Om støvkoste, slettede kladder og forår

Hej søndag

Jeg har simpelthen sat mig i læ i hjørnet af min terrasse, med solen lige i ansigtet, dyne omkring mig og så computeren på skødet.
Jeg har været syg det meste af ugen – virkelig været dårlig.
Men solens stråler og en længe ventet brunchaftale med mine elskede veninder her til formiddag gav mig lidt af min energi tilbage. Det føles så rart. Jeg mangler foråret. Så kom nu snart, please.
Jeg kunne også mærke, at energien og gejsten pludselig var der til at få postet det her indlæg. Et indlæg jeg har haft liggende afventende i længe.
Jeg har ikke følt at det rigtige tidspunkt har været der for at publicere det.
Men nu skal det være. Det kommer her:

Jeg er tilbage.
Det føles lidt som at åbne en dør ind til et rum man ikke har brugt i længe. Et rum man godt ved er der, men som man ikke har kunnet overskue at gøre noget ved og som mere eller mindre bare har fået lov til at passe sig selv.
Et rum man flere gange sådan lige har åbnet døren på klem ind til, luret lidt derind, men erkendt at man ikke kunne overskue det – og så har lukket døren igen.
Et rum der har fået samlet sig et ordentligt lag støv, et rum hvor nullermænd danser rundt på gulvet og edderkopperne hygger sig i hjørnerne.
Kender du sådan et rum?

Kære blog. Nu er du blevet støvet af, alle kladderne fra år 2022 er slettet og nu er vi to klar til at starte på en frisk.

Det er et helt år siden jeg sidst har publiceret noget herinde. Ja tænk, et helt år.
Det lyder helt vildt når jeg skriver det.
Måske flere har tænkt, at jeg helt har droppet bloggen. Det forstår jeg godt. Det har jeg dog ikke. Men som ovenstående måske antyder, har tanken da ærlig talt strejfet mig.
2022 var året hvor jeg gik i cirkler rundt omkring min blog.
Det er der flere årsager til.
Mit 2022 var fyldt med virkelig dejlige oplevelser. En ferie i januar med min svigerfamilie til Gran Canaria- så fantastisk at få et sommer-vitamin boost på den tid af året. Det kan virkelig anbefales.
En uge i sommerhus i sommerferien med hele min sammenbragte familie med tid til bare at være, bade ved stranden, spise is og kramme. Det var skønt og gør noget rigtig godt for os allesammen, nu hvor vi ikke bor sammen i hverdagen.
Derudover havde min kæreste og jeg en aleneferie til Grækenland i september. WOW en ferie. Jeg vil altid huske den som magisk. Bare ham og jeg i de smukkeste omgivelser. Han er så dejlig at holde ferie med, fordi vi gerne vil de samme ting og sætter pris på de samme ting (og selvfølgelig også fordi han i sig selv er helt vildt dejlig :))
Udover alle de her ferier har jeg haft masser af stunder med venner, veninder og familie. Stunder der betyder alverden for mig, som giver mig energi og fylder mig med glæde.

Men hvorfor har jeg så ikke været mere aktiv på bloggen?
2022 var også et år hvor jeg (følte jeg i hvert fald selv) bar rundt på en rigtig tung sten.
Jeg sluttede mit 2021 med at fortælle om en sag, jeg havde haft med Esbjerg Kommune. Det var omkring alt det her med at være enlig forsørger. Jeg var så glad og lettet da de gav mig medhold og tænkte at nu var alt godt.
Men tingene tog bare en helt anden drejning.

