Kategori: Skilsmisse

Om støvkoste, slettede kladder og forår

Hej søndag

Jeg har simpelthen sat mig i læ i hjørnet af min terrasse, med solen lige i ansigtet, dyne omkring mig og så computeren på skødet.
Jeg har været syg det meste af ugen – virkelig været dårlig.
Men solens stråler og en længe ventet brunchaftale med mine elskede veninder her til formiddag gav mig lidt af min energi tilbage. Det føles så rart. Jeg mangler foråret. Så kom nu snart, please.
Jeg kunne også mærke, at energien og gejsten pludselig var der til at få postet det her indlæg. Et indlæg jeg har haft liggende afventende i længe.
Jeg har ikke følt at det rigtige tidspunkt har været der for at publicere det.
Men nu skal det være. Det kommer her:

Jeg er tilbage.
Det føles lidt som at åbne en dør ind til et rum man ikke har brugt i længe. Et rum man godt ved er der, men som man ikke har kunnet overskue at gøre noget ved og som mere eller mindre bare har fået lov til at passe sig selv.
Et rum man flere gange sådan lige har åbnet døren på klem ind til, luret lidt derind, men erkendt at man ikke kunne overskue det – og så har lukket døren igen.
Et rum der har fået samlet sig et ordentligt lag støv, et rum hvor nullermænd danser rundt på gulvet og edderkopperne hygger sig i hjørnerne.
Kender du sådan et rum?

Kære blog. Nu er du blevet støvet af, alle kladderne fra år 2022 er slettet og nu er vi to klar til at starte på en frisk.

Det er et helt år siden jeg sidst har publiceret noget herinde. Ja tænk, et helt år.
Det lyder helt vildt når jeg skriver det.
Måske flere har tænkt, at jeg helt har droppet bloggen. Det forstår jeg godt. Det har jeg dog ikke. Men som ovenstående måske antyder, har tanken da ærlig talt strejfet mig.
2022 var året hvor jeg gik i cirkler rundt omkring min blog.
Det er der flere årsager til.
Mit 2022 var fyldt med virkelig dejlige oplevelser. En ferie i januar med min svigerfamilie til Gran Canaria- så fantastisk at få et sommer-vitamin boost på den tid af året. Det kan virkelig anbefales.
En uge i sommerhus i sommerferien med hele min sammenbragte familie med tid til bare at være, bade ved stranden, spise is og kramme. Det var skønt og gør noget rigtig godt for os allesammen, nu hvor vi ikke bor sammen i hverdagen.
Derudover havde min kæreste og jeg en aleneferie til Grækenland i september. WOW en ferie. Jeg vil altid huske den som magisk. Bare ham og jeg i de smukkeste omgivelser. Han er så dejlig at holde ferie med, fordi vi gerne vil de samme ting og sætter pris på de samme ting (og selvfølgelig også fordi han i sig selv er helt vildt dejlig :))
Udover alle de her ferier har jeg haft masser af stunder med venner, veninder og familie. Stunder der betyder alverden for mig, som giver mig energi og fylder mig med glæde.

Men hvorfor har jeg så ikke været mere aktiv på bloggen?
2022 var også et år hvor jeg (følte jeg i hvert fald selv) bar rundt på en rigtig tung sten.
Jeg sluttede mit 2021 med at fortælle om en sag, jeg havde haft med Esbjerg Kommune. Det var omkring alt det her med at være enlig forsørger. Jeg var så glad og lettet da de gav mig medhold og tænkte at nu var alt godt.
Men tingene tog bare en helt anden drejning.

