Hej søndag.
Så mødes vi igen.
Min tid, den flyver afsted. Pludselig gik der en måned siden sidst. Og nu er vi i 2020 – det er da ret vildt.
Min december måned var god. Som jeg skrev sidst, så elsker jeg julemåneden, og jeg har altid så mange ting jeg gerne vil nå i december, fordi det er med til at skabe min julestemning.
Dagene med børnene i december var ikke så mange, så jeg gik all in de dage de var her. Derudover fejrede vi både vores lille kusines 2 års fødselsdag og vores bonus-søsters 13 års fødselsdag. Og pludselig, inden vi så os om, var det jul.
Jeg vil være ærlig og sige at jeg hele december var… ja, hvordan skal jeg egentlig lige beskrive det. Nervøs måske? Usikker. Tvivlende.
Jeg var virkelig usikker på hvordan jeg ville reagere juleaften. Om jeg kunne finde ud af ikke at have mine børn, eller om jeg ville bryde sammen.
Jeg brugte meget energi på at sige til mig selv at det kunne jeg sagtens. At det nok skulle gå og at det ville blive hyggeligt med en voksenjul.
Men inderst inde var jeg nervøs og tvivlede på mig selv.
Den 23. december om eftermiddagen, skulle børnene så afleveres hos deres far. Jeg pakkede bilen med alle deres ting- og også mine egne, da jeg skulle bo i Skjern alle juledagene og være sammen med min kæreste så meget jeg nu kunne.
Jeg fik afleveret børnene. De var så glade. Så jeg havde fuldstændig ro i maven da jeg kørte derfra. Det tænkte jeg meget over. Altså, hvor fantastisk det er, at de glæder sig til at skulle ned til far og hans kæreste. Så meget at de næsten ikke har tid til at sige farvel. Det bliver man glad over, og det gør det hele en hel del nemmere.
I løbet af dagen, havde jeg godt fornemmet at jeg var lidt skidt. Om det var kulminationen af alle de tanker og følelser jeg havde og at nu var det nu, det ved jeg ikke. Men jeg blev virkelig skidt. Jeg måtte holde ind på vejen mod Skjern for at købe Panodil og cola, bare for at klare køreturen. Jeg var simpelthen så skidt om aftenen. Jeg havde ingen energi til at tænke på børnene eller juleaften dagen efter. Måske var det i virkeligheden godt nok.
Den 24. var jeg lidt bedre. Jeg spiste piller og fik det bedre.
Min kæreste havde spurgt om jeg ville med ham i kirke, så der tog vi hen om formiddagen. Det var rart. Rart at sidde der tæt sammen med ham, i en stuvende fuld kirke og synge julesalmer.
Efter kirken kørte jeg ned til mine forældre. Jeg var ikke på toppen, men min lillebror og jeg smed os lidt på sofaen. Begge mine forældre havde taget arbejdstjansen den dag. Min far kom hjem ved kaffetid. Vi spillede spil imens vi fik sat julemaden i ovnen. Jeg sov lidt indimellem og ellers fik vi gjort maden klar til min mor kom hjem. Vi spiste og hyggede os. Dansede om juletræet og åbnede gaver. Og så kørte jeg til Skjern igen. Jeg fik verdens største kram af ham. Jeg følte mig helt lettet.
Helt ærligt, så var det bare en rigtig dejlig dag. Jeg havde slet ikke energi eller overskud til at savne børnene – jeg var faktisk lidt lettet over ikke at skulle tage mig af nogen som helst, fordi jeg var sløj.
Jeg er stolt af, at jeg klarede det som jeg gjorde. For nogen kan det måske lyde som ingenting. Men det var det ikke for mig. Det var noget der havde fyldt så meget i mig, i rigtig lang tid.
Men jeg klarede det. Og nu ved jeg, at det kan jeg godt. Så næste jul uden børnene bliver nemmere. Tror jeg.
Jeg lærte mange ting i 2019. Jeg lærte mange ting om mig selv og jeg lærte meget om skilsmisselivet. Det er en proces, der tager tid. Og jeg ved godt den ikke er slut endnu. Langt fra. Der er stadig ting at arbejde med og jeg har stadig dage hvor jeg synes det er svært. Hvor jeg lige skal have lidt ro. Hvor jeg lige skal finde mig selv i det og blive stærk i lige den situation. Finde min rolle og finde ud af hvordan jeg lige takler det.