Jeg prøver at gøre en lang historie kort!
Jeg vidste godt at Esbjerg Kommune ville sende hele sagen videre til Udbetaling Danmark. Jeg tror egentlig de er forpligtet til det.
Jeg forholdte mig ikke så meget til det, da jeg klart forventede at Udbetaling Danmark ville se sagen fra samme synsvinkel.
Men der tog jeg grueligt fejl.
Udbetaling Danmark var iskolde. Det var nærmest ikke muligt at have en dialog med dem og de startede helt forfra. Som I helt forfra.
De bad mig bespare spørgsmål, som jeg ikke forstod. Jeg svarede selvfølgelig det bedste jeg kunne, og jeg forklarede, at jeg var fuldstændig uforstående overfor hele situationen.
Jeg hørte ikke mere og jeg anede ikke om jeg var købt eller solgt. Jeg var så forvirret over alt der her – nu havde jeg jo lige lukket det hele med Esbjerg Kommune.
Efter ca. en måned modtog jeg så et brev.
Jeg blev beskyldt for socialt bedrageri.
Det indebar at jeg skulle tilbagebetale en ret stor sum penge, da det var med tilbagevirkende kraft og alle udbetalinger blev standset med det samme.
Jeg var i chok. Jeg var rystet. Jeg var ked af det, vred og frustreret.
Alle følelser væltede rundt i mig.
Jeg forstod på ingen måder hvordan de kunne se sagen så anderledes, når Esbjerg kommune havde været hele møllen igennem allerede?
Det var nogle hårde dage og jeg havde vitterligt mest lyst til bare at ligge mig under min dyne og håbe at det hele ville forsvinde af sig selv. Helt ærligt, så havde jeg ikke overskuddet til det hele én gang til. Og jeg følte jeg havde tabt.
Men jeg fik sundet mig og med kæmpe støtte fra min kæreste og familie, fik jeg skrevet retur til dem.
Jeg skrev, at jeg absolut ikke var enig i deres beslutning.
Jeg vidste godt hvilken betydning det ville få…
Og ganske kort tid efter modtog jeg besked fra Ankestyrelsen, at de havde startet min sag.
Deres behandlingstid var 3-6 måneder.
Jeg skrev et langt brev til Ankestyrelsen. Det var min sidste mulighed for at sætte mine egne ord på situationen. Efter det, var der intet at gøre udover at vente.
Uha. Jeg indrømmer fuldstændig ærligt, at det kørte mig i sænk.
Nogle dage skulle jeg virkelig samles op helt nede fra bunden, jeg kunne vitterligt ikke overskue det. Hverken det økonomiske eller følelsen af at have begået en form for kriminalitet (Udbetaling Danmark havde også skrevet, at de ikke ville politianmelde mig, hvilket jeg da virkelig var glad for – men bare tanken om at det kunne have været en case, gjorde mig dårlig).
Det ramte mig hårdt, det erkender jeg.
Men der var også dage, hvor jeg følte mig stærkere. Jeg havde troen på mig selv og blev enig med mig selv om, at hvis jeg tabte denne sag, så ville jeg kæmpe alt hvad jeg kunne for retfærdigheden.
For i min optik, var der ingen rimelighed til i deres påstand.
Sagen trak ud og der endte med at gå 9 måneder inden jeg fik svar.
Det var nogle rigtig lange måneder.
Jeg havde sådan hjertebanken da jeg modtog afgørelsen i min e-boks.

Men ved I hvad? Jeg fik medhold….
SIKKE. EN. LETTELSE.
VIRKELIG.
Jeg både græd og dansede på samme tid!
Tænk sig, at nu var det slut. At nu havde højeste instans fortalt, at det var OK det jeg havde gjort. At jeg ikke er kriminel.

Min sag (ja eller det er jo sådan set vores fælles liv det drejer sig om) er anderledes end de flestes. Det ved vi godt. Men vi lever udelukkende hver for sig, fordi vi sætter vores børn først. Fordi vi tænker på dem og ønsker at de skal være glade og have det bedst muligt, i det her skilsmisseliv som vi har bragt dem i. Vi elsker dem, hver og én, så vi kunne aldrig sætte os selv først.
Og netop dét, er jeg vanvittig stolt af.
Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle kæmpe sådan en kamp, som jeg har kæmpet de sidste 2 år.

Situationen har efterhånden lagt sig og jeg er okay.
Jeg har det egentlig godt med at det var mig der skulle bruge energien, tårerne, tankerne, modløsheden på at denne sag nu kan danne præcedens for andre sager i fremtiden.
For hvorom alting er, så lever vi bare ikke på samme måde, som man gjorde tidligere. Familierne kan være sammensat på alle mulige måder og jeg har fuld respekt for at de offentlige instanser på ny skal forholde sig til, hvad er rigtigt og hvad er forkert.
Jeg ønsker da absolut ikke at modtage ydelser eller økonomisk støtte for noget, jeg ikke er berettiget til. Og jeg er også godt klar over, at der er nogen der forsøger at udnytte det, hvilket jeg bestemt ikke synes er ok.

