Livet – Louise Rix

Om støvkoste, slettede kladder og forår

Hej søndag

Jeg har simpelthen sat mig i læ i hjørnet af min terrasse, med solen lige i ansigtet, dyne omkring mig og så computeren på skødet.
Jeg har været syg det meste af ugen – virkelig været dårlig.
Men solens stråler og en længe ventet brunchaftale med mine elskede veninder her til formiddag gav mig lidt af min energi tilbage. Det føles så rart. Jeg mangler foråret. Så kom nu snart, please.
Jeg kunne også mærke, at energien og gejsten pludselig var der til at få postet det her indlæg. Et indlæg jeg har haft liggende afventende i længe.
Jeg har ikke følt at det rigtige tidspunkt har været der for at publicere det.
Men nu skal det være. Det kommer her:

Jeg er tilbage.
Det føles lidt som at åbne en dør ind til et rum man ikke har brugt i længe. Et rum man godt ved er der, men som man ikke har kunnet overskue at gøre noget ved og som mere eller mindre bare har fået lov til at passe sig selv.
Et rum man flere gange sådan lige har åbnet døren på klem ind til, luret lidt derind, men erkendt at man ikke kunne overskue det – og så har lukket døren igen.
Et rum der har fået samlet sig et ordentligt lag støv, et rum hvor nullermænd danser rundt på gulvet og edderkopperne hygger sig i hjørnerne.
Kender du sådan et rum?

Kære blog. Nu er du blevet støvet af, alle kladderne fra år 2022 er slettet og nu er vi to klar til at starte på en frisk.

Det er et helt år siden jeg sidst har publiceret noget herinde. Ja tænk, et helt år.
Det lyder helt vildt når jeg skriver det.
Måske flere har tænkt, at jeg helt har droppet bloggen. Det forstår jeg godt. Det har jeg dog ikke. Men som ovenstående måske antyder, har tanken da ærlig talt strejfet mig.
2022 var året hvor jeg gik i cirkler rundt omkring min blog.
Det er der flere årsager til.
Mit 2022 var fyldt med virkelig dejlige oplevelser. En ferie i januar med min svigerfamilie til Gran Canaria- så fantastisk at få et sommer-vitamin boost på den tid af året. Det kan virkelig anbefales.
En uge i sommerhus i sommerferien med hele min sammenbragte familie med tid til bare at være, bade ved stranden, spise is og kramme. Det var skønt og gør noget rigtig godt for os allesammen, nu hvor vi ikke bor sammen i hverdagen.
Derudover havde min kæreste og jeg en aleneferie til Grækenland i september. WOW en ferie. Jeg vil altid huske den som magisk. Bare ham og jeg i de smukkeste omgivelser. Han er så dejlig at holde ferie med, fordi vi gerne vil de samme ting og sætter pris på de samme ting (og selvfølgelig også fordi han i sig selv er helt vildt dejlig :))
Udover alle de her ferier har jeg haft masser af stunder med venner, veninder og familie. Stunder der betyder alverden for mig, som giver mig energi og fylder mig med glæde.

Men hvorfor har jeg så ikke været mere aktiv på bloggen?
2022 var også et år hvor jeg (følte jeg i hvert fald selv) bar rundt på en rigtig tung sten.
Jeg sluttede mit 2021 med at fortælle om en sag, jeg havde haft med Esbjerg Kommune. Det var omkring alt det her med at være enlig forsørger. Jeg var så glad og lettet da de gav mig medhold og tænkte at nu var alt godt.
Men tingene tog bare en helt anden drejning.

