Hej søndag
Jeg har simpelthen sat mig i læ i hjørnet af min terrasse, med solen lige i ansigtet, dyne omkring mig og så computeren på skødet.
Jeg har været syg det meste af ugen – virkelig været dårlig.
Men solens stråler og en længe ventet brunchaftale med mine elskede veninder her til formiddag gav mig lidt af min energi tilbage. Det føles så rart. Jeg mangler foråret. Så kom nu snart, please.
Jeg kunne også mærke, at energien og gejsten pludselig var der til at få postet det her indlæg. Et indlæg jeg har haft liggende afventende i længe.
Jeg har ikke følt at det rigtige tidspunkt har været der for at publicere det.
Men nu skal det være. Det kommer her:
Jeg er tilbage.
Det føles lidt som at åbne en dør ind til et rum man ikke har brugt i længe. Et rum man godt ved er der, men som man ikke har kunnet overskue at gøre noget ved og som mere eller mindre bare har fået lov til at passe sig selv.
Et rum man flere gange sådan lige har åbnet døren på klem ind til, luret lidt derind, men erkendt at man ikke kunne overskue det – og så har lukket døren igen.
Et rum der har fået samlet sig et ordentligt lag støv, et rum hvor nullermænd danser rundt på gulvet og edderkopperne hygger sig i hjørnerne.
Kender du sådan et rum?
Kære blog. Nu er du blevet støvet af, alle kladderne fra år 2022 er slettet og nu er vi to klar til at starte på en frisk.
Det er et helt år siden jeg sidst har publiceret noget herinde. Ja tænk, et helt år.
Det lyder helt vildt når jeg skriver det.
Måske flere har tænkt, at jeg helt har droppet bloggen. Det forstår jeg godt. Det har jeg dog ikke. Men som ovenstående måske antyder, har tanken da ærlig talt strejfet mig.
2022 var året hvor jeg gik i cirkler rundt omkring min blog.
Det er der flere årsager til.
Mit 2022 var fyldt med virkelig dejlige oplevelser. En ferie i januar med min svigerfamilie til Gran Canaria- så fantastisk at få et sommer-vitamin boost på den tid af året. Det kan virkelig anbefales.
En uge i sommerhus i sommerferien med hele min sammenbragte familie med tid til bare at være, bade ved stranden, spise is og kramme. Det var skønt og gør noget rigtig godt for os allesammen, nu hvor vi ikke bor sammen i hverdagen.
Derudover havde min kæreste og jeg en aleneferie til Grækenland i september. WOW en ferie. Jeg vil altid huske den som magisk. Bare ham og jeg i de smukkeste omgivelser. Han er så dejlig at holde ferie med, fordi vi gerne vil de samme ting og sætter pris på de samme ting (og selvfølgelig også fordi han i sig selv er helt vildt dejlig :))
Udover alle de her ferier har jeg haft masser af stunder med venner, veninder og familie. Stunder der betyder alverden for mig, som giver mig energi og fylder mig med glæde.
Men hvorfor har jeg så ikke været mere aktiv på bloggen?
2022 var også et år hvor jeg (følte jeg i hvert fald selv) bar rundt på en rigtig tung sten.
Jeg sluttede mit 2021 med at fortælle om en sag, jeg havde haft med Esbjerg Kommune. Det var omkring alt det her med at være enlig forsørger. Jeg var så glad og lettet da de gav mig medhold og tænkte at nu var alt godt.
Men tingene tog bare en helt anden drejning.
Jeg prøver at gøre en lang historie kort!
Jeg vidste godt at Esbjerg Kommune ville sende hele sagen videre til Udbetaling Danmark. Jeg tror egentlig de er forpligtet til det.
Jeg forholdte mig ikke så meget til det, da jeg klart forventede at Udbetaling Danmark ville se sagen fra samme synsvinkel.
Men der tog jeg grueligt fejl.
Udbetaling Danmark var iskolde. Det var nærmest ikke muligt at have en dialog med dem og de startede helt forfra. Som I helt forfra.
De bad mig bespare spørgsmål, som jeg ikke forstod. Jeg svarede selvfølgelig det bedste jeg kunne, og jeg forklarede, at jeg var fuldstændig uforstående overfor hele situationen.