Som jeg skrev tidligere, har jeg haft enormt mange kladder liggende her i mit lille blog univers. Kladder jeg skrev i de perioder, hvor jeg synes tingene var sværest. Kladder jeg skrev, hvor jeg var vred og frustreret. Kladder jeg skrev, da jeg var ked af det og følte mig så dum og forkert. Kladder jeg skrev, da jeg følte mig stærk og overbevist om, at jeg havde styrke, og at jeg godt kunne kæmpe for min retfærdighed.
Men alle de her kladder kom ikke videre. Og det er jeg glad for i dag faktisk. For mig havde det stor betydning af skrive dem, fordi det hjalp mig til at få alle mine tanker ud. Ud af mit system.
Det er sådan jeg bruger min blog. Som afløb på alt der der fylder inde i mit hoved. Om jeg så reelt set vælger at publicere, det afhænger af hvad jeg føler omkring det, jeg får skrevet ned.
Jeg overvejede flere gange at trykke “udgiv” på noget af det. Men jeg kunne ikke.
Jeg kunne bare ikke. Jeg følte mig dum over at have skrevet det jeg havde, når jeg nogle dage efter fik læst det igennem.
Der er krig i verden! Der er mennesker derude der mister deres nærmeste, nogen der mister deres hjem og deres tryghed. Børn der mister deres barndom, mister deres forældre.
Og så sidder jeg her og har så pisse ondt af mig selv (ja undskyld mit ordvalg).
“Mand dig op og tag og tag dig sammen Louise, helt ærligt!”
Sådan har jeg sagt til mig selv mange gange. Jeg har ikke mistet nogen og jeg har alt hvad jeg kunne drømme om i mit liv.

Men det er jo svært. For selvom der sker mange ting ude i verden som er forfærdelige – og at man hver eneste dag hører om eller kender nogen der bliver ramt af alvorlig sygdom – så er man nu engang i sit eget liv, og man forholder sig til det der er i ens eget liv.
Og alt det her, det var hårdt for mig. Det var det.

Men vi er videre nu, og alt er godt.
Alt er virkelig godt.


De sociale medier blev også brugt både hos Esbjerg Kommune og Udbetaling Danmark.
Det havde jeg det faktisk underligt med. Ikke fordi jeg har noget at skjule, jeg er jo meget ærlig herinde og på instagram.
Det fik mig til at reflektere lidt over det her med at være “offentlig” omkring de ting der fylder i mit liv. Er det virkelig noget jeg vil? Og kan det blive brugt imod mig?
Det skulle måske være en af argumenterne for at stoppe med bloggen.
Men omvendt så betyder de sociale medier noget for mig. Jeg henter energi via instagram (selvom jeg indimellem er en smule træt af reklamer og profiler der popper op som forslag). Jeg føler jeg har “veninder ” derinde og jeg vælger kun at følge de profiler der inspirerer mig eller får mig til at glædes og smile. Jeg bliver aldrig misundelig eller presset over noget derinde – for så er det ikke profiler jeg ønsker at følge og så fjerner jeg dem.

I forhold til min blog, så bruger jeg den til at skrive mine tanker ned. Det er min form for dagbog og hjælper mig til at få alle mine tanker ud af systemet. Og hvis det så samtidig kan give jer der læser det, et eller andet – måske en følelse af ikke at stå alene eller føle sig forkert – så gør det mig virkelig glad.

Det blev til et langt skriv.

Foråret er her lige om lidt, kære venner.
Vi skal misse med øjnene i solens stråler og mærke dens varme, lytte til fuglenes kvidren, se og fornemme hvordan alting omkring os bliver grønnere og springer ud, kysse lidt ekstra på alle dem vi holder af – og bare nyde at være til.

2022 lærte mig, at man skal stole på sig selv.
Du er stærkere, end du tror.

Kærligst L





Året der gik…

Hej søndag.

Så mødes vi igen.
Min tid, den flyver afsted. Pludselig gik der en måned siden sidst. Og nu er vi i 2020 – det er da ret vildt.