Jeg prøver at gøre en lang historie kort!
Jeg vidste godt at Esbjerg Kommune ville sende hele sagen videre til Udbetaling Danmark. Jeg tror egentlig de er forpligtet til det.
Jeg forholdte mig ikke så meget til det, da jeg klart forventede at Udbetaling Danmark ville se sagen fra samme synsvinkel.
Men der tog jeg grueligt fejl.
Udbetaling Danmark var iskolde. Det var nærmest ikke muligt at have en dialog med dem og de startede helt forfra. Som I helt forfra.
De bad mig bespare spørgsmål, som jeg ikke forstod. Jeg svarede selvfølgelig det bedste jeg kunne, og jeg forklarede, at jeg var fuldstændig uforstående overfor hele situationen.
Jeg hørte ikke mere og jeg anede ikke om jeg var købt eller solgt. Jeg var så forvirret over alt der her – nu havde jeg jo lige lukket det hele med Esbjerg Kommune.
Efter ca. en måned modtog jeg så et brev.
Jeg blev beskyldt for socialt bedrageri.
Det indebar at jeg skulle tilbagebetale en ret stor sum penge, da det var med tilbagevirkende kraft og alle udbetalinger blev standset med det samme.
Jeg var i chok. Jeg var rystet. Jeg var ked af det, vred og frustreret.
Alle følelser væltede rundt i mig.
Jeg forstod på ingen måder hvordan de kunne se sagen så anderledes, når Esbjerg kommune havde været hele møllen igennem allerede?
Det var nogle hårde dage og jeg havde vitterligt mest lyst til bare at ligge mig under min dyne og håbe at det hele ville forsvinde af sig selv. Helt ærligt, så havde jeg ikke overskuddet til det hele én gang til. Og jeg følte jeg havde tabt.
Men jeg fik sundet mig og med kæmpe støtte fra min kæreste og familie, fik jeg skrevet retur til dem.
Jeg skrev, at jeg absolut ikke var enig i deres beslutning.
Jeg vidste godt hvilken betydning det ville få…
Og ganske kort tid efter modtog jeg besked fra Ankestyrelsen, at de havde startet min sag.
Deres behandlingstid var 3-6 måneder.
Jeg skrev et langt brev til Ankestyrelsen. Det var min sidste mulighed for at sætte mine egne ord på situationen. Efter det, var der intet at gøre udover at vente.
Uha. Jeg indrømmer fuldstændig ærligt, at det kørte mig i sænk.
Nogle dage skulle jeg virkelig samles op helt nede fra bunden, jeg kunne vitterligt ikke overskue det. Hverken det økonomiske eller følelsen af at have begået en form for kriminalitet (Udbetaling Danmark havde også skrevet, at de ikke ville politianmelde mig, hvilket jeg da virkelig var glad for – men bare tanken om at det kunne have været en case, gjorde mig dårlig).
Det ramte mig hårdt, det erkender jeg.
Men der var også dage, hvor jeg følte mig stærkere. Jeg havde troen på mig selv og blev enig med mig selv om, at hvis jeg tabte denne sag, så ville jeg kæmpe alt hvad jeg kunne for retfærdigheden.
For i min optik, var der ingen rimelighed til i deres påstand.
Sagen trak ud og der endte med at gå 9 måneder inden jeg fik svar.
Det var nogle rigtig lange måneder.
Jeg havde sådan hjertebanken da jeg modtog afgørelsen i min e-boks.

Men ved I hvad? Jeg fik medhold….
SIKKE. EN. LETTELSE.
VIRKELIG.
Jeg både græd og dansede på samme tid!
Tænk sig, at nu var det slut. At nu havde højeste instans fortalt, at det var OK det jeg havde gjort. At jeg ikke er kriminel.

Min sag (ja eller det er jo sådan set vores fælles liv det drejer sig om) er anderledes end de flestes. Det ved vi godt. Men vi lever udelukkende hver for sig, fordi vi sætter vores børn først. Fordi vi tænker på dem og ønsker at de skal være glade og have det bedst muligt, i det her skilsmisseliv som vi har bragt dem i. Vi elsker dem, hver og én, så vi kunne aldrig sætte os selv først.
Og netop dét, er jeg vanvittig stolt af.
Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle kæmpe sådan en kamp, som jeg har kæmpet de sidste 2 år.

Situationen har efterhånden lagt sig og jeg er okay.
Jeg har det egentlig godt med at det var mig der skulle bruge energien, tårerne, tankerne, modløsheden på at denne sag nu kan danne præcedens for andre sager i fremtiden.
For hvorom alting er, så lever vi bare ikke på samme måde, som man gjorde tidligere. Familierne kan være sammensat på alle mulige måder og jeg har fuld respekt for at de offentlige instanser på ny skal forholde sig til, hvad er rigtigt og hvad er forkert.
Jeg ønsker da absolut ikke at modtage ydelser eller økonomisk støtte for noget, jeg ikke er berettiget til. Og jeg er også godt klar over, at der er nogen der forsøger at udnytte det, hvilket jeg bestemt ikke synes er ok.

Som jeg skrev tidligere, har jeg haft enormt mange kladder liggende her i mit lille blog univers. Kladder jeg skrev i de perioder, hvor jeg synes tingene var sværest. Kladder jeg skrev, hvor jeg var vred og frustreret. Kladder jeg skrev, da jeg var ked af det og følte mig så dum og forkert. Kladder jeg skrev, da jeg følte mig stærk og overbevist om, at jeg havde styrke, og at jeg godt kunne kæmpe for min retfærdighed.
Men alle de her kladder kom ikke videre. Og det er jeg glad for i dag faktisk. For mig havde det stor betydning af skrive dem, fordi det hjalp mig til at få alle mine tanker ud. Ud af mit system.
Det er sådan jeg bruger min blog. Som afløb på alt der der fylder inde i mit hoved. Om jeg så reelt set vælger at publicere, det afhænger af hvad jeg føler omkring det, jeg får skrevet ned.
Jeg overvejede flere gange at trykke “udgiv” på noget af det. Men jeg kunne ikke.
Jeg kunne bare ikke. Jeg følte mig dum over at have skrevet det jeg havde, når jeg nogle dage efter fik læst det igennem.
Der er krig i verden! Der er mennesker derude der mister deres nærmeste, nogen der mister deres hjem og deres tryghed. Børn der mister deres barndom, mister deres forældre.
Og så sidder jeg her og har så pisse ondt af mig selv (ja undskyld mit ordvalg).
“Mand dig op og tag og tag dig sammen Louise, helt ærligt!”
Sådan har jeg sagt til mig selv mange gange. Jeg har ikke mistet nogen og jeg har alt hvad jeg kunne drømme om i mit liv.

