Om støvkoste, slettede kladder og forår

Hej søndag

Jeg har simpelthen sat mig i læ i hjørnet af min terrasse, med solen lige i ansigtet, dyne omkring mig og så computeren på skødet.
Jeg har været syg det meste af ugen – virkelig været dårlig.
Men solens stråler og en længe ventet brunchaftale med mine elskede veninder her til formiddag gav mig lidt af min energi tilbage. Det føles så rart. Jeg mangler foråret. Så kom nu snart, please.
Jeg kunne også mærke, at energien og gejsten pludselig var der til at få postet det her indlæg. Et indlæg jeg har haft liggende afventende i længe.
Jeg har ikke følt at det rigtige tidspunkt har været der for at publicere det.
Men nu skal det være. Det kommer her:

Jeg er tilbage.
Det føles lidt som at åbne en dør ind til et rum man ikke har brugt i længe. Et rum man godt ved er der, men som man ikke har kunnet overskue at gøre noget ved og som mere eller mindre bare har fået lov til at passe sig selv.
Et rum man flere gange sådan lige har åbnet døren på klem ind til, luret lidt derind, men erkendt at man ikke kunne overskue det – og så har lukket døren igen.
Et rum der har fået samlet sig et ordentligt lag støv, et rum hvor nullermænd danser rundt på gulvet og edderkopperne hygger sig i hjørnerne.
Kender du sådan et rum?

Kære blog. Nu er du blevet støvet af, alle kladderne fra år 2022 er slettet og nu er vi to klar til at starte på en frisk.

Det er et helt år siden jeg sidst har publiceret noget herinde. Ja tænk, et helt år.
Det lyder helt vildt når jeg skriver det.
Måske flere har tænkt, at jeg helt har droppet bloggen. Det forstår jeg godt. Det har jeg dog ikke. Men som ovenstående måske antyder, har tanken da ærlig talt strejfet mig.
2022 var året hvor jeg gik i cirkler rundt omkring min blog.
Det er der flere årsager til.
Mit 2022 var fyldt med virkelig dejlige oplevelser. En ferie i januar med min svigerfamilie til Gran Canaria- så fantastisk at få et sommer-vitamin boost på den tid af året. Det kan virkelig anbefales.
En uge i sommerhus i sommerferien med hele min sammenbragte familie med tid til bare at være, bade ved stranden, spise is og kramme. Det var skønt og gør noget rigtig godt for os allesammen, nu hvor vi ikke bor sammen i hverdagen.
Derudover havde min kæreste og jeg en aleneferie til Grækenland i september. WOW en ferie. Jeg vil altid huske den som magisk. Bare ham og jeg i de smukkeste omgivelser. Han er så dejlig at holde ferie med, fordi vi gerne vil de samme ting og sætter pris på de samme ting (og selvfølgelig også fordi han i sig selv er helt vildt dejlig :))
Udover alle de her ferier har jeg haft masser af stunder med venner, veninder og familie. Stunder der betyder alverden for mig, som giver mig energi og fylder mig med glæde.

Men hvorfor har jeg så ikke været mere aktiv på bloggen?
2022 var også et år hvor jeg (følte jeg i hvert fald selv) bar rundt på en rigtig tung sten.
Jeg sluttede mit 2021 med at fortælle om en sag, jeg havde haft med Esbjerg Kommune. Det var omkring alt det her med at være enlig forsørger. Jeg var så glad og lettet da de gav mig medhold og tænkte at nu var alt godt.
Men tingene tog bare en helt anden drejning.