Min december måned var god. Som jeg skrev sidst, så elsker jeg julemåneden, og jeg har altid så mange ting jeg gerne vil nå i december, fordi det er med til at skabe min julestemning.
Dagene med børnene i december var ikke så mange, så jeg gik all in de dage de var her. Derudover fejrede vi både vores lille kusines 2 års fødselsdag og vores bonus-søsters 13 års fødselsdag. Og pludselig, inden vi så os om, var det jul.
Jeg vil være ærlig og sige at jeg hele december var… ja, hvordan skal jeg egentlig lige beskrive det. Nervøs måske? Usikker. Tvivlende.
Jeg var virkelig usikker på hvordan jeg ville reagere juleaften. Om jeg kunne finde ud af ikke at have mine børn, eller om jeg ville bryde sammen.
Jeg brugte meget energi på at sige til mig selv at det kunne jeg sagtens. At det nok skulle gå og at det ville blive hyggeligt med en voksenjul.
Men inderst inde var jeg nervøs og tvivlede på mig selv.
Den 23. december om eftermiddagen, skulle børnene så afleveres hos deres far. Jeg pakkede bilen med alle deres ting- og også mine egne, da jeg skulle bo i Skjern alle juledagene og være sammen med min kæreste så meget jeg nu kunne.
Jeg fik afleveret børnene. De var så glade. Så jeg havde fuldstændig ro i maven da jeg kørte derfra. Det tænkte jeg meget over. Altså, hvor fantastisk det er, at de glæder sig til at skulle ned til far og hans kæreste. Så meget at de næsten ikke har tid til at sige farvel. Det bliver man glad over, og det gør det hele en hel del nemmere.
I løbet af dagen, havde jeg godt fornemmet at jeg var lidt skidt. Om det var kulminationen af alle de tanker og følelser jeg havde og at nu var det nu, det ved jeg ikke. Men jeg blev virkelig skidt. Jeg måtte holde ind på vejen mod Skjern for at købe Panodil og cola, bare for at klare køreturen. Jeg var simpelthen så skidt om aftenen. Jeg havde ingen energi til at tænke på børnene eller juleaften dagen efter. Måske var det i virkeligheden godt nok.
Den 24. var jeg lidt bedre. Jeg spiste piller og fik det bedre.
Min kæreste havde spurgt om jeg ville med ham i kirke, så der tog vi hen om formiddagen. Det var rart. Rart at sidde der tæt sammen med ham, i en stuvende fuld kirke og synge julesalmer.
Efter kirken kørte jeg ned til mine forældre. Jeg var ikke på toppen, men min lillebror og jeg smed os lidt på sofaen. Begge mine forældre havde taget arbejdstjansen den dag. Min far kom hjem ved kaffetid. Vi spillede spil imens vi fik sat julemaden i ovnen. Jeg sov lidt indimellem og ellers fik vi gjort maden klar til min mor kom hjem. Vi spiste og hyggede os. Dansede om juletræet og åbnede gaver. Og så kørte jeg til Skjern igen. Jeg fik verdens største kram af ham. Jeg følte mig helt lettet.
Helt ærligt, så var det bare en rigtig dejlig dag. Jeg havde slet ikke energi eller overskud til at savne børnene – jeg var faktisk lidt lettet over ikke at skulle tage mig af nogen som helst, fordi jeg var sløj.
Jeg er stolt af, at jeg klarede det som jeg gjorde. For nogen kan det måske lyde som ingenting. Men det var det ikke for mig. Det var noget der havde fyldt så meget i mig, i rigtig lang tid.
Men jeg klarede det. Og nu ved jeg, at det kan jeg godt. Så næste jul uden børnene bliver nemmere. Tror jeg.

Jeg lærte mange ting i 2019. Jeg lærte mange ting om mig selv og jeg lærte meget om skilsmisselivet. Det er en proces, der tager tid. Og jeg ved godt den ikke er slut endnu. Langt fra. Der er stadig ting at arbejde med og jeg har stadig dage hvor jeg synes det er svært. Hvor jeg lige skal have lidt ro. Hvor jeg lige skal finde mig selv i det og blive stærk i lige den situation. Finde min rolle og finde ud af hvordan jeg lige takler det.