Men det er jo svært. For selvom der sker mange ting ude i verden som er forfærdelige – og at man hver eneste dag hører om eller kender nogen der bliver ramt af alvorlig sygdom – så er man nu engang i sit eget liv, og man forholder sig til det der er i ens eget liv.
Og alt det her, det var hårdt for mig. Det var det.

Men vi er videre nu, og alt er godt.
Alt er virkelig godt.

De sociale medier blev også brugt både hos Esbjerg Kommune og Udbetaling Danmark.
Det havde jeg det faktisk underligt med. Ikke fordi jeg har noget at skjule, jeg er jo meget ærlig herinde og på instagram.
Det fik mig til at reflektere lidt over det her med at være “offentlig” omkring de ting der fylder i mit liv. Er det virkelig noget jeg vil? Og kan det blive brugt imod mig?
Det skulle måske være en af argumenterne for at stoppe med bloggen.
Men omvendt så betyder de sociale medier noget for mig. Jeg henter energi via instagram (selvom jeg indimellem er en smule træt af reklamer og profiler der popper op som forslag). Jeg føler jeg har “veninder ” derinde og jeg vælger kun at følge de profiler der inspirerer mig eller får mig til at glædes og smile. Jeg bliver aldrig misundelig eller presset over noget derinde – for så er det ikke profiler jeg ønsker at følge og så fjerner jeg dem.

I forhold til min blog, så bruger jeg den til at skrive mine tanker ned. Det er min form for dagbog og hjælper mig til at få alle mine tanker ud af systemet. Og hvis det så samtidig kan give jer der læser det, et eller andet – måske en følelse af ikke at stå alene eller føle sig forkert – så gør det mig virkelig glad.

Det blev til et langt skriv.

Foråret er her lige om lidt, kære venner.
Vi skal misse med øjnene i solens stråler og mærke dens varme, lytte til fuglenes kvidren, se og fornemme hvordan alting omkring os bliver grønnere og springer ud, kysse lidt ekstra på alle dem vi holder af – og bare nyde at være til.

2022 lærte mig, at man skal stole på sig selv.
Du er stærkere, end du tror.

Kærligst L

Julekortet

Kære fredag

Jeg sidder her helt stille i min sofa, drikker kaffe og kigger på det smukke juletræ der lyser så fint. Børnene sover stadig.
Jeg elsker virkelig den her morgenro og sætter stor pris på at have tid til at sidde og nyde den.
Juledagene er ovre og meget snart starter et helt nyt år.
2022.

Julen i år var uden mine børn. Jeg synes aldrig det er nemt at skulle undvære dem juleaften og det har siden skilsmissen givet mange tanker og tårer.
I år var det lidt noget andet. Ikke at jeg ikke savnede dem (det gør jeg altid når de ikke er hos mig) men jeg skulle for første gang holde jul sammen med min kæreste. Det har simpelthen været så dejligt.
Jeg føler julen har været fyldt at kærlighed, tid til hinanden, tid til alt det der betyder noget og har værdi for os. Vi er startet på at skabe vores fælles traditioner omkring julen, og det føles helt fantastisk og så rigtigt.

2022.
Spændende hvad det år vil byde på.
Jeg er ikke typen der som sådan sætter mig nytårsfortsæt.
I stedet begynder jeg her i slutningen af året altid at reflektere over året der gik. Sådan lidt som en slags julekort.
Jeg bruger det mest til at mærke efter, om jeg er der i mit liv, hvor jeg gerne vil være. Og om jeg er glad og lykkelig. For lige netop dét, er det allervigtigste for mig.

2021 gik ikke helt som jeg havde troet. Sådan er det jo med livet. Vi kan ikke vide hvad det bringer, vi kan kun tage en dag af gangen.

Det startede ellers så godt med at vi overtog vores fælles købte hus, som mine børn og jeg flyttede ind i. Det var (og er stadig) en fed proces. Det her med at skabe det hus og det hjem man går og drømmer om. Et fælles projekt.
Jeg elsker det. Det giver mit et drive i mit liv at have gang i projekter, at finde på ideer og gode løsninger, at lave om på ting og generelt forandringer.
Men jeg ville lyve hvis jeg sagde det ikke også var hårdt. Men nok mest den del med at skulle flytte – igen.
Som skrevet i et tidligere indlæg, så er jeg bare ikke god til at flytte. Jeg er et trygheds menneske og det her med at have en tryg base, som virkelig føles som et hjem for mig, det betyder alt.
Jeg fik aldrig rigtig den følelelse i den lejlighed jeg boede i sidst. Og det tog hårdt på mig. Nok hårdere end jeg selv var klar over.
Og så skulle jeg flytte igen. Flytte ind i et hus som kun lige knap var færdigt og hvor tingene ikke alle steder fungerede optimalt.. jeg er bare ikke god til det.
Dét kombineret med en masse andet, gjorde at jeg i foråret blev rigtig skidt. Jeg havde bøvlet med uro i hjertet i en længere periode. Jeg var blevet tjekket for diverse sygdomme på hjerteafdelingen, men alt så fint ud. Jeg skulle bare tage den med ro. Det troede jeg så, at jeg gjorde. Men jeg blev klogere. Dengang forstod jeg ikke hvad det var det handlede om. Jeg troede en weekendtur med ro var hvad der skulle til.
Jeg synes egentlig altid jeg har været god til at have fokus og sætte pris på de små ting. Jeg troede at det var med til at give mig ro i mit sind.
Det gør det nok også langt hen af vejen, men det er ikke nok.
I foråret sagde min krop bare fra. Jeg blev så dårlig at jeg var meget tæt på at ringe 112. Jeg blev så forskrækket og bange.
Jeg blev også ked af det og skuffet over mig selv og at det var kommet helt derud.
Hjerteuroen gør ikke ondt. Men den er ubehagelig og gør mig skidt tilpas. Det føles som konstant køresyge de perioder hvor det er slemt.
Så jeg tabte mig også rigtig meget i den periode.
Pludselig skulle jeg forholde mig til, at jeg absolut ikke måtte tabe mig mere. Så badevægten blev igen fast inventar i mit badeværelse (jeg glæder mig meget til at slippe af med den igen – den er og bliver aldrig min ven. Jeg gider ikke være afhængig af den. Bum).
Jeg så pludselig hvor tynd jeg var blevet. Hvor tynde jeg synes mine arme så ud. Jeg blev flov over det. Jeg følte at alle kiggede på mig, som om jeg havde en spiseforstyrrelse og var syg af det.
Jeg gik med lange bluser, selvom det var varmt.. jeg kunne bare ikke andet.
Det var virkelig svært at være i – og det var så uvirkeligt for en som mig, som hele mit liv har været på konstante slankekure.
Det var ikke sport sjovt.

