne endnu hurtigere!) Jeg kan næsten ikke følge med. Tilbage i foråret gik jeg fra at have en fridag hver 14. dag og op på fuldtid. Det kan godt mærkes at jeg ikke har den fridag længere, og jeg kan virkelig godt savne den.
Men børnene er her hos mig nu og det føles fantastisk at sidde her i sofaen og vide de begge ligger i deres seng, her hos mig, og sover. Jeg elsker det! Det føles så rigtigt når de er her.

Jeg savner dem altid den uge jeg ikke har dem. Men det er på en måde så det er ok. Et ok savn. Jeg har været der, hvor det var vanvittigt smertefuldt.
I starten tjekkede jeg dagligt billeder af børnene på min telefon, de uger de ikke var hos mig, imens tårerne trillede ned af mine kinder. De her to små glade børn. Tortur måske, men jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg følte mig som verdens værste mor og følte jeg havde svigtet dem så kæmpe meget. Det gav mig dårlig samvittighed og jeg følte mig endnu mere ødelagt. Det kunne starte en lavine inde i mig selv, med skuffelse over alt det jeg åbenbart ikke kunne finde ud af. At holde sammen på en familie. Skuffelse over mig selv på alle områder. Og det værste var, at jeg jo ikke engang kunne gå ind og kramme dem eller putte mig ind til dem under dynen. De var ikke hos mig- de var der ikke! Jeg endte med at gå hulkende i seng og vågnede så op med øjne der var røde og hævede. Satte mig i bilen og kørte på job – igen med tårer ned af kinderne. Det var virkelig frygteligt.
Når jeg tænker tilbage på det nu, tænker jeg det var en hel naturlig måde at reagere på. Skilsmisse har jeg ikke prøvet før – heldigvis. Men det betyder også at alt er nyt og man rammer situationer man ikke aner hvordan man skal håndtere. Man famler i blinde. Det gjorde jeg i hvert fald og det er jeg ikke flov over at sige. For den da, det er mine to små fuldstændig fantastiske børn jeg skal undvære halvdelen af tiden. Det er OK at være trist over det og det er OK at det er en smerte.
En dag tror jeg bare det gik op for mig, at mine børn for alt i verden ikke skal have en ulykkelig mor. Selvsamme tanke jeg havde, da vi traf beslutningen om at blive skilt! De ønsker en glad og lykkelig mor, og når nu jeg ikke har været i stand til at give dem en familie hvor mor og far bor sammen, så skal jeg saftsuseme give dem en lykkelig mor. Basta.
Det var nok tiden der fik mig til at tænke sådan – og så var det også på det tidspunkt jeg blev fuldstændig forelsket. Det hjælp mig helt klart også i den rigtige retning.
Så jeg besluttede mig for at savnet ikke måtte fylde på den måde. Det var bestemt ikke nemt, for den var der jo hele tiden. Savnet. Også selvom jeg lod som om den ikke var der.
Jeg prøvede mig lidt frem, for at finde ud af hvad der kunne hjælpe mig. Prøvede at sætte mig ned og finde tilbage til de ting jeg holdt af og de ting der gjorde mig glad.
Jeg fandt ud af, at det for mig handlede om at vende mit fokus til alle de muligheder jeg lige pludselig havde.
Roen. Drikke morgenkaffe lørdag morgen i sengen. Tiden kunne stå stille og der var ingen, ingen, der forventede noget af mig. Det var faktisk en mega fed følelse. Lave drinksaftaler om aftenen med veninder. Gå på diverse loppemarkeder om søndagen. Løbe lange ture. Spise aftensmad kl. 22, bare fordi jeg havde lyst osv.
Jeg fik øjnene op for at jeg faktisk kunne nyde det og at det gjorde noget rigtig godt for mig. Så i stedet for at jeg efter en uge uden børn var et stort tomrum indeni, så begyndte jeg at føle mig i overskud. Det var virkelig en lettelse for mig. Også at jeg kunne se frem til ugerne uden børnene og ikke frygte dem.
Jeg tror, man skal give sig selv lov til at være ked af det i starten og give sig selv lov til at savne så meget man vil. Lade alle følelser få frit spil. Og så tror jeg på, at tiden modner dig til at ændre på det og finde tilbage til din lykke.
Alle os der lever et skilsmisseliv skal jo leve uden vores børn i perioder. Det kan vi ikke lave om på, det er sådan det er. Derfor skal vi også, på den lange bane, finde ro i det. Det kan være svært at se, men jeg lover dig, det kommer. Hav tålmodighed og giv dig selv tid.
Og det er jo ikke sådan at jeg aldrig savner dem længere. Det gør jeg. Meget endda.
Den ligger hele tiden lige under overfladen. Savnet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Og hvis jeg ønskede at gå tilbage til Louise liggende i fosterstilling under dynen med hævede øjne og snotpapir overalt, på grund af savnet til børnene, så kunne jeg gøre det så hurtigt som et snuptag.
Uden problemer. Men det ønsker jeg bare ikke og jeg føler jeg har lært det nu. At savne. Lært at holde det fokus jeg har fundet og lært at styre mine tanker mod det positive. Og der tillader jeg mig, at være stolt af mig selv.

Jeg bliver altid glad når jeg så ser dem komme rendende hen imod mig om tirsdagen. Næsten rørt. Det føles dejligt.
Jeg har altid om mandagen inden de kommer gjort mig mange tanker om vores uge sammen. Og glædet mig. Jeg ønsker en god uge, en rolig uge. En uge hvor vi har tid sammen, laver ting sammen. Ønsker at vi putter og krammer.
Gode og optimistiske tanker, helt sikkert, men sjældent holdbare. Måske ønsker jeg bare at have et godt udgangspunkt, og det er vel egentlig okay?
Men det er bare aldrig så glansbilledeagtigt. Der er hektiske morgener, hvor vi ender med at flyve ud af døren, trætte eftermiddage hvor alle sidder med hver sin skærm, søskende skænderier og diskussioner. Det er bare for at være helt ærlig. Selvom intentionerne altid er gode, så kan nogle uger godt være sådan. Og selvom jeg føler mig helt fyldt op med god energi og klar når de kommer her, så synes jeg også det kan være vildt hårdt at være på og være selv om alting omkring dem. Og jeg kan føle mig utilstrækkelig og uduelig.
Heldigvis er der også altid masser af gode stunder og vi er altid gode til at snakke om tingene, synes jeg. Og vi slutter altid dagen af med at kramme og finde de positive ting fra dagen. Det er vigtigt for mig.
Der er gode perioder og der er perioder med udfordringer – det er vist bare sådan det er at have børn, ikke?

Nu glæder jeg mig bare virkelig til weekend. Jeg vil suge det sidste ud af efteråret. Jeg elsker efterår og de smukke farver den har.
Jeg synes det går så stærkt mod vinteren, så derfor skal det nydes nu.
Måske tilsat en snert af halloween!

Pas på jer selv derude,
Kærligst L