Jeg hørte ikke mere og jeg anede ikke om jeg var købt eller solgt. Jeg var så forvirret over alt der her – nu havde jeg jo lige lukket det hele med Esbjerg Kommune.
Efter ca. en måned modtog jeg så et brev.
Jeg blev beskyldt for socialt bedrageri.
Det indebar at jeg skulle tilbagebetale en ret stor sum penge, da det var med tilbagevirkende kraft og alle udbetalinger blev standset med det samme.
Jeg var i chok. Jeg var rystet. Jeg var ked af det, vred og frustreret.
Alle følelser væltede rundt i mig.
Jeg forstod på ingen måder hvordan de kunne se sagen så anderledes, når Esbjerg kommune havde været hele møllen igennem allerede?
Det var nogle hårde dage og jeg havde vitterligt mest lyst til bare at ligge mig under min dyne og håbe at det hele ville forsvinde af sig selv. Helt ærligt, så havde jeg ikke overskuddet til det hele én gang til. Og jeg følte jeg havde tabt.
Men jeg fik sundet mig og med kæmpe støtte fra min kæreste og familie, fik jeg skrevet retur til dem.
Jeg skrev, at jeg absolut ikke var enig i deres beslutning.
Jeg vidste godt hvilken betydning det ville få…
Og ganske kort tid efter modtog jeg besked fra Ankestyrelsen, at de havde startet min sag.
Deres behandlingstid var 3-6 måneder.
Jeg skrev et langt brev til Ankestyrelsen. Det var min sidste mulighed for at sætte mine egne ord på situationen. Efter det, var der intet at gøre udover at vente.
Uha. Jeg indrømmer fuldstændig ærligt, at det kørte mig i sænk.
Nogle dage skulle jeg virkelig samles op helt nede fra bunden, jeg kunne vitterligt ikke overskue det. Hverken det økonomiske eller følelsen af at have begået en form for kriminalitet (Udbetaling Danmark havde også skrevet, at de ikke ville politianmelde mig, hvilket jeg da virkelig var glad for – men bare tanken om at det kunne have været en case, gjorde mig dårlig).
Det ramte mig hårdt, det erkender jeg.
Men der var også dage, hvor jeg følte mig stærkere. Jeg havde troen på mig selv og blev enig med mig selv om, at hvis jeg tabte denne sag, så ville jeg kæmpe alt hvad jeg kunne for retfærdigheden.
For i min optik, var der ingen rimelighed til i deres påstand.
Sagen trak ud og der endte med at gå 9 måneder inden jeg fik svar.
Det var nogle rigtig lange måneder.
Jeg havde sådan hjertebanken da jeg modtog afgørelsen i min e-boks.
Men ved I hvad? Jeg fik medhold….
SIKKE. EN. LETTELSE.
VIRKELIG.
Jeg både græd og dansede på samme tid!
Tænk sig, at nu var det slut. At nu havde højeste instans fortalt, at det var OK det jeg havde gjort. At jeg ikke er kriminel.
Min sag (ja eller det er jo sådan set vores fælles liv det drejer sig om) er anderledes end de flestes. Det ved vi godt. Men vi lever udelukkende hver for sig, fordi vi sætter vores børn først. Fordi vi tænker på dem og ønsker at de skal være glade og have det bedst muligt, i det her skilsmisseliv som vi har bragt dem i. Vi elsker dem, hver og én, så vi kunne aldrig sætte os selv først.
Og netop dét, er jeg vanvittig stolt af.
Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle kæmpe sådan en kamp, som jeg har kæmpet de sidste 2 år.
Situationen har efterhånden lagt sig og jeg er okay.
Jeg har det egentlig godt med at det var mig der skulle bruge energien, tårerne, tankerne, modløsheden på at denne sag nu kan danne præcedens for andre sager i fremtiden.
For hvorom alting er, så lever vi bare ikke på samme måde, som man gjorde tidligere. Familierne kan være sammensat på alle mulige måder og jeg har fuld respekt for at de offentlige instanser på ny skal forholde sig til, hvad er rigtigt og hvad er forkert.