Jeg prøver at gøre en lang historie kort!
Jeg vidste godt at Esbjerg Kommune ville sende hele sagen videre til Udbetaling Danmark. Jeg tror egentlig de er forpligtet til det.
Jeg forholdte mig ikke så meget til det, da jeg klart forventede at Udbetaling Danmark ville se sagen fra samme synsvinkel.
Men der tog jeg grueligt fejl.
Udbetaling Danmark var iskolde. Det var nærmest ikke muligt at have en dialog med dem og de startede helt forfra. Som I helt forfra.
De bad mig bespare spørgsmål, som jeg ikke forstod. Jeg svarede selvfølgelig det bedste jeg kunne, og jeg forklarede, at jeg var fuldstændig uforstående overfor hele situationen.
Jeg hørte ikke mere og jeg anede ikke om jeg var købt eller solgt. Jeg var så forvirret over alt der her – nu havde jeg jo lige lukket det hele med Esbjerg Kommune.
Efter ca. en måned modtog jeg så et brev.
Jeg blev beskyldt for socialt bedrageri.
Det indebar at jeg skulle tilbagebetale en ret stor sum penge, da det var med tilbagevirkende kraft og alle udbetalinger blev standset med det samme.
Jeg var i chok. Jeg var rystet. Jeg var ked af det, vred og frustreret.
Alle følelser væltede rundt i mig.
Jeg forstod på ingen måder hvordan de kunne se sagen så anderledes, når Esbjerg kommune havde været hele møllen igennem allerede?
Det var nogle hårde dage og jeg havde vitterligt mest lyst til bare at ligge mig under min dyne og håbe at det hele ville forsvinde af sig selv. Helt ærligt, så havde jeg ikke overskuddet til det hele én gang til. Og jeg følte jeg havde tabt.
Men jeg fik sundet mig og med kæmpe støtte fra min kæreste og familie, fik jeg skrevet retur til dem.
Jeg skrev, at jeg absolut ikke var enig i deres beslutning.
Jeg vidste godt hvilken betydning det ville få…
Og ganske kort tid efter modtog jeg besked fra Ankestyrelsen, at de havde startet min sag.
Deres behandlingstid var 3-6 måneder.
Jeg skrev et langt brev til Ankestyrelsen. Det var min sidste mulighed for at sætte mine egne ord på situationen. Efter det, var der intet at gøre udover at vente.
Uha. Jeg indrømmer fuldstændig ærligt, at det kørte mig i sænk.
Nogle dage skulle jeg virkelig samles op helt nede fra bunden, jeg kunne vitterligt ikke overskue det. Hverken det økonomiske eller følelsen af at have begået en form for kriminalitet (Udbetaling Danmark havde også skrevet, at de ikke ville politianmelde mig, hvilket jeg da virkelig var glad for – men bare tanken om at det kunne have været en case, gjorde mig dårlig).
Det ramte mig hårdt, det erkender jeg.
Men der var også dage, hvor jeg følte mig stærkere. Jeg havde troen på mig selv og blev enig med mig selv om, at hvis jeg tabte denne sag, så ville jeg kæmpe alt hvad jeg kunne for retfærdigheden.
For i min optik, var der ingen rimelighed til i deres påstand.
Sagen trak ud og der endte med at gå 9 måneder inden jeg fik svar.
Det var nogle rigtig lange måneder.
Jeg havde sådan hjertebanken da jeg modtog afgørelsen i min e-boks.

Men ved I hvad? Jeg fik medhold….
SIKKE. EN. LETTELSE.
VIRKELIG.
Jeg både græd og dansede på samme tid!
Tænk sig, at nu var det slut. At nu havde højeste instans fortalt, at det var OK det jeg havde gjort. At jeg ikke er kriminel.

Min sag (ja eller det er jo sådan set vores fælles liv det drejer sig om) er anderledes end de flestes. Det ved vi godt. Men vi lever udelukkende hver for sig, fordi vi sætter vores børn først. Fordi vi tænker på dem og ønsker at de skal være glade og have det bedst muligt, i det her skilsmisseliv som vi har bragt dem i. Vi elsker dem, hver og én, så vi kunne aldrig sætte os selv først.
Og netop dét, er jeg vanvittig stolt af.
Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle kæmpe sådan en kamp, som jeg har kæmpet de sidste 2 år.

Situationen har efterhånden lagt sig og jeg er okay.
Jeg har det egentlig godt med at det var mig der skulle bruge energien, tårerne, tankerne, modløsheden på at denne sag nu kan danne præcedens for andre sager i fremtiden.
For hvorom alting er, så lever vi bare ikke på samme måde, som man gjorde tidligere. Familierne kan være sammensat på alle mulige måder og jeg har fuld respekt for at de offentlige instanser på ny skal forholde sig til, hvad er rigtigt og hvad er forkert.
Jeg ønsker da absolut ikke at modtage ydelser eller økonomisk støtte for noget, jeg ikke er berettiget til. Og jeg er også godt klar over, at der er nogen der forsøger at udnytte det, hvilket jeg bestemt ikke synes er ok.

