Hej søndag.
Og hej forår!
Tænk sig at vinteren nu er ovre. De lange mørke måneder erstattes nu af lysere tider. Det er da skønt.
Det er længe siden jeg sidst har skrevet herinde.
Jeg har flere gange sat mig ved computeren, men mit hovede har været tomt. Jeg har ikke haft noget at skrive. Ikke fordi der ikke sker ting og sager i mit liv, men jeg har været i en periode hvor alt bare har været blokeret.
Og jeg tænker det er ok. Da jeg startede min blog, blev jeg enig med mig selv om – og lovede mig selv – at jeg kun skulle skrive når det faldt mig naturligt og når jeg følte jeg havde noget på hjerte. Og det holder jeg fast i.
For en uge siden var jeg en forlænget weekend på ski. Uha, det var skønne skønne dage.
Vi kørte til Tjekkiet, til et område der hedder Splinderuv Mlyn. Vi var rigtig heldige med perfekt vejr. Vi var afsted med min kærestes bror og søster og deres ægtefæller. Nogle mennesker jeg elsker at bruge tid sammen med. Vi griner så meget når vi er sammen, så man kan ikke andet end at blive glad i låget over det.
Jeg er ikke en ørn til at stå på ski. Faktisk var det kun 2. gang i mit liv jeg prøvede det. Min kæreste er mega god, så han kunne lære mig lidt. Og jeg synes det blev ok den sidste dag.
Naturen dernede var så smuk. Jeg elsker træer med sne på. Jeg kan falde helt i staver over det. Det er noget af det smukkeste jeg ved.
Det er så godt med sådan nogle små “åndehuller” engang imellem. Bare at komme væk fra hverdagens travlhed og alt praktikken. Få slappet af, få grinet og hygget.
Desværre har jeg har bøvlet med min iskias nerve i noget tid efterhånden. Jeg har fået noget behandling for det og synes egentlig det var begyndt at gå fint.
Men en køretur til Tjekkiet, 3 dage på ski og en køretur tilbage til Danmark kunne den så ikke lige klare. Så hele sidste uge var jeg total ramt af smerter. Aldrig har jeg da prøvet noget lignende. Det gjorde virkelig ondt, og jeg kunne intet med mit ben lige pludselig.
Jeg er virkelig ikke god til sådan noget. Til at være inaktiv. Smerten var træls og det gjorde så ondt, men mest af alt var det det her med intet at kunne.
Jeg har tænkt meget over det her de sidste dage.
Vi har allesammen noget med i vores rygsæk. Oplevelser og følelser der har gjort at vi er dem vi er. Både på godt og på ondt.
Da jeg var teenager, der var jeg stor. Jeg var tyk.
Det startede nok i 6. klasse vil jeg tro. Lige så stille voksede jeg mig stor.
Jeg vidste det ikke selv og jeg kunne ikke se det i starten. Jeg havde det skønt inden. Jeg var dygtig i skolen og pligtopfyldende. Jeg havde masser af gode venner og var virkelig vellidt.
Men derfra begyndte tingene at bliver svært for mig psykisk. Det fik stor fokus at jeg var overvægtig. Det bekymrede mine forældre. Det ved jeg og jeg forstår det godt nu.
Men det var ikke sjovt at være mig. Det var ikke sjovt at være den der altid skulle have en størrelse stor, når dem omkring mig skulle have en størrelse lille. Det ødelagde mig indeni og jeg havde ingen tro på mig selv, overhovedet.
Jeg kæmpede mig igennem de år. Var på utallige slankekure og prøvede alt. Det lykkedes mig indimellem at tabe mig, men jeg tog dem på igen – altid.
Jeg spillede masser af fodbold og var generel ret aktiv, så jeg ved ikke helt hvorfor det var så svært at tabe mig egentlig.
Måske startede det som en typisk teenager yoyo vægt, for derefter at jeg psykisk havde det svært og derfor absolut ikke kunne tabe mig.
Jeg ved det ikke…
I 1.g ændrede tingene sig pludselig. På det tidspunkt havde jeg ellers opgivet alt omkring slankekur. Havde “accepteret” at jeg bare var stor. Jeg var ikke glad og jeg havde ikke særlig stor selvtillid. Men jeg orkede bare ikke mere.
Jeg ved virkelig ikke hvordan, men jeg tabte mig 20 kg henover året, uden at gøre noget for det. Det var så underligt. Måske var det mit stofskifte der ændrede sig.
Pludselig var jeg normaltvægtig. Og jeg kan huske at jeg i 3. g blev kåret til “årets skår” eller noget i den stil. What!!!!
Det var vildt og jeg var slet ikke med oppe i mit hovede. Jeg kunne ikke forstå det og blev ved med at se mig selv om stor.