Jeg prøver at gøre en lang historie kort!
Jeg vidste godt at Esbjerg Kommune ville sende hele sagen videre til Udbetaling Danmark. Jeg tror egentlig de er forpligtet til det.
Jeg forholdte mig ikke så meget til det, da jeg klart forventede at Udbetaling Danmark ville se sagen fra samme synsvinkel.
Men der tog jeg grueligt fejl.
Udbetaling Danmark var iskolde. Det var nærmest ikke muligt at have en dialog med dem og de startede helt forfra. Som I helt forfra.
De bad mig bespare spørgsmål, som jeg ikke forstod. Jeg svarede selvfølgelig det bedste jeg kunne, og jeg forklarede, at jeg var fuldstændig uforstående overfor hele situationen.
Jeg hørte ikke mere og jeg anede ikke om jeg var købt eller solgt. Jeg var så forvirret over alt der her – nu havde jeg jo lige lukket det hele med Esbjerg Kommune.
Efter ca. en måned modtog jeg så et brev.
Jeg blev beskyldt for socialt bedrageri.
Det indebar at jeg skulle tilbagebetale en ret stor sum penge, da det var med tilbagevirkende kraft og alle udbetalinger blev standset med det samme.
Jeg var i chok. Jeg var rystet. Jeg var ked af det, vred og frustreret.
Alle følelser væltede rundt i mig.
Jeg forstod på ingen måder hvordan de kunne se sagen så anderledes, når Esbjerg kommune havde været hele møllen igennem allerede?
Det var nogle hårde dage og jeg havde vitterligt mest lyst til bare at ligge mig under min dyne og håbe at det hele ville forsvinde af sig selv. Helt ærligt, så havde jeg ikke overskuddet til det hele én gang til. Og jeg følte jeg havde tabt.
Men jeg fik sundet mig og med kæmpe støtte fra min kæreste og familie, fik jeg skrevet retur til dem.
Jeg skrev, at jeg absolut ikke var enig i deres beslutning.
Jeg vidste godt hvilken betydning det ville få…
Og ganske kort tid efter modtog jeg besked fra Ankestyrelsen, at de havde startet min sag.
Deres behandlingstid var 3-6 måneder.
Jeg skrev et langt brev til Ankestyrelsen. Det var min sidste mulighed for at sætte mine egne ord på situationen. Efter det, var der intet at gøre udover at vente.
Uha. Jeg indrømmer fuldstændig ærligt, at det kørte mig i sænk.
Nogle dage skulle jeg virkelig samles op helt nede fra bunden, jeg kunne vitterligt ikke overskue det. Hverken det økonomiske eller følelsen af at have begået en form for kriminalitet (Udbetaling Danmark havde også skrevet, at de ikke ville politianmelde mig, hvilket jeg da virkelig var glad for – men bare tanken om at det kunne have været en case, gjorde mig dårlig).
Det ramte mig hårdt, det erkender jeg.
Men der var også dage, hvor jeg følte mig stærkere. Jeg havde troen på mig selv og blev enig med mig selv om, at hvis jeg tabte denne sag, så ville jeg kæmpe alt hvad jeg kunne for retfærdigheden.
For i min optik, var der ingen rimelighed til i deres påstand.
Sagen trak ud og der endte med at gå 9 måneder inden jeg fik svar.
Det var nogle rigtig lange måneder.
Jeg havde sådan hjertebanken da jeg modtog afgørelsen i min e-boks.

Men ved I hvad? Jeg fik medhold….
SIKKE. EN. LETTELSE.
VIRKELIG.
Jeg både græd og dansede på samme tid!
Tænk sig, at nu var det slut. At nu havde højeste instans fortalt, at det var OK det jeg havde gjort. At jeg ikke er kriminel.

Min sag (ja eller det er jo sådan set vores fælles liv det drejer sig om) er anderledes end de flestes. Det ved vi godt. Men vi lever udelukkende hver for sig, fordi vi sætter vores børn først. Fordi vi tænker på dem og ønsker at de skal være glade og have det bedst muligt, i det her skilsmisseliv som vi har bragt dem i. Vi elsker dem, hver og én, så vi kunne aldrig sætte os selv først.
Og netop dét, er jeg vanvittig stolt af.
Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle kæmpe sådan en kamp, som jeg har kæmpet de sidste 2 år.