Som jeg skrev tidligere, har jeg haft enormt mange kladder liggende her i mit lille blog univers. Kladder jeg skrev i de perioder, hvor jeg synes tingene var sværest. Kladder jeg skrev, hvor jeg var vred og frustreret. Kladder jeg skrev, da jeg var ked af det og følte mig så dum og forkert. Kladder jeg skrev, da jeg følte mig stærk og overbevist om, at jeg havde styrke, og at jeg godt kunne kæmpe for min retfærdighed.
Men alle de her kladder kom ikke videre. Og det er jeg glad for i dag faktisk. For mig havde det stor betydning af skrive dem, fordi det hjalp mig til at få alle mine tanker ud. Ud af mit system.
Det er sådan jeg bruger min blog. Som afløb på alt der der fylder inde i mit hoved. Om jeg så reelt set vælger at publicere, det afhænger af hvad jeg føler omkring det, jeg får skrevet ned.
Jeg overvejede flere gange at trykke “udgiv” på noget af det. Men jeg kunne ikke.
Jeg kunne bare ikke. Jeg følte mig dum over at have skrevet det jeg havde, når jeg nogle dage efter fik læst det igennem.
Der er krig i verden! Der er mennesker derude der mister deres nærmeste, nogen der mister deres hjem og deres tryghed. Børn der mister deres barndom, mister deres forældre.
Og så sidder jeg her og har så pisse ondt af mig selv (ja undskyld mit ordvalg).
“Mand dig op og tag og tag dig sammen Louise, helt ærligt!”
Sådan har jeg sagt til mig selv mange gange. Jeg har ikke mistet nogen og jeg har alt hvad jeg kunne drømme om i mit liv.

Men det er jo svært. For selvom der sker mange ting ude i verden som er forfærdelige – og at man hver eneste dag hører om eller kender nogen der bliver ramt af alvorlig sygdom – så er man nu engang i sit eget liv, og man forholder sig til det der er i ens eget liv.
Og alt det her, det var hårdt for mig. Det var det.

Men vi er videre nu, og alt er godt.
Alt er virkelig godt.


De sociale medier blev også brugt både hos Esbjerg Kommune og Udbetaling Danmark.
Det havde jeg det faktisk underligt med. Ikke fordi jeg har noget at skjule, jeg er jo meget ærlig herinde og på instagram.
Det fik mig til at reflektere lidt over det her med at være “offentlig” omkring de ting der fylder i mit liv. Er det virkelig noget jeg vil? Og kan det blive brugt imod mig?
Det skulle måske være en af argumenterne for at stoppe med bloggen.
Men omvendt så betyder de sociale medier noget for mig. Jeg henter energi via instagram (selvom jeg indimellem er en smule træt af reklamer og profiler der popper op som forslag). Jeg føler jeg har “veninder ” derinde og jeg vælger kun at følge de profiler der inspirerer mig eller får mig til at glædes og smile. Jeg bliver aldrig misundelig eller presset over noget derinde – for så er det ikke profiler jeg ønsker at følge og så fjerner jeg dem.

I forhold til min blog, så bruger jeg den til at skrive mine tanker ned. Det er min form for dagbog og hjælper mig til at få alle mine tanker ud af systemet. Og hvis det så samtidig kan give jer der læser det, et eller andet – måske en følelse af ikke at stå alene eller føle sig forkert – så gør det mig virkelig glad.

Det blev til et langt skriv.

Foråret er her lige om lidt, kære venner.
Vi skal misse med øjnene i solens stråler og mærke dens varme, lytte til fuglenes kvidren, se og fornemme hvordan alting omkring os bliver grønnere og springer ud, kysse lidt ekstra på alle dem vi holder af – og bare nyde at være til.

2022 lærte mig, at man skal stole på sig selv.
Du er stærkere, end du tror.

Kærligst L





Om skiferie, et ben og en rygsæk

Hej søndag.

Og hej forår!
Tænk sig at vinteren nu er ovre. De lange mørke måneder erstattes nu af lysere tider. Det er da skønt.
Det er længe siden jeg sidst har skrevet herinde.
Jeg har flere gange sat mig ved computeren, men mit hovede har været tomt. Jeg har ikke haft noget at skrive. Ikke fordi der ikke sker ting og sager i mit liv, men jeg har været i en periode hvor alt bare har været blokeret.
Og jeg tænker det er ok. Da jeg startede min blog, blev jeg enig med mig selv om – og lovede mig selv – at jeg kun skulle skrive når det faldt mig naturligt og når jeg følte jeg havde noget på hjerte. Og det holder jeg fast i.