Jeg ønsker da absolut ikke at modtage ydelser eller økonomisk støtte for noget, jeg ikke er berettiget til. Og jeg er også godt klar over, at der er nogen der forsøger at udnytte det, hvilket jeg bestemt ikke synes er ok.
Som jeg skrev tidligere, har jeg haft enormt mange kladder liggende her i mit lille blog univers. Kladder jeg skrev i de perioder, hvor jeg synes tingene var sværest. Kladder jeg skrev, hvor jeg var vred og frustreret. Kladder jeg skrev, da jeg var ked af det og følte mig så dum og forkert. Kladder jeg skrev, da jeg følte mig stærk og overbevist om, at jeg havde styrke, og at jeg godt kunne kæmpe for min retfærdighed.
Men alle de her kladder kom ikke videre. Og det er jeg glad for i dag faktisk. For mig havde det stor betydning af skrive dem, fordi det hjalp mig til at få alle mine tanker ud. Ud af mit system.
Det er sådan jeg bruger min blog. Som afløb på alt der der fylder inde i mit hoved. Om jeg så reelt set vælger at publicere, det afhænger af hvad jeg føler omkring det, jeg får skrevet ned.
Jeg overvejede flere gange at trykke “udgiv” på noget af det. Men jeg kunne ikke.
Jeg kunne bare ikke. Jeg følte mig dum over at have skrevet det jeg havde, når jeg nogle dage efter fik læst det igennem.
Der er krig i verden! Der er mennesker derude der mister deres nærmeste, nogen der mister deres hjem og deres tryghed. Børn der mister deres barndom, mister deres forældre.
Og så sidder jeg her og har så pisse ondt af mig selv (ja undskyld mit ordvalg).
“Mand dig op og tag og tag dig sammen Louise, helt ærligt!”
Sådan har jeg sagt til mig selv mange gange. Jeg har ikke mistet nogen og jeg har alt hvad jeg kunne drømme om i mit liv.
Men det er jo svært. For selvom der sker mange ting ude i verden som er forfærdelige – og at man hver eneste dag hører om eller kender nogen der bliver ramt af alvorlig sygdom – så er man nu engang i sit eget liv, og man forholder sig til det der er i ens eget liv.
Og alt det her, det var hårdt for mig. Det var det.
Men vi er videre nu, og alt er godt.
Alt er virkelig godt.
De sociale medier blev også brugt både hos Esbjerg Kommune og Udbetaling Danmark.
Det havde jeg det faktisk underligt med. Ikke fordi jeg har noget at skjule, jeg er jo meget ærlig herinde og på instagram.
Det fik mig til at reflektere lidt over det her med at være “offentlig” omkring de ting der fylder i mit liv. Er det virkelig noget jeg vil? Og kan det blive brugt imod mig?
Det skulle måske være en af argumenterne for at stoppe med bloggen.
Men omvendt så betyder de sociale medier noget for mig. Jeg henter energi via instagram (selvom jeg indimellem er en smule træt af reklamer og profiler der popper op som forslag). Jeg føler jeg har “veninder ” derinde og jeg vælger kun at følge de profiler der inspirerer mig eller får mig til at glædes og smile. Jeg bliver aldrig misundelig eller presset over noget derinde – for så er det ikke profiler jeg ønsker at følge og så fjerner jeg dem.
I forhold til min blog, så bruger jeg den til at skrive mine tanker ned. Det er min form for dagbog og hjælper mig til at få alle mine tanker ud af systemet. Og hvis det så samtidig kan give jer der læser det, et eller andet – måske en følelse af ikke at stå alene eller føle sig forkert – så gør det mig virkelig glad.
Det blev til et langt skriv.
Foråret er her lige om lidt, kære venner.
Vi skal misse med øjnene i solens stråler og mærke dens varme, lytte til fuglenes kvidren, se og fornemme hvordan alting omkring os bliver grønnere og springer ud, kysse lidt ekstra på alle dem vi holder af – og bare nyde at være til.
2022 lærte mig, at man skal stole på sig selv.
Du er stærkere, end du tror.
Kærligst L