For noget tid siden kan jeg huske at jeg tænkte, bliver jeg dog aldrig bedre til alt det her? Har jeg dog ingenting lært i alle de her måneder, snart år?
Men her til aften faldt jeg tilfældigvis over nogle noter i min telefon, skrevet for lang tid siden:

3. juni 2019:
Kære dagbog
I dag er jeg følsom. Jeg savner. Længere er den jo nok ikke. Savnet er så stort, det ikke kan beskrives. De to små mennesker som betyder alt i hele verden for mig. De to små mennesker jeg har båret i min mave, født, været hos og været tæt med hver eneste dag. De er her ikke. Her er stille, som i HELT stille. Det føles bare forkert.
Mine tanker fylder mit hoved til bristepunktet og jeg overvældes af minder fra dengang de var små. Billeder af dem i sommervejret med shorts og gummistøvler, deres glæde og begejstring ved selv de mindste ting, trygge og lykkelige i det liv vi levede, vælter indover mig. Så uskyldige, så uvidende. 
Jeg kan føle mig magtesløs i savnet. Og ensom. Aldrig nogensinde har jeg følt mig så forbandet ensom. Det er ikke fordi jeg er det! Men, det er kun mig der mærker det her savn.
Jeg arbejder på højtryk for at lære mit savn at kende. Lære at leve med det og acceptere det. Jeg er jo nødt til at lære det – for det her, det er min nye hverdag. Det vil altid være sådan. 
Men jeg giver også mig selv lov til at have disse dage, hvor jeg er trist. Hvor jeg mærker efter og hvor det gør ondt. 
Jeg tror på, det er en del af helingsprocessen for mig.
Nu vil jeg sige godnat og sove. I morgen venter en ny dag.

Uha, jeg læser det med tårer i øjnene.
Men også med en slags glæde. For jeg føler jeg har lært noget siden dengang. Det er ikke fordi tankerne og følelserne ikke er der længere. Jeg savner dem stadig. Men jeg ved hvad jeg skal tænke, når savnet kommer, så det påvirker mig ikke så meget mere. Og det er jeg da stolt af.
Jeg forsætter min rejse i 2020, og jeg håber og tror på, at jeg bliver endnu stærkere i det.

Generelt var 2019 et rigtig godt år for mig.
Det er som om det var året hvor jeg fandt ro omkring mig selv og den jer er.
Først og fremmest på grund af ham. Han giver mig den vildeste ro – det har han gjort lige fra starten. Det blev helt officielt at vi var et par. Det føltes bare fantastisk at kunne gå hånd og hånd gennem byen. Jo flere der så os, jo bedre. Det gjorde mig stolt og lykkelig. Jeg var i en rus af forelskelse (og det er jeg stadigvæk, fuldstændigt).
Jeg mødte bonuspigerne. Dejlige smukke bonuspiger. Rejsen med dem har været vild. Fra nervøst og akavet i starten, til masser af kram, kærlighed og fjollerier nu. De betyder så meget for mig.
Oplevelser sammen som ‘storfamilie’ på seks. Vi har skabt så mange gode minder sammen dette år.
Jeg har lært min svigerfamilie at kende. Og de er skønne. Jeg griner så meget, når jeg er sammen med dem, og de har taget imod mig med åbne arme. Og jeg glæder mig altid til at vi skal ses igen.
Jeg har fået nye venskaber. Venskaber jeg glæder mig til skal vokse.
Og venskaber som allerede på ganske kort tid bare er helt fantastiske.

Jeg er rørt over, hvordan alle de her mennesker har været overfor mig. Både børn og voksne.
Hvordan de har taget imod mig. At jeg ikke en eneste gang har følt mig udenfor eller ikke har følt mig tilpas i deres selskab.
At de har vist mig interesse og omsorg lige fra første møde. At jeg bliver mødt med store kram og at jeg ofte modtager søde beskeder.
Jeg er beæret over at være en del af alt det. At være havnet lige her, blandt alle de fantastiske mennesker. Som jeg allerede holder rigtig meget af.
Jeg er så taknemmelig.

Taknemmelighed er vigtigt. I hvert fald for mig.
Vi har allesammen noget at være taknemmelige for.
Det behøver ikke være stort og prægtigt. Små ting kan være ligeså gode- endda bedre. Vi skal bare huske dem.

Hvad er du taknemmelig for?
Godt nytår til jer alle – må I finde jeres lykke,

kærligst L




LAT livet

Hej tirsdag.