Situationen har efterhånden lagt sig og jeg er okay.
Jeg har det egentlig godt med at det var mig der skulle bruge energien, tårerne, tankerne, modløsheden på at denne sag nu kan danne præcedens for andre sager i fremtiden.
For hvorom alting er, så lever vi bare ikke på samme måde, som man gjorde tidligere. Familierne kan være sammensat på alle mulige måder og jeg har fuld respekt for at de offentlige instanser på ny skal forholde sig til, hvad er rigtigt og hvad er forkert.
Jeg ønsker da absolut ikke at modtage ydelser eller økonomisk støtte for noget, jeg ikke er berettiget til. Og jeg er også godt klar over, at der er nogen der forsøger at udnytte det, hvilket jeg bestemt ikke synes er ok.

Som jeg skrev tidligere, har jeg haft enormt mange kladder liggende her i mit lille blog univers. Kladder jeg skrev i de perioder, hvor jeg synes tingene var sværest. Kladder jeg skrev, hvor jeg var vred og frustreret. Kladder jeg skrev, da jeg var ked af det og følte mig så dum og forkert. Kladder jeg skrev, da jeg følte mig stærk og overbevist om, at jeg havde styrke, og at jeg godt kunne kæmpe for min retfærdighed.
Men alle de her kladder kom ikke videre. Og det er jeg glad for i dag faktisk. For mig havde det stor betydning af skrive dem, fordi det hjalp mig til at få alle mine tanker ud. Ud af mit system.
Det er sådan jeg bruger min blog. Som afløb på alt der der fylder inde i mit hoved. Om jeg så reelt set vælger at publicere, det afhænger af hvad jeg føler omkring det, jeg får skrevet ned.
Jeg overvejede flere gange at trykke “udgiv” på noget af det. Men jeg kunne ikke.
Jeg kunne bare ikke. Jeg følte mig dum over at have skrevet det jeg havde, når jeg nogle dage efter fik læst det igennem.
Der er krig i verden! Der er mennesker derude der mister deres nærmeste, nogen der mister deres hjem og deres tryghed. Børn der mister deres barndom, mister deres forældre.
Og så sidder jeg her og har så pisse ondt af mig selv (ja undskyld mit ordvalg).
“Mand dig op og tag og tag dig sammen Louise, helt ærligt!”
Sådan har jeg sagt til mig selv mange gange. Jeg har ikke mistet nogen og jeg har alt hvad jeg kunne drømme om i mit liv.

Men det er jo svært. For selvom der sker mange ting ude i verden som er forfærdelige – og at man hver eneste dag hører om eller kender nogen der bliver ramt af alvorlig sygdom – så er man nu engang i sit eget liv, og man forholder sig til det der er i ens eget liv.
Og alt det her, det var hårdt for mig. Det var det.

Men vi er videre nu, og alt er godt.
Alt er virkelig godt.


De sociale medier blev også brugt både hos Esbjerg Kommune og Udbetaling Danmark.
Det havde jeg det faktisk underligt med. Ikke fordi jeg har noget at skjule, jeg er jo meget ærlig herinde og på instagram.
Det fik mig til at reflektere lidt over det her med at være “offentlig” omkring de ting der fylder i mit liv. Er det virkelig noget jeg vil? Og kan det blive brugt imod mig?
Det skulle måske være en af argumenterne for at stoppe med bloggen.
Men omvendt så betyder de sociale medier noget for mig. Jeg henter energi via instagram (selvom jeg indimellem er en smule træt af reklamer og profiler der popper op som forslag). Jeg føler jeg har “veninder ” derinde og jeg vælger kun at følge de profiler der inspirerer mig eller får mig til at glædes og smile. Jeg bliver aldrig misundelig eller presset over noget derinde – for så er det ikke profiler jeg ønsker at følge og så fjerner jeg dem.

I forhold til min blog, så bruger jeg den til at skrive mine tanker ned. Det er min form for dagbog og hjælper mig til at få alle mine tanker ud af systemet. Og hvis det så samtidig kan give jer der læser det, et eller andet – måske en følelse af ikke at stå alene eller føle sig forkert – så gør det mig virkelig glad.

Det blev til et langt skriv.

Foråret er her lige om lidt, kære venner.
Vi skal misse med øjnene i solens stråler og mærke dens varme, lytte til fuglenes kvidren, se og fornemme hvordan alting omkring os bliver grønnere og springer ud, kysse lidt ekstra på alle dem vi holder af – og bare nyde at være til.