(Så kære du derude, der føler du vejer for meget, føler du er for tyk eller bare gerne vil være tyndere og dermed tror du bliver mere lykkelig.
Kæreste, elsk dig selv som du er. DU BLIVER IKKE MERE LYKKELIG AF AT VÆRE TYND. Tro mig, jeg taler af erfaring. Der kommer bare noget andet.
Vi mennesker har så nemt ved at ville have alt det vi ikke har.
I stedet skal vi simpelthen til at lære at elske os selv som vi er. Og bare nyde det smukke liv vi har.)

2021 var også året, hvor Esbjerg kommune åbnede en sag imod mig, fordi de mente jeg var ved at bevæge mig ud i socialt bedrageri -pga mig og min kærestes huskøb.
Jeg har aldrig i mit liv prøvet noget lignende. Aldrig.
Det tog hårdt på mig og min energi – og var brænde på bålet ift min stress. Jeg er egentlig en regelrytter og bryder mig aldrig om at gøre noget man ikke må. Sådan er jeg slet ikke som menneske. Så da jeg fik denne sag på nakken, var jeg i chok. Først og fremmest fordi jeg synes det var så ubehageligt men også fordi jeg på ingen måde var enig med kommunen i deres argumenter.
Jeg synes Esbjerg kommune taklede det så skidt. Jeg er faktisk skuffet over dem (hvis man kan være det over en kommune?).
Jeg blev jævnligt ringet op af dem, fordi de manglede oplysninger til sagen. Jeg gav dem alle de oplysninger de skulle bruge. Jeg havde virkelig ingenting at skjule, og det var nok også det der gjorde at jeg ikke gav op.
Opringningerne var ubehagelige. Det var et forhør hver eneste gang og de var sat op på en sådan måde at jeg nærmest følte mig som en skurk. Jeg skulle forsvare diverse indkøb jeg havde foretaget, pengebeløb jeg havde flyttet imellem mine egne konti etc. Fair nok, hun passede jo bare hendes job, tænker du sikkert. Og det er jeg enig i.
Men det var måden det blev gjort på. Den var jeg rystet over.
Efter flere måneders venten blev jeg indkaldt til møde.
To timers koldt møde. De kom med deres argumenter, jeg kom med mine. Hun havde tilmed printet hele min blog ud plus diverse billeder fra IG. Ret vildt egentlig.. ikke at det gjorde mig noget, for jeg har intet at skjule. Men det var en underlig følelse at hun havde rodet rundt i det for at finde argumenter imod mig. Det føltes grænseoverskridende.
Da vi gik derfra, var jeg overbevist om at sagen ville ende i ankenævnet. Jeg synes de var så stålfaste i deres argumenter. Det var ikke en dialog – mere en “sådan her er det bare”. Men jeg var ikke enig.
Jeg skrev en lang mail retur hvor jeg kommenterede på hvert eneste argument de havde bragt på banen. Jeg var selv tilfreds med det da jeg trykkede send og jeg følte, jeg havde gjort alt hvad jeg kunne.
Efter en uge kom der et svar. Kommunen droppede sagen.
Jeg var så lykkelig…
Jeg havde holdt fast i min mavefornemmelse hele vejen igennem. Jeg følte ikke der var rimelighed i det de havde gang i, på nogen måde. Og det viste sig at jeg havde ret.
Når jeg sidder her i dag og tænker tilbage, er jeg stolt af at jeg holdt fast. At jeg stolede på mig selv- og dybt taknemmelig over at have min kæreste og hans fulde opbakning hele vejen igenne.
Samtidig synes jeg det er fuldtstændig vanvittigt at der blev brugt så meget tid (fra deres side) på en sag der ikke var noget i, da alt kom til alt. Spild af ressourcer efter min mening.