For noget tid siden kan jeg huske at jeg tænkte, bliver jeg dog aldrig bedre til alt det her? Har jeg dog ingenting lært i alle de her måneder, snart år?
Men her til aften faldt jeg tilfældigvis over nogle noter i min telefon, skrevet for lang tid siden:
3. juni 2019:
Kære dagbog
I dag er jeg følsom. Jeg savner. Længere er den jo nok ikke. Savnet er så stort, det ikke kan beskrives. De to små mennesker som betyder alt i hele verden for mig. De to små mennesker jeg har båret i min mave, født, været hos og været tæt med hver eneste dag. De er her ikke. Her er stille, som i HELT stille. Det føles bare forkert.
Mine tanker fylder mit hoved til bristepunktet og jeg overvældes af minder fra dengang de var små. Billeder af dem i sommervejret med shorts og gummistøvler, deres glæde og begejstring ved selv de mindste ting, trygge og lykkelige i det liv vi levede, vælter indover mig. Så uskyldige, så uvidende.
Jeg kan føle mig magtesløs i savnet. Og ensom. Aldrig nogensinde har jeg følt mig så forbandet ensom. Det er ikke fordi jeg er det! Men, det er kun mig der mærker det her savn.
Jeg arbejder på højtryk for at lære mit savn at kende. Lære at leve med det og acceptere det. Jeg er jo nødt til at lære det – for det her, det er min nye hverdag. Det vil altid være sådan.
Men jeg giver også mig selv lov til at have disse dage, hvor jeg er trist. Hvor jeg mærker efter og hvor det gør ondt.
Jeg tror på, det er en del af helingsprocessen for mig.
Nu vil jeg sige godnat og sove. I morgen venter en ny dag.
Uha, jeg læser det med tårer i øjnene.
Men også med en slags glæde. For jeg føler jeg har lært noget siden dengang. Det er ikke fordi tankerne og følelserne ikke er der længere. Jeg savner dem stadig. Men jeg ved hvad jeg skal tænke, når savnet kommer, så det påvirker mig ikke så meget mere. Og det er jeg da stolt af.
Jeg forsætter min rejse i 2020, og jeg håber og tror på, at jeg bliver endnu stærkere i det.
Generelt var 2019 et rigtig godt år for mig.
Det er som om det var året hvor jeg fandt ro omkring mig selv og den jer er.
Først og fremmest på grund af ham. Han giver mig den vildeste ro – det har han gjort lige fra starten. Det blev helt officielt at vi var et par. Det føltes bare fantastisk at kunne gå hånd og hånd gennem byen. Jo flere der så os, jo bedre. Det gjorde mig stolt og lykkelig. Jeg var i en rus af forelskelse (og det er jeg stadigvæk, fuldstændigt).
Jeg mødte bonuspigerne. Dejlige smukke bonuspiger. Rejsen med dem har været vild. Fra nervøst og akavet i starten, til masser af kram, kærlighed og fjollerier nu. De betyder så meget for mig.
Oplevelser sammen som ‘storfamilie’ på seks. Vi har skabt så mange gode minder sammen dette år.
Jeg har lært min svigerfamilie at kende. Og de er skønne. Jeg griner så meget, når jeg er sammen med dem, og de har taget imod mig med åbne arme. Og jeg glæder mig altid til at vi skal ses igen.
Jeg har fået nye venskaber. Venskaber jeg glæder mig til skal vokse.
Og venskaber som allerede på ganske kort tid bare er helt fantastiske.
Jeg er rørt over, hvordan alle de her mennesker har været overfor mig. Både børn og voksne.
Hvordan de har taget imod mig. At jeg ikke en eneste gang har følt mig udenfor eller ikke har følt mig tilpas i deres selskab.
At de har vist mig interesse og omsorg lige fra første møde. At jeg bliver mødt med store kram og at jeg ofte modtager søde beskeder.
Jeg er beæret over at være en del af alt det. At være havnet lige her, blandt alle de fantastiske mennesker. Som jeg allerede holder rigtig meget af.
Jeg er så taknemmelig.
Taknemmelighed er vigtigt. I hvert fald for mig.
Vi har allesammen noget at være taknemmelige for.
Det behøver ikke være stort og prægtigt. Små ting kan være ligeså gode- endda bedre. Vi skal bare huske dem.
Hvad er du taknemmelig for?
Godt nytår til jer alle – må I finde jeres lykke,
kærligst L