For en uge siden var jeg en forlænget weekend på ski. Uha, det var skønne skønne dage.
Vi kørte til Tjekkiet, til et område der hedder Splinderuv Mlyn. Vi var rigtig heldige med perfekt vejr. Vi var afsted med min kærestes bror og søster og deres ægtefæller. Nogle mennesker jeg elsker at bruge tid sammen med. Vi griner så meget når vi er sammen, så man kan ikke andet end at blive glad i låget over det.
Jeg er ikke en ørn til at stå på ski. Faktisk var det kun 2. gang i mit liv jeg prøvede det. Min kæreste er mega god, så han kunne lære mig lidt. Og jeg synes det blev ok den sidste dag.
Naturen dernede var så smuk. Jeg elsker træer med sne på. Jeg kan falde helt i staver over det. Det er noget af det smukkeste jeg ved.

Det er så godt med sådan nogle små “åndehuller” engang imellem. Bare at komme væk fra hverdagens travlhed og alt praktikken. Få slappet af, få grinet og hygget.
Desværre har jeg har bøvlet med min iskias nerve i noget tid efterhånden. Jeg har fået noget behandling for det og synes egentlig det var begyndt at gå fint.
Men en køretur til Tjekkiet, 3 dage på ski og en køretur tilbage til Danmark kunne den så ikke lige klare. Så hele sidste uge var jeg total ramt af smerter. Aldrig har jeg da prøvet noget lignende. Det gjorde virkelig ondt, og jeg kunne intet med mit ben lige pludselig.
Jeg er virkelig ikke god til sådan noget. Til at være inaktiv. Smerten var træls og det gjorde så ondt, men mest af alt var det det her med intet at kunne.
Jeg har tænkt meget over det her de sidste dage.
Vi har allesammen noget med i vores rygsæk. Oplevelser og følelser der har gjort at vi er dem vi er. Både på godt og på ondt.

Da jeg var teenager, der var jeg stor. Jeg var tyk.
Det startede nok i 6. klasse vil jeg tro. Lige så stille voksede jeg mig stor.
Jeg vidste det ikke selv og jeg kunne ikke se det i starten. Jeg havde det skønt inden. Jeg var dygtig i skolen og pligtopfyldende. Jeg havde masser af gode venner og var virkelig vellidt.
Men derfra begyndte tingene at bliver svært for mig psykisk. Det fik stor fokus at jeg var overvægtig. Det bekymrede mine forældre. Det ved jeg og jeg forstår det godt nu.
Men det var ikke sjovt at være mig. Det var ikke sjovt at være den der altid skulle have en størrelse stor, når dem omkring mig skulle have en størrelse lille. Det ødelagde mig indeni og jeg havde ingen tro på mig selv, overhovedet.
Jeg kæmpede mig igennem de år. Var på utallige slankekure og prøvede alt. Det lykkedes mig indimellem at tabe mig, men jeg tog dem på igen – altid.
Jeg spillede masser af fodbold og var generel ret aktiv, så jeg ved ikke helt hvorfor det var så svært at tabe mig egentlig.
Måske startede det som en typisk teenager yoyo vægt, for derefter at jeg psykisk havde det svært og derfor absolut ikke kunne tabe mig.
Jeg ved det ikke…
I 1.g ændrede tingene sig pludselig. På det tidspunkt havde jeg ellers opgivet alt omkring slankekur. Havde “accepteret” at jeg bare var stor. Jeg var ikke glad og jeg havde ikke særlig stor selvtillid. Men jeg orkede bare ikke mere.
Jeg ved virkelig ikke hvordan, men jeg tabte mig 20 kg henover året, uden at gøre noget for det. Det var så underligt. Måske var det mit stofskifte der ændrede sig.
Pludselig var jeg normaltvægtig. Og jeg kan huske at jeg i 3. g blev kåret til “årets skår” eller noget i den stil. What!!!!
Det var vildt og jeg var slet ikke med oppe i mit hovede. Jeg kunne ikke forstå det og blev ved med at se mig selv om stor.
I mange år efter blev mad alt for stort et fokus. Ikke at jeg fik en spiseforstyrrelse, men det fyldte alt for meget i min hverdag. Når tingene blev for usunde kunne jeg ikke være i mig selv. Jeg følte mig så tyk og skulle dyrke ekstra meget motion. Jeg kan huske, at når jeg havde været for usund en dag, skulle jeg løbe ti gange op og ned af trapperne hjemme hos mine forældre. Ellers havde jeg det ikke godt.
Det var lidt en besættelse og alt alt for styrende. Og slet ikke nødvendigt – men det kunne jeg jo ikke se! Jeg var panisk for at blive stor igen og panisk for at ryge tilbage til alt det der ikke var rart.