Og så var 2021 endnu et år med Corona. Drysset ud over hele året.
Aflyste fester og arrangementer, isolation, mundbind, sprit i rigelige mængder (altså til hænderne!) nærkontakt, test, test, test – en sommer hvor vi troede at alt var ved at blive godt – for så i efteråret at konstatere at Corona var vendt frygteligt tilbage.
Vi blev syge i vores familie. Det var en hård omgang og den “stjal” alt for mange dage af min december.
Men vi kom igennem og ingen blev ramt sådan alvorligt.

Efter sådan et år her, kan jeg godt bare have lyst til at sætte en stor FED streg henover det. Glemme det og komme videre.
Men ved I hvad? Sådan har jeg ikke tænkt mig at bruge det.
Livet er sådan her. Gode perioder og knap så gode perioder. Og vi kan bruge det hele til noget, hvis det er sådan vi vælger at anskue det.

2021 har nemlig også givet mig meget godt.
Et hus jeg elsker så højt – og som mine børn også elsker.
En helt fantastisk sommerferie sydpå, som gjorde noget dejligt for vores sammenbragte familie.
Masser af stunder med kærlighed og hygge med dem jeg elsker. Familie og venner.
Det var året hvor jeg for alvor forstod, hvor rig jeg er på gode elskede mennesker i mit liv.
I de perioder hvor jeg havde det aller mest svært, så var de der for mig.

Min kæreste først og fremmest. Hvordan han bare altid rummer mig, er stærk, hviler i sig selv og fortæller mig at alting nok skal gå. Han er en kæmpe støtte og jeg har en dyb respekt for den måde han anskuer livet på. Jeg suger det til mig og prøver at lære alt det jeg kan fra ham.
Min familie har været en kæmpe støtte. Veninder, omsorgsfulde kolleger, en chef der virkelig har været opmærksom på mig og som jeg har haft mange virkelig gode samtaler med.

Jeg er dybt taknemmelig.

Jeg har lært så meget om jeg selv. Jeg arbejder stadig på at styre min stress og jeg er ikke i mål endnu. Men jeg er kommet rigtig langt – og jeg tror på, at jeg er på vej i den rigtige retning. Jeg har accepteret at jeg lige nu er tynd. Jeg taber mig ikke mere.
Jeg kender mig selv bedre. Jeg ved, hvad jeg har brug for og ved hvad der er vigtigt for mig i mit liv.
Jeg har ændret på nogle små ting i min hverdag, som jeg kan mærke gør mig godt. Og det vil jeg fortsætte med at have fokus på.
Jeg er blevet bedre til at være mere ligeglad med det der ikke er vigtigt og jeg øver mig på at finde indre ro når hamsterhjulet kører derudaf.

Det er netop de fokuspunkter der skal være overskriften i mit år 2021.
Alt det jeg lærte. Alt det jeg fik med i min rygsæk.
Jeg føler mig lykkelig og taknemmelig for alt det jeg har. Menneskene omkring mig er det der betyder allermest. Sunde og stærke relationer. Alt det andet er kun flødeskum og krymmel der kan forsøde hverdagen – og det er selvfølgelig også skønt.

Jeg håber du vil passe på dig selv, være opmærksom på dig selv og elske dig selv.
Husk: der kommer ingen og redder dig hvis du synes tingene er svære. Du skal redde dig selv. Og det kan du godt.

Rigtig godt nytår til dig og dine,
kærligst L

Billeder fra året der gik – og som understøtter hvor heldig jeg er og hvor meget jeg har.

Vågn op frøken

Hej lørdag

Lørdag er en helt fantastisk dag, synes I ikke? Man kan sove længe og man ved der er endnu en fridag i morgen. Skønt synes jeg!

Børnene har sovet hos deres far i nat, jeg var nemlig til konfirmation hos et vennepars søn i går aftes.
Det var så dejlig en aften. Virkelig. Jeg må ærlig talt også indrømme at jeg er i socialt underskud pga corona.
Jeg har sådan savnet at hænge ud med venner. Grine, kramme, fjolle og bare have det sjovt. Det skal jeg så meget have meget mere af her henover sommeren. Måske man skulle holde en havefest, snart!
De venner vi var hos, er nogle venner jeg har mødt via min kæreste.
Det er simpelthen nogle fantastiske mennesker. Hver og en.
Jeg har i flere år gået og tænkt, at det nok var slut for mig at få nye venner – men det var det så bestemt ikke. Jeg glæder mig over det hver eneste dag og glæder mig til at være endnu mere sammen med dem. Det giver mig så meget glad og god energi. Jeg nyder det helt vildt (TAK).