2022 lærte mig, at man skal stole på sig selv.
Du er stærkere, end du tror.

Kærligst L





Året der gik…

Hej søndag.

Så mødes vi igen.
Min tid, den flyver afsted. Pludselig gik der en måned siden sidst. Og nu er vi i 2020 – det er da ret vildt.

Min december måned var god. Som jeg skrev sidst, så elsker jeg julemåneden, og jeg har altid så mange ting jeg gerne vil nå i december, fordi det er med til at skabe min julestemning.
Dagene med børnene i december var ikke så mange, så jeg gik all in de dage de var her. Derudover fejrede vi både vores lille kusines 2 års fødselsdag og vores bonus-søsters 13 års fødselsdag. Og pludselig, inden vi så os om, var det jul.
Jeg vil være ærlig og sige at jeg hele december var… ja, hvordan skal jeg egentlig lige beskrive det. Nervøs måske? Usikker. Tvivlende.
Jeg var virkelig usikker på hvordan jeg ville reagere juleaften. Om jeg kunne finde ud af ikke at have mine børn, eller om jeg ville bryde sammen.
Jeg brugte meget energi på at sige til mig selv at det kunne jeg sagtens. At det nok skulle gå og at det ville blive hyggeligt med en voksenjul.
Men inderst inde var jeg nervøs og tvivlede på mig selv.
Den 23. december om eftermiddagen, skulle børnene så afleveres hos deres far. Jeg pakkede bilen med alle deres ting- og også mine egne, da jeg skulle bo i Skjern alle juledagene og være sammen med min kæreste så meget jeg nu kunne.
Jeg fik afleveret børnene. De var så glade. Så jeg havde fuldstændig ro i maven da jeg kørte derfra. Det tænkte jeg meget over. Altså, hvor fantastisk det er, at de glæder sig til at skulle ned til far og hans kæreste. Så meget at de næsten ikke har tid til at sige farvel. Det bliver man glad over, og det gør det hele en hel del nemmere.
I løbet af dagen, havde jeg godt fornemmet at jeg var lidt skidt. Om det var kulminationen af alle de tanker og følelser jeg havde og at nu var det nu, det ved jeg ikke. Men jeg blev virkelig skidt. Jeg måtte holde ind på vejen mod Skjern for at købe Panodil og cola, bare for at klare køreturen. Jeg var simpelthen så skidt om aftenen. Jeg havde ingen energi til at tænke på børnene eller juleaften dagen efter. Måske var det i virkeligheden godt nok.
Den 24. var jeg lidt bedre. Jeg spiste piller og fik det bedre.
Min kæreste havde spurgt om jeg ville med ham i kirke, så der tog vi hen om formiddagen. Det var rart. Rart at sidde der tæt sammen med ham, i en stuvende fuld kirke og synge julesalmer.
Efter kirken kørte jeg ned til mine forældre. Jeg var ikke på toppen, men min lillebror og jeg smed os lidt på sofaen. Begge mine forældre havde taget arbejdstjansen den dag. Min far kom hjem ved kaffetid. Vi spillede spil imens vi fik sat julemaden i ovnen. Jeg sov lidt indimellem og ellers fik vi gjort maden klar til min mor kom hjem. Vi spiste og hyggede os. Dansede om juletræet og åbnede gaver. Og så kørte jeg til Skjern igen. Jeg fik verdens største kram af ham. Jeg følte mig helt lettet.
Helt ærligt, så var det bare en rigtig dejlig dag. Jeg havde slet ikke energi eller overskud til at savne børnene – jeg var faktisk lidt lettet over ikke at skulle tage mig af nogen som helst, fordi jeg var sløj.
Jeg er stolt af, at jeg klarede det som jeg gjorde. For nogen kan det måske lyde som ingenting. Men det var det ikke for mig. Det var noget der havde fyldt så meget i mig, i rigtig lang tid.
Men jeg klarede det. Og nu ved jeg, at det kan jeg godt. Så næste jul uden børnene bliver nemmere. Tror jeg.