Børnene er hjemme igen og sover nu trygt i deres små senge. Det føles, som altid, bare rigtig godt.
December er skudt igang. Hvor er det fint med lys overalt i byerne.
Jeg elsker at gå tur om aftenen her i december og fornemme hvordan folk hygger sig inde i stuerne. Jeg suger al julestemning til mig.
I lørdags var vi til adventsmarked på bonuspigernes skole. Jeg har aldrig været med før. Der blev solgt alverdens lækre julegodter i “farmors biks”, vi købte den fineste adventskrans og man kunne købe en masse flotte krea ting.
Det var super hyggeligt og julet og der var sådan en god stemning, fyldt med glade børn og unge mennesker. Jeg var så glad for, at jeg måtte være med.
Lørdag aften var vi til koncert med Jonah Blacksmith. WOW… er bare ordet. Hold nu op det var godt. Sådan helt overdrevet godt. Jeg har aldrig været til så god en koncert. De er direkte fantastiske! Dygtige og bare sådan helt nede på jorden.
Jeg er stadig helt overvældet over det.
Søndag kørte vi på endnu et julemarked – jeg elsker det simpelthen. Vi spiste æbleskiver og drak gløgg. Ligesom første søndag i advent skal være. Når nu jeg ikke havde mine børn, er jeg så glad for at jeg havde ham.
Resten af aftenen havde vi sofasøndag i hans sofa…. eller i vores sofa… eller i hvert fald i den sofa vi har i Skjern.

Som jeg efterhånden har fortalt en del gange, bor min kæreste og jeg ikke sammen. Og det kommer vi heller ikke til de næste år frem.
Han bor i Skjern, hvor hans piger går i skole og har deres venner. Jeg bor i Esbjerg hvor mine børn går i skole og har deres venner.
Sådan er det. Der er ingen af os der vil rive vores børn væk fra det, og jeg er bare så glad for at vi er enige om det og dermed forstår hinanden.
Allerede dengang jeg lærte ham at kende og fornemmede at det her nok førte til mere end blot et venskab, var jeg bevidst om vores situation. Det var vi begge to og det var noget vi brugte en del tid på at tale om.
Det er jo en helt anden måde at leve på, end nogen af os havde været vant til. Det skulle vi forholde os til. Og vi skulle forholde os til om det var det vi ønskede og om vi troede på at det kunne fungere. Der var bare ikke rigtig et alternativ – jo, at det ikke skulle være os. Men det var der så ingen af os der var i tvivl om 🙂
Så allerede dengang sluttede jeg fred med det. Accepterede at det var sådan det blev og jeg besluttede mig for at prøve at fokusere på de gode ting i det.

Efter vi blev kærester, kan jeg huske jeg søgte lidt på nettet om det med ikke at bo sammen som par. Jeg kunne læse mig til at det faktisk er et fænomen- det hedder et LAT-forhold (living apart together). Og der er åbenbart ret mange fraskilte i nye forhold der lever sådan. Ikke nødvendigvis fordi de bor langt fra hinanden, men fordi de faktisk ønsker at bo hver for sig.

Klart, jeg har da dage hvor jeg bare ville ønske at vi boede sammen. At jeg havde ham ved min side hver eneste dag. Hvor fantastisk ville det ikke lige være.
Men det er også okay sådan som det er – og der er faktisk mange positive ting også.
Vi har de her uger, hvor det kun er ham og jeg. Hvor vi virkelig nyder hinandens selskab og tosomheden. Så har vi weekender hvor vi er sammen alle 6, med alt hvad det indebærer – børnefødselsdage, gymnastiktræninger, FDF kurser osv. Vi prøver at lade det være ‘hverdagsagtigt’ i de weekender. Mest nok for børnenes skyld. Så de fortsat kan være med i de ting de gerne vil, og aldrig vil føle vores fælles weekender som en sur pligt.
Til sidst har vi vores børn hver for sig i hverdagene, hvor vi kører vores egne rytmer og nyder den alenetid der er i det.
Så det er en god kombination af det hele og det fungerer bare rigtig godt.
Det gør det bestemt heller ikke sværere at vores 4 børn virkelig er glade for hinanden. De savner hinanden og glæder sig til at de skal ses igen. Den kærlighed og omsorg hans piger viser for mine små, gør mig virkelig rørt. Og jeg får dagligt af vide fra mine egne, at de elsker deres to bonus-søstre.
Man ved jo aldrig hvordan de kommer til at få det med hinanden. Vi havde forberedt os selv på at det kunne blive svært. At det ikke var sikkert de rigtig ville hinanden eller kunne overskue hinanden. Men det har været så nemt.
Jeg husker så tydeligt første gang de mødte hinanden. Vi havde været sammen 1/2 times tid og så havde vi planlagt at vi skulle vi ned og skøjte. På vejen derned gik de alle 4 med hinanden i hånden. Min kæreste og jeg gik bagved og kiggede på hinanden med den største glæde i øjnene. Det var fantastisk!
Jeg føler mig dybt taknemmelig over at det er sådan. For jeg ved, det bestemt ikke er en selvfølge.