Men børnene har, som skrevet, sovet hos deres far. Det er altid sådan lidt med blandede følelser af jeg siger OK til aftaler uden børn i mine børneweekender. For de er på grænsen til hellige for mig. Men denne her fest måtte jeg med til.
Så er jeg bare glad for, at børnene kan være hos deres far. Jeg glæder mig over at vi kan det, altså hjælpe hinanden, min eksmand og jeg. Det betyder rigtig meget.
Jeg havde set frem til denne her lørdag, hvor vi virkelig skulle hygge og være sammen. Men børnene har simpelthen været så underlige i dag. Sådan at jeg tænker de måske er ved at blive syge – hvilket jeg virkelig ikke håber! De har ikke haft nogen appetit eller energi. Bare haft lyst til at ligge og slappe af (og helt ærligt er det okay med mig. Vi har haft en lang uge jo – så jeg har da også selv lyst til bare at slappe af).
Jeg fik dem dog overtalt til at vi skulle ud og plukke jordbær. Det er sådan en ting der for mig hører sommeren til.
Vi gjorde det altid da jeg var barn. Min mor, lillebror og jeg. Det var så hyggeligt, og jeg husker tydeligt den følelse af slaraffenland med alle de smukke røde jordbær – og vi måtte spise alle dem vi ville!
Det er sådan en ting jeg har lyst til at give videre til mine børn.
Vi fik også plukket virkelig mange jordbær og vi hyggede os med det.
Efterfølgende cyklede Kaya og jeg ud og plukkede hyldeblomster. At cykle rundt i den danske sommer, med kornmarker overalt og mit lille pigemenneske ved min side. Det er livet. Lige der bliver jeg ramt af, hvor lykkelig, heldig og taknemmelig jeg er. Jeg elsker at hun deler mange af de samme små glæder som jeg selv gør. Storebror gider det ikke rigtig på samme måde, det er nok anderledes med drenge. Så har vi noget andet sammen.
Jeg elsker det her med at man høster noget og efterfølgende laver et eller andet ud af det i køkkenet. Her om sommeren kan jeg godt drømme om at bo på landet. Have en kæmpe køkkenhave med alle mulige lækkerier, have en lille frugtplantage og have en have fyldt med smukke blomster.
Men.. jeg er nok inderst inde mest et bymenneske. Men hey, man kan jo også godt have en have med lækkerier selvom man bor i byen. En dag, Bjarke Jakobsen, der skal vi have et hus og en dejlig have fyldt med blomster og lækkerier – ikke? 🙂

Jeg fik ordnet alle jordbærrene og lavet hyldeblomstsaften klar til køleskabet.
Der var seriøst mange jordbær. Jeg havde en plan om at vi skulle have bolognese til aftensmad og jordbær med is til dessert. Men børnene begyndte at sige at de ikke rigtig kunne spise aftensmad -what!
Men jeg endte med at køre ind i Lidl for at købe mælk til jordbærrene, så måtte det jo være aftenens mad. Da jeg stod derinde fik jeg en overdrevet lyst til pandekager med is og jordbær. Hvor lækkert kunne det ikke lige være, og jeg forestillede mig hvor glade børnene ville blive når jeg kom hjem med den besked. Så jeg puttede færdiglavede pandekager i kurven (det må gerne være nemt engang imellem, i hvert fald herhjemme).
Da jeg så kom hjem med pandekagerne var der saftsuseme ingen af børnene der ville have det… haha. Nå ja, men nu sidder jeg så faktisk her helt alene ved køkken bordet, har spist to pandekager og prøver at kæmpe mig igennem den store balje af jordbær der står foran mig (og jo jeg elsker kæmpe meget jordbær, men man kan godt nå et mætningspunkt). Jeg tror de fleste ryger i fryseren, så kan vi bruge dem til smoothies.

Engang imellem går tingene ikke helt som man havde forestillet sig eller planlagt. Sådan er det bare nogle dage. Ja for den sags skyld også hele perioder her i livet. Dem af jer der følger mig på instagram har måske kunne fornemme at der har været et eller andet der har fyldt i min hverdag her den seneste tid. Og den er god nok.
Jeg har haft problemer med hjerterytmeforstyrrelser de sidste par måneder. Periodisk virkelig meget. Det giver ikke smerte, men til gengæld voldsom ubehag og dræner mig for energi.
Jeg har været bange. Bange for at jeg var alvorligt syg og havde dårligt hjerte. Gået i uvished, hvilket har fyldt mig til randen af bekymring.
Men da det gik op for mig, hvad det egentlig var det handlede om, begyndte jeg at græde. Jeg er ikke syg. Jeg fejler ikke noget alvorligt eller noget livstruende på den måde. Men min krop, den vil ikke være med mere. Den vil ikke være med til hele tiden at blive presset. Blive kontrolleret. Konstant og kontrollerende pres. Og ved I hvad? Jeg kan da ærlig talt godt forstå den. For hvem i alverden gider det.
Jeg kan ikke bebrejde nogen som helst. Kun mig selv! Det er mig det her handler om.
Vågn dog op frøken!
Og det er jeg nu. Altså vågen. Jeg har arbejdet så hårdt og så meget med mig selv over årene. Det har jeg også skrevet om herinde før.
Det er nok også derfor jeg blev så ked af det. Jeg troede jeg var kommet langt? Jeg troede jeg var stærk og havde styr på det. Men alligevel var jeg faldet tilbage i de der kontrollerende vaner. Jeg var blevet alt for meget “jeg burde” typen. Aldrig sådan rigtig tilfreds med mig selv og alt for ofte med dårlig samvittighed.
Jeg har tænkt og tænkt over hvorfor. Været skuffet og vred på mig selv.
Skældt mig selv ud i flere dage.
Da jeg havde sundet mig lidt, blev jeg enig med mig selv om, at det her skulle være slut. Jeg vil af med de sk… rytmeforstyrrelser. De skal ikke være en del af mit liv, farvel blev der sagt!
Så jeg har ekstrem meget fokus på min mentalitet og mine vaner.
Og jeg er faktisk rigtig glad for det. For jeg tror på, det kan blive rigtig godt til mig (og allerede nu mærker jeg en markant minimering af rytmeforstyrrelserne, og det i sig selv er en sejr for mig).
Jeg skal have meget mere nydelse ind i mit liv. Jeg skal ændre nogle af de dårlige vaner jeg har. Jeg skal tale pænt til mig selv. Jeg skal elske min krop som den er.
Det er jo ikke noget man lige ændrer henover natten, og nogle dage går det nemmere end andre.
Det er en proces. Men jeg er igang og det gør mig glad og lettet indeni.