Jeg lærte mange ting i 2019. Jeg lærte mange ting om mig selv og jeg lærte meget om skilsmisselivet. Det er en proces, der tager tid. Og jeg ved godt den ikke er slut endnu. Langt fra. Der er stadig ting at arbejde med og jeg har stadig dage hvor jeg synes det er svært. Hvor jeg lige skal have lidt ro. Hvor jeg lige skal finde mig selv i det og blive stærk i lige den situation. Finde min rolle og finde ud af hvordan jeg lige takler det.

For noget tid siden kan jeg huske at jeg tænkte, bliver jeg dog aldrig bedre til alt det her? Har jeg dog ingenting lært i alle de her måneder, snart år?
Men her til aften faldt jeg tilfældigvis over nogle noter i min telefon, skrevet for lang tid siden:

3. juni 2019:
Kære dagbog
I dag er jeg følsom. Jeg savner. Længere er den jo nok ikke. Savnet er så stort, det ikke kan beskrives. De to små mennesker som betyder alt i hele verden for mig. De to små mennesker jeg har båret i min mave, født, været hos og været tæt med hver eneste dag. De er her ikke. Her er stille, som i HELT stille. Det føles bare forkert.
Mine tanker fylder mit hoved til bristepunktet og jeg overvældes af minder fra dengang de var små. Billeder af dem i sommervejret med shorts og gummistøvler, deres glæde og begejstring ved selv de mindste ting, trygge og lykkelige i det liv vi levede, vælter indover mig. Så uskyldige, så uvidende. 
Jeg kan føle mig magtesløs i savnet. Og ensom. Aldrig nogensinde har jeg følt mig så forbandet ensom. Det er ikke fordi jeg er det! Men, det er kun mig der mærker det her savn.
Jeg arbejder på højtryk for at lære mit savn at kende. Lære at leve med det og acceptere det. Jeg er jo nødt til at lære det – for det her, det er min nye hverdag. Det vil altid være sådan. 
Men jeg giver også mig selv lov til at have disse dage, hvor jeg er trist. Hvor jeg mærker efter og hvor det gør ondt. 
Jeg tror på, det er en del af helingsprocessen for mig.
Nu vil jeg sige godnat og sove. I morgen venter en ny dag.

Uha, jeg læser det med tårer i øjnene.
Men også med en slags glæde. For jeg føler jeg har lært noget siden dengang. Det er ikke fordi tankerne og følelserne ikke er der længere. Jeg savner dem stadig. Men jeg ved hvad jeg skal tænke, når savnet kommer, så det påvirker mig ikke så meget mere. Og det er jeg da stolt af.
Jeg forsætter min rejse i 2020, og jeg håber og tror på, at jeg bliver endnu stærkere i det.

Generelt var 2019 et rigtig godt år for mig.
Det er som om det var året hvor jeg fandt ro omkring mig selv og den jer er.
Først og fremmest på grund af ham. Han giver mig den vildeste ro – det har han gjort lige fra starten. Det blev helt officielt at vi var et par. Det føltes bare fantastisk at kunne gå hånd og hånd gennem byen. Jo flere der så os, jo bedre. Det gjorde mig stolt og lykkelig. Jeg var i en rus af forelskelse (og det er jeg stadigvæk, fuldstændigt).
Jeg mødte bonuspigerne. Dejlige smukke bonuspiger. Rejsen med dem har været vild. Fra nervøst og akavet i starten, til masser af kram, kærlighed og fjollerier nu. De betyder så meget for mig.
Oplevelser sammen som ‘storfamilie’ på seks. Vi har skabt så mange gode minder sammen dette år.
Jeg har lært min svigerfamilie at kende. Og de er skønne. Jeg griner så meget, når jeg er sammen med dem, og de har taget imod mig med åbne arme. Og jeg glæder mig altid til at vi skal ses igen.
Jeg har fået nye venskaber. Venskaber jeg glæder mig til skal vokse.
Og venskaber som allerede på ganske kort tid bare er helt fantastiske.