Noget af det der virkelig er vigtigt for mig er, at selvom vi ikke bor sammen, så skal tingene i størst muligt omfang være som hvis vi gjorde.
Jeg tror det er noget vi begge lige skal lære, men som vi bliver bedre og bedre til.
Jeg vil så gerne at vi er en enhed, selvom vi ofte er hver for sig.

Noget af det vi også tænker rigtig meget over er vores hjem. Vi har jo egentlig to hjem begge to.
Lige fra starten har vi talt meget om, hvordan vi gør vores to hjem til vores fælles hjem. Hvordan vi kan skabe følelsen af hjem begge steder.
Vi har snakket meget om at flytte nogle af mine ting til Skjern, og nogle af hans ting til Esbjerg. Det er ikke noget man bare lige gør, men noget der kommer lidt hen af vejen.
For mig handler det også meget om en følelse.
Jeg har faktisk elsket hans hjem lige fra første gang jeg kom der. Der er rart og hyggeligt at være.
Hans hjem er også der hvor han boede med sin ekskone, men det har aldrig nogensinde betydet noget for mig.
Jeg kan virkelig godt lide at være der.
Jeg har det faktisk sådan nu, at når jeg træder ind af døren, dufter det af hjem (ja ja, der er det igen, det med duften. Jeg har noget med dufte, jeg ved det). Det føles helt vildt dejligt.
Omvend hjalp det meget for ham, tror jeg, da jeg flyttede. Han var med ude og se lejligheden første gang, og har hjulpet mig med flytning, indretning osv. Vi har været sammen om det. Det har givet ham en følelse af hjem, i min lejlighed. Det er jeg så glad for.

Vi lærer lidt hele tiden. Om hinanden og om vores måde at leve på.
Det aller aller vigtigste er, at vi taler med hinanden om det. Det gør vi – og det er vi gode til!
Og så kan vi jo kun gå og glæde os over, at vi ved, der en dag vil stå Rix og Jakobsen på postkassen.

Dejlig første uge i december til jer,
Kærligst L




Juletanker

Hey onsdag.

Jeg var en lille smut inde i byen i dag. Der går virkelig længe imellem at jeg kigger butikker efter jeg er flyttet væk derindefra, men jeg fandt tid til det i dag. Jeg skal til årets første julefrokost næste lørdag og manglede big time en kjole. Heldigvis fandt jeg en – så er der jo styr på det. En glimmerkjole, intet mindre.
Jeg købte brændte mandler – Jeg forsøgte ellers at gå langt udenom, for jeg burde ikke spise sådan noget på en helt almindelig onsdag. Men altså, de dufter jo udover det hele, så det er umuligt at modstå. Ej hvor smager de bare godt 🙂
Jeg elsker jul. Elsker elsker elsker jul! Mørket tager ligesom over og så er det fantastisk at der overalt pyntes op med lys. Det er så hyggeligt.
Jeg har noget med dufte. Dufte skaber virkelig følelser i mig. Kender I det?
Julen har så mange dufte. Duften af gran, duften af appelsiner, duften af stearinlys, duften af nybagte småkager, duften af rødkål og flæskestegen i ovnen, duften af gløgg, duften af nelliker og kanel – og jeg kunne blive ved.
Det er så dejlig en tid.

Efter jeg blev mor, har julen været ekstra særligt. Den magi der er omkring børnene i julen, det lys de har i øjnene og deres spænding og glæde. Jeg synes det er så livsbekræftende at være en del af.
De vågner alt for tidligt og løber ud for at kigge om nissen har puttet noget i julesokken, de sætter krydser i diverse julekataloger for at vise hvad de ønsker sig, de hjælper til med at bage sirupskager med udstiksforme så der er glasur og sukkerpynt udover det hele, de glæder sig mere end noget andet til at give deres forældre den hjemmelavede keramikhest, der mest af alt ligner en klat – men som man elsker mere end alle de dyrt købte gaver, de klipper guirlander i metervis og skæve juletræer som fylder hele stuen.
Og som mor, der elsker man det hele. Alt.