I mange år efter blev mad alt for stort et fokus. Ikke at jeg fik en spiseforstyrrelse, men det fyldte alt for meget i min hverdag. Når tingene blev for usunde kunne jeg ikke være i mig selv. Jeg følte mig så tyk og skulle dyrke ekstra meget motion. Jeg kan huske, at når jeg havde været for usund en dag, skulle jeg løbe ti gange op og ned af trapperne hjemme hos mine forældre. Ellers havde jeg det ikke godt.
Det var lidt en besættelse og alt alt for styrende. Og slet ikke nødvendigt – men det kunne jeg jo ikke se! Jeg var panisk for at blive stor igen og panisk for at ryge tilbage til alt det der ikke var rart.
Den her del af mit liv er noget af det der ligger rigtig dybt i mig. Noget af det jeg vil bære på for evigt i min rygsæk. Det er jeg nødt til at acceptere.
Jeg har arbejdet meget med det siden. Virkelig meget. Og det gør jeg, i perioder, faktisk stadigvæk.
Jeg har arbejdet med at elske mig selv, som jeg er. Jeg har lært, at jeg er god nok som jeg er og at jeg kan de ting jeg går efter. Jeg føler, jeg er blevet en stærk kvinde.
Jeg tror på at de ting vi går igennem, gør os stærkere. Hvis vi lader det få lov.
Motion er blevet en vigtig del i mit liv. Jeg har brug for det, for at føle mig tilpas. Det er velvære for mig. Det tænker jeg er okay, for motion er godt for så mange ting, så længe det ikke tager overhånd. Og det gør det ikke for mig mere. Jeg tænker stadig over hvad jeg spiser. Men jeg er ikke fanatisk længere, heldigvis.
For det meste har jeg det godt med mig selv og jeg hviler i mig selv. Og det er dejligt. Jeg er nået dertil at jeg sagtens kan have en usund weekend, uden af stresse helt ud over det. Så er det bare tilbage på sporet igen mandag morgen. Det er en lettelse at det er blevet sådan.
Min kæreste spiller helt klart også en rolle her. Han er sådan en stærk person, der altid står lige ved siden af og støtter mig, når jeg har brug for det. Han rummer mig og han er fantastisk til bare at sige “pyt med det – du er dejlig som du er”. Jeg elsker ham for det.
Men jeg kan også rammes af det stadigvæk, selvom det ligger så mange år tilbage. Fx sådan i en uge som denne uden at kunne være aktiv. Jeg kan med det samme mærke de følelser komme op i mig igen. Følelsen af at være på vej tilbage dertil, til dengang hvor tingene ikke var rart.
Og jeg kan have svært ved at overbevise mig selv om, at det ikke er rigtigt.
Jeg har lært at det i stor grad handler om at flytte mine tanker. Det er tankerne der får mig til at tro, og de kan skabe noget der slet ikke er virkeligheden. Nogen gange er det nemt for mig, andre gange er det ikke.
Jeg kan blive ked af det over at jeg tænker sådan om mig selv. At jeg er så hård. Jeg ville ønske det ikke var en del af mig, men det er det.
Jeg tror det kan være svært at forstå alt det her, hvis man ikke selv har været igennem noget der ligner. Men samtidig så tror jeg vi allesammen bærer rundt på noget der periodisk kan presse os. Noget der i tankerne tager os tilbage til noget som ikke var rart.
Det kan være alt muligt – oplevelser, barndommen, følelser, mennesker, kriser, situationer osv.
Uanset hvad det er, så tror jeg, det handler om at lære at leve med det. Få det op til overfladen og få det tænkt igennem. Og så at acceptere det er en del af dit liv. En del af dig.
Alt det vi har med os, gør os til dem vi er. Nogle ting følger os hele livet, andet kan vi smide væk hen af vejen.
Det jeg har skrevet om her, er noget der kommer til at følge mig.
Jeg er allerede kommet langt, men jeg skal blive endnu bedre til det. Det handler om at flytte mine tanker, når det rammer mig. At sørge for at tankerne ikke går ned af den vej, der leder mig tilbage til dengang. De skal flyttes i en anden retning. I retning af at tingene er anderledes nu og uanset hvad der sker, kommer jeg ikke tilbage til dengang. Jeg har et fantastisk liv, den dejligste kæreste, de skønneste børn og bonusbørn, en god familie og svigerfamile, de sødeste venner og et godt job. Fokus skal rettes mod det. Alt det gamle, det har passeret. Og jeg har så meget at være glad for og en masse godt at se frem imod.
Nogen gange er det er nemmere sagt end gjort, men det virker. Jeg ved det, for jeg har prøvet det.
Vi er allesammen vores egen. Jeg er mig, og du er dig.
Vi er som vi er, og det skal vi være stolte af.
Men det er os selv der skaber vores egen lykke. Det kan ingen andre gøre. Kun dig. Husk det.
Pas på jer selv, kærligst L