Jeg er rørt over, hvordan alle de her mennesker har været overfor mig. Både børn og voksne.
Hvordan de har taget imod mig. At jeg ikke en eneste gang har følt mig udenfor eller ikke har følt mig tilpas i deres selskab.
At de har vist mig interesse og omsorg lige fra første møde. At jeg bliver mødt med store kram og at jeg ofte modtager søde beskeder.
Jeg er beæret over at være en del af alt det. At være havnet lige her, blandt alle de fantastiske mennesker. Som jeg allerede holder rigtig meget af.
Jeg er så taknemmelig.

Taknemmelighed er vigtigt. I hvert fald for mig.
Vi har allesammen noget at være taknemmelige for.
Det behøver ikke være stort og prægtigt. Små ting kan være ligeså gode- endda bedre. Vi skal bare huske dem.

Hvad er du taknemmelig for?
Godt nytår til jer alle – må I finde jeres lykke,

kærligst L




Savnet.

Godaften torsdag.

Jeg sidder lige og drikker den sidste kop the, inden jeg hopper under dynen.
Jeg er dødhamrende træt de her dage og jeg har så svært ved at komme ud af sengen om morgenen. Det ligner mig slet ikke. Gad vide om det er vejret og mørket der gør det?
Nå, men det er virkelig godt weekenden er liiige om hjørnet. Ej hvor jeg glæder mig.
For tiden er vores hverdage fyldte – ikke med dårlige ting, men jeg synes lynhurtigt ugen er væk (og weekenderne endnu hurtigere!) Jeg kan næsten ikke følge med. Tilbage i foråret gik jeg fra at have en fridag hver 14. dag og op på fuldtid. Det kan godt mærkes at jeg ikke har den fridag længere, og jeg kan virkelig godt savne den.
Men børnene er her hos mig nu og det føles fantastisk at sidde her i sofaen og vide de begge ligger i deres seng, her hos mig, og sover. Jeg elsker det! Det føles så rigtigt når de er her.

Jeg savner dem altid den uge jeg ikke har dem. Men det er på en måde så det er ok. Et ok savn. Jeg har været der, hvor det var vanvittigt smertefuldt.
I starten tjekkede jeg dagligt billeder af børnene på min telefon, de uger de ikke var hos mig, imens tårerne trillede ned af mine kinder. De her to små glade børn. Tortur måske, men jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg følte mig som verdens værste mor og følte jeg havde svigtet dem så kæmpe meget. Det gav mig dårlig samvittighed og jeg følte mig endnu mere ødelagt. Det kunne starte en lavine inde i mig selv, med skuffelse over alt det jeg åbenbart ikke kunne finde ud af. At holde sammen på en familie. Skuffelse over mig selv på alle områder. Og det værste var, at jeg jo ikke engang kunne gå ind og kramme dem eller putte mig ind til dem under dynen. De var ikke hos mig- de var der ikke! Jeg endte med at gå hulkende i seng og vågnede så op med øjne der var røde og hævede. Satte mig i bilen og kørte på job – igen med tårer ned af kinderne. Det var virkelig frygteligt.
Når jeg tænker tilbage på det nu, tænker jeg det var en hel naturlig måde at reagere på. Skilsmisse har jeg ikke prøvet før – heldigvis. Men det betyder også at alt er nyt og man rammer situationer man ikke aner hvordan man skal håndtere. Man famler i blinde. Det gjorde jeg i hvert fald og det er jeg ikke flov over at sige. For den da, det er mine to små fuldstændig fantastiske børn jeg skal undvære halvdelen af tiden. Det er OK at være trist over det og det er OK at det er en smerte.
En dag tror jeg bare det gik op for mig, at mine børn for alt i verden ikke skal have en ulykkelig mor. Selvsamme tanke jeg havde, da vi traf beslutningen om at blive skilt! De ønsker en glad og lykkelig mor, og når nu jeg ikke har været i stand til at give dem en familie hvor mor og far bor sammen, så skal jeg saftsuseme give dem en lykkelig mor. Basta.
Det var nok tiden der fik mig til at tænke sådan – og så var det også på det tidspunkt jeg blev fuldstændig forelsket. Det hjælp mig helt klart også i den rigtige retning.
Så jeg besluttede mig for at savnet ikke måtte fylde på den måde. Det var bestemt ikke nemt, for den var der jo hele tiden. Savnet. Også selvom jeg lod som om den ikke var der.
Jeg prøvede mig lidt frem, for at finde ud af hvad der kunne hjælpe mig. Prøvede at sætte mig ned og finde tilbage til de ting jeg holdt af og de ting der gjorde mig glad.
Jeg fandt ud af, at det for mig handlede om at vende mit fokus til alle de muligheder jeg lige pludselig havde.
Roen. Drikke morgenkaffe lørdag morgen i sengen. Tiden kunne stå stille og der var ingen, ingen, der forventede noget af mig. Det var faktisk en mega fed følelse. Lave drinksaftaler om aftenen med veninder. Gå på diverse loppemarkeder om søndagen. Løbe lange ture. Spise aftensmad kl. 22, bare fordi jeg havde lyst osv.
Jeg fik øjnene op for at jeg faktisk kunne nyde det og at det gjorde noget rigtig godt for mig. Så i stedet for at jeg efter en uge uden børn var et stort tomrum indeni, så begyndte jeg at føle mig i overskud. Det var virkelig en lettelse for mig. Også at jeg kunne se frem til ugerne uden børnene og ikke frygte dem.
Jeg tror, man skal give sig selv lov til at være ked af det i starten og give sig selv lov til at savne så meget man vil. Lade alle følelser få frit spil. Og så tror jeg på, at tiden modner dig til at ændre på det og finde tilbage til din lykke.
Alle os der lever et skilsmisseliv skal jo leve uden vores børn i perioder. Det kan vi ikke lave om på, det er sådan det er. Derfor skal vi også, på den lange bane, finde ro i det. Det kan være svært at se, men jeg lover dig, det kommer. Hav tålmodighed og giv dig selv tid.
Og det er jo ikke sådan at jeg aldrig savner dem længere. Det gør jeg. Meget endda.
Den ligger hele tiden lige under overfladen. Savnet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Og hvis jeg ønskede at gå tilbage til Louise liggende i fosterstilling under dynen med hævede øjne og snotpapir overalt, på grund af savnet til børnene, så kunne jeg gøre det så hurtigt som et snuptag.
Uden problemer. Men det ønsker jeg bare ikke og jeg føler jeg har lært det nu. At savne. Lært at holde det fokus jeg har fundet og lært at styre mine tanker mod det positive. Og der tillader jeg mig, at være stolt af mig selv.