Jeg synes det er skræmmende at jeg var kommet helt derud, at min krop var nødt til at reagere før jeg fik stoppet op. På en måde nærmest flovt!
Jeg vil virkelig gerne give det her videre til dig. Få nu stoppet op. Tænk over hvordan du lever dit liv. Nyder DU noget hver eneste dag, stort som småt? Har du vaner du ønsker at ændre på, så få øje på dem nu. Taler du pænt til dig selv og elsker du din krop?

“Den største ære i livet ligger ikke i,
aldrig at falde,
men i at rejse os hver gang vi falder.”
– Nelson Mandela

Hav den dejligste aften,
kærligst L

Covid-19 og alt deromkring

Hej mandag

Så blev det mandag igen. Børnene sover sødt i deres senge. Åh hvor jeg elsker når de er her. Allerede i morgen skal de hjem til deres far igen, vores uge sammen går simpelthen for stærkt. Men vi har nydt det og vi har nydt at fredag var en fridag. Så det er okay.

Jeg har været offline her på bloggen (sådan startede jeg vist også det sidste indlæg? Nå…) Eller, faktisk har jeg flere gange sat mig for at skrive – så mit lille web-hotel er fyldt med kladder.
Om alt muligt og ingenting. Men aldrig rigtig noget jeg fik lyst til at udgive. Måske en dag.

Jeg kunne skrive en hel masse om covid-19. For hold nu op hvor har det ændret vores hverdag og vores måde at leve på. I hvert fald lige nu, og måske det næste lange lange stykke tid?
Der er så meget der er uvist og så meget der er anderledes end det plejer.
Indimellem kan det være svært at være i, synes jeg. Men omvendt bliver jeg også bedre og bedre til at forholde mig til det, og prøver at lade være med at tænke så meget på det.
Vi mennesker er alligevel ret gode til at tilpasse os.
I dag har jeg været tilbage på arbejde efter næsten 8 uger hjemme. Jeg havde vænnet mig til at være hjemme og det gik så fint. Faktisk arbejdede jeg ret godt hjemme. Der var masser af ro og jeg kom i bund med mange af de stakke jeg havde liggende. Det har virkelig givet mig en god følelse. Men det er omvendt også rart at være tilbage.
Jeg ved ikke med jer, men for mig har den her tid været lidt som at cykle rundt i en bakkedal. I ved, sådan lidt op og ned.
Det har været fantastisk at have ekstra tid om morgenen med børnene. Ingen stress eller faren ud af døren. Det har været skønt ikke at skulle bruge tid på transport til og fra job. Jeg føler vi har haft masser af kvalitetstid og børnene har leget som aldrig før, på deres værelser (det gør de ikke særlig meget i vores ellers lange og travle hverdag). De ting har gjort mig så glad indeni.
Samtidig har jeg haft masser af tid alene med min kæreste. Tid til bare at være sammen os to. Vi har kørt mange ture og været i naturen. Og vi har brugt masser af tid i haven – hvor jeg overtaler ham til flere og flere blomster 🙂 Jeg elsker nemlig have, og blomster og bare naturen i sin helhed. Der er så meget smukt rundt omkring og det giver mig altid fornyet energi.
Men jeg har også dage, hvor alting føles anderledes. Hvor jeg føler der er lidt mere gråt og lidt flere tanker. Hvor jeg er mere stille og eftertænksom. Hvor jeg savner. Hvor jeg inde i mit hovede prøver at få alle enderne til at nå sammen. Jeg tænker det er okay at føle sådan, nogle dage.
Jeg har også dage, hvor jeg føler mig utilstrækkelig eller ikke føler mig god nok. Dage hvor jeg har fokus på alt det jeg ikke er tilfreds med og hvor det lukkede fitnesscenter fylder alt for meget i mit sind.
Det kan jeg godt blive flov over. Flov over, at så små bagateller kan fylde så meget for mig. Flov over, at jeg lader det negative flyde henover alt det skønne jeg har. Jeg dunker ikke mig selv i hovedet over det, for det ved jeg der ikke kommer noget godt ud af. Men jeg prøver at stoppe op og tænke mig lidt om. Prøver at stoppe op og få styr på mig selv og komme tilbage til, at jeg altså gør det godt nok og er god nok.

For jeg har det godt. Det har jeg virkelig.