Den her del af mit liv er noget af det der ligger rigtig dybt i mig. Noget af det jeg vil bære på for evigt i min rygsæk. Det er jeg nødt til at acceptere.
Jeg har arbejdet meget med det siden. Virkelig meget. Og det gør jeg, i perioder, faktisk stadigvæk.
Jeg har arbejdet med at elske mig selv, som jeg er. Jeg har lært, at jeg er god nok som jeg er og at jeg kan de ting jeg går efter. Jeg føler, jeg er blevet en stærk kvinde.
Jeg tror på at de ting vi går igennem, gør os stærkere. Hvis vi lader det få lov.
Motion er blevet en vigtig del i mit liv. Jeg har brug for det, for at føle mig tilpas. Det er velvære for mig. Det tænker jeg er okay, for motion er godt for så mange ting, så længe det ikke tager overhånd. Og det gør det ikke for mig mere. Jeg tænker stadig over hvad jeg spiser. Men jeg er ikke fanatisk længere, heldigvis.
For det meste har jeg det godt med mig selv og jeg hviler i mig selv. Og det er dejligt. Jeg er nået dertil at jeg sagtens kan have en usund weekend, uden af stresse helt ud over det. Så er det bare tilbage på sporet igen mandag morgen. Det er en lettelse at det er blevet sådan.
Min kæreste spiller helt klart også en rolle her. Han er sådan en stærk person, der altid står lige ved siden af og støtter mig, når jeg har brug for det. Han rummer mig og han er fantastisk til bare at sige “pyt med det – du er dejlig som du er”. Jeg elsker ham for det.
Men jeg kan også rammes af det stadigvæk, selvom det ligger så mange år tilbage. Fx sådan i en uge som denne uden at kunne være aktiv. Jeg kan med det samme mærke de følelser komme op i mig igen. Følelsen af at være på vej tilbage dertil, til dengang hvor tingene ikke var rart.
Og jeg kan have svært ved at overbevise mig selv om, at det ikke er rigtigt.
Jeg har lært at det i stor grad handler om at flytte mine tanker. Det er tankerne der får mig til at tro, og de kan skabe noget der slet ikke er virkeligheden. Nogen gange er det nemt for mig, andre gange er det ikke.
Jeg kan blive ked af det over at jeg tænker sådan om mig selv. At jeg er så hård. Jeg ville ønske det ikke var en del af mig, men det er det.

Jeg tror det kan være svært at forstå alt det her, hvis man ikke selv har været igennem noget der ligner. Men samtidig så tror jeg vi allesammen bærer rundt på noget der periodisk kan presse os. Noget der i tankerne tager os tilbage til noget som ikke var rart.
Det kan være alt muligt – oplevelser, barndommen, følelser, mennesker, kriser, situationer osv.
Uanset hvad det er, så tror jeg, det handler om at lære at leve med det. Få det op til overfladen og få det tænkt igennem. Og så at acceptere det er en del af dit liv. En del af dig.
Alt det vi har med os, gør os til dem vi er. Nogle ting følger os hele livet, andet kan vi smide væk hen af vejen.
Det jeg har skrevet om her, er noget der kommer til at følge mig.
Jeg er allerede kommet langt, men jeg skal blive endnu bedre til det. Det handler om at flytte mine tanker, når det rammer mig. At sørge for at tankerne ikke går ned af den vej, der leder mig tilbage til dengang. De skal flyttes i en anden retning. I retning af at tingene er anderledes nu og uanset hvad der sker, kommer jeg ikke tilbage til dengang. Jeg har et fantastisk liv, den dejligste kæreste, de skønneste børn og bonusbørn, en god familie og svigerfamile, de sødeste venner og et godt job. Fokus skal rettes mod det. Alt det gamle, det har passeret. Og jeg har så meget at være glad for og en masse godt at se frem imod.
Nogen gange er det er nemmere sagt end gjort, men det virker. Jeg ved det, for jeg har prøvet det.

Vi er allesammen vores egen. Jeg er mig, og du er dig.
Vi er som vi er, og det skal vi være stolte af.
Men det er os selv der skaber vores egen lykke. Det kan ingen andre gøre. Kun dig. Husk det.

Pas på jer selv, kærligst L