Jeg bliver altid glad når jeg så ser dem komme rendende hen imod mig om tirsdagen. Næsten rørt. Det føles dejligt.
Jeg har altid om mandagen inden de kommer gjort mig mange tanker om vores uge sammen. Og glædet mig. Jeg ønsker en god uge, en rolig uge. En uge hvor vi har tid sammen, laver ting sammen. Ønsker at vi putter og krammer.
Gode og optimistiske tanker, helt sikkert, men sjældent holdbare. Måske ønsker jeg bare at have et godt udgangspunkt, og det er vel egentlig okay?
Men det er bare aldrig så glansbilledeagtigt. Der er hektiske morgener, hvor vi ender med at flyve ud af døren, trætte eftermiddage hvor alle sidder med hver sin skærm, søskende skænderier og diskussioner. Det er bare for at være helt ærlig. Selvom intentionerne altid er gode, så kan nogle uger godt være sådan. Og selvom jeg føler mig helt fyldt op med god energi og klar når de kommer her, så synes jeg også det kan være vildt hårdt at være på og være selv om alting omkring dem. Og jeg kan føle mig utilstrækkelig og uduelig.
Heldigvis er der også altid masser af gode stunder og vi er altid gode til at snakke om tingene, synes jeg. Og vi slutter altid dagen af med at kramme og finde de positive ting fra dagen. Det er vigtigt for mig.
Der er gode perioder og der er perioder med udfordringer – det er vist bare sådan det er at have børn, ikke?

Nu glæder jeg mig bare virkelig til weekend. Jeg vil suge det sidste ud af efteråret. Jeg elsker efterår og de smukke farver den har.
Jeg synes det går så stærkt mod vinteren, så derfor skal det nydes nu.
Måske tilsat en snert af halloween!

Pas på jer selv derude,
Kærligst L