I år er bare lidt anderedes. Eller det føles faktisk meget anderledes.
For første gang siden jeg blev mor, skal jeg ikke holde juleaften med mine børn. Det synes jeg er møghamrende svært.
Det gør faktisk en lille smule ondt.
Jeg har jo godt vidst det ville blive sådan og jeg har da selvfølgelig forsøgt at forberede mig selv på det. Men helt ærligt, det har jeg åbenbart ikke været i stand til.
Jeg har tænkt meget over det den seneste tid. Forsøgt at fortælle mig selv, at det jo ikke er så vigtigt lige med den 24. december.
Når alt kommer til alt, så nej, det er ikke så vigtigt for mig at juleaften er den 24. december.
Jeg kan bare holde en slags juleaften en anden aften. Børnene har en alder hvor de selv giver udtryk for, at de gerne vil holde juleaften mange gange. De synes det er fantastisk faktisk. Derfor tænker jeg egentlig at gøre det. Så får jeg jo noget der ligner en juleaften med dem.
Det føles egentlig helt ok.
Udfordringen for mig er, at jeg i bund og grund slet ikke har lyst til at holde jul den 24. december. Jeg har lyst til at det bare er en helt almindelig hyggelig aften. Jeg har vitterligt ikke brug for andet.
Måske endda rejse væk og have en overnatning et sted. Det kunne da være så fedt. Men, alene? Ej… det tænker jeg simpelthen er for deprimerende.
Min kæreste og hans ekskone har valgt at holde juleaften sammen. Det respekterer jeg selvfølgelig – det er flot de kan det. Og jeg glæder mig virkelig på mine bonuspigers vegne. De fortjener det bedste.
Men det betyder også, at jeg ikke kan bruge den 24. sammen med ham, som jeg nok inderst inde havde håbet.
Ja, det er ikke altid simpelt at leve et skilsmisseliv. Sådan er det. Og indimellem kan jeg føle mig ret så alene, fordi jeg ikke altid ved hvordan jeg skal forholde mig til alt det her. Hvad er okay at føle og hvad er ikke?

Nå, men fakta er, at jeg kun er mig den 24. december – og jeg er inviteret hjem til mine forældre. Så sødt af dem.
Så måske skal jeg i stedet vende den helt om og så tænke mega egoistisk. Fokusere på alt det jeg har lyst til og alt det jeg synes hører julen til.
Det er normalt ikke noget jeg gør så meget.
Men hvis jeg nu forestiller mig en juleaftensdag med varme sokker og løstsiddende tøj, julefilm i flimmeren, varm gløgg med rosiner og mandler, småkager og konfekt – masser af det – sove middagslur, gå en lang tur i kulden, spise god mad i mit helt eget tempo, drikke en god rødvin, nyde de få gaver jeg skal pakke op, synge en salme eller to, spise mere konfekt, gå i seng lige præcis når jeg har lyst – og så sove til jeg vågner dagen efter – helt ærligt, det lyder da ikke værst, gør det?
Hvis jeg kan have sådan en dag, så er jeg klar.
Selvfølgelig kan jeg det. Jeg er bare en lille bitte smule i tvivl om, om jeg kan holde fokus der – og prøve at undgå det store tunge savn til mine børn?
Men det må komme an på en prøve. Jeg har jo ikke rigtig andre muligheder, så jeg er nødt til at få det bedste ud af det.

Nu pynter jeg snart op til jul. Det har jeg besluttet.
Jeg har så få dage i december med børnene, at det er ok at starte lidt tidligt.
Jeg købte den fineste adventsstage i messing her i weekenden, på et loppemarked. Jeg glæder mig sådan til at få sat lys og lidt gran i den. Så skal julekassen hentes ind og der skal lys i et lille træ foran døren. Det skal nok blive godt -jul i den nye lejlighed, som føles mere og mere som hjem for os alle tre.

Julen er hjerternes tid, husk det.

Kærligst L