Min kærestes og mit LAT forhold (som det så fint hedder) fungerer rigtig godt. Vi er gode til det, synes jeg.
Der er kommet meget mere ro omkring det, og det er så skønt. Vi har fundet en slags rytme. Ikke at det altid er det samme – for jeg er sådan en type der elsker forandring hist og her – men en rytme som vi begge to synes er god. En blanding af alenetid med hver vores børn, tid sammen som storfamilie, kærestetid, tid til praktiske ting, aftener med dejlige venner (i hvert fald når der ikke er covid-19!) weekender i lejligheden osv.
Alt godt og blandet. Det er skønt.
Og så er jeg stadig fuldstændig forelsket i ham. Jeg er så forbandet stolt over, at han er min.

På fredag skulle vi have været til Hamborg. Nej, hvor havde vi glædet os til en storbyferie på lækkert hotel, fede oplevelser, god mad og alt det der. Men altså, covid-19 kom lige i vejen. Så i stedet tager vi en tur i sommerhusland, og jeg er sikker på det bliver helt vildt skønt.
Jeg er sådan lidt vild med sommerhuse for tiden. Jeg gad virkelig godt eje et selv (drømme, drømme, drømme).
Bare tanken om at skulle indrette et sommerhus, giver mig næsten kriller i maven. Det gad jeg så godt.
Kan man mon leve af det? At indrette sommerhuse? Nej vel, men det kunne være sjovt.

Pas på jer selv og hinanden.
Jeg har lyst til at sende jer et kram,
kærligst L

Om skiferie, et ben og en rygsæk

Hej søndag.

Og hej forår!
Tænk sig at vinteren nu er ovre. De lange mørke måneder erstattes nu af lysere tider. Det er da skønt.
Det er længe siden jeg sidst har skrevet herinde.
Jeg har flere gange sat mig ved computeren, men mit hovede har været tomt. Jeg har ikke haft noget at skrive. Ikke fordi der ikke sker ting og sager i mit liv, men jeg har været i en periode hvor alt bare har været blokeret.
Og jeg tænker det er ok. Da jeg startede min blog, blev jeg enig med mig selv om – og lovede mig selv – at jeg kun skulle skrive når det faldt mig naturligt og når jeg følte jeg havde noget på hjerte. Og det holder jeg fast i.

For en uge siden var jeg en forlænget weekend på ski. Uha, det var skønne skønne dage.
Vi kørte til Tjekkiet, til et område der hedder Splinderuv Mlyn. Vi var rigtig heldige med perfekt vejr. Vi var afsted med min kærestes bror og søster og deres ægtefæller. Nogle mennesker jeg elsker at bruge tid sammen med. Vi griner så meget når vi er sammen, så man kan ikke andet end at blive glad i låget over det.
Jeg er ikke en ørn til at stå på ski. Faktisk var det kun 2. gang i mit liv jeg prøvede det. Min kæreste er mega god, så han kunne lære mig lidt. Og jeg synes det blev ok den sidste dag.
Naturen dernede var så smuk. Jeg elsker træer med sne på. Jeg kan falde helt i staver over det. Det er noget af det smukkeste jeg ved.

Det er så godt med sådan nogle små “åndehuller” engang imellem. Bare at komme væk fra hverdagens travlhed og alt praktikken. Få slappet af, få grinet og hygget.
Desværre har jeg har bøvlet med min iskias nerve i noget tid efterhånden. Jeg har fået noget behandling for det og synes egentlig det var begyndt at gå fint.
Men en køretur til Tjekkiet, 3 dage på ski og en køretur tilbage til Danmark kunne den så ikke lige klare. Så hele sidste uge var jeg total ramt af smerter. Aldrig har jeg da prøvet noget lignende. Det gjorde virkelig ondt, og jeg kunne intet med mit ben lige pludselig.
Jeg er virkelig ikke god til sådan noget. Til at være inaktiv. Smerten var træls og det gjorde så ondt, men mest af alt var det det her med intet at kunne.
Jeg har tænkt meget over det her de sidste dage.
Vi har allesammen noget med i vores rygsæk. Oplevelser og følelser der har gjort at vi er dem vi er. Både på godt og på ondt.

Da jeg var teenager, der var jeg stor. Jeg var tyk.
Det startede nok i 6. klasse vil jeg tro. Lige så stille voksede jeg mig stor.
Jeg vidste det ikke selv og jeg kunne ikke se det i starten. Jeg havde det skønt inden. Jeg var dygtig i skolen og pligtopfyldende. Jeg havde masser af gode venner og var virkelig vellidt.
Men derfra begyndte tingene at bliver svært for mig psykisk. Det fik stor fokus at jeg var overvægtig. Det bekymrede mine forældre. Det ved jeg og jeg forstår det godt nu.
Men det var ikke sjovt at være mig. Det var ikke sjovt at være den der altid skulle have en størrelse stor, når dem omkring mig skulle have en størrelse lille. Det ødelagde mig indeni og jeg havde ingen tro på mig selv, overhovedet.
Jeg kæmpede mig igennem de år. Var på utallige slankekure og prøvede alt. Det lykkedes mig indimellem at tabe mig, men jeg tog dem på igen – altid.
Jeg spillede masser af fodbold og var generel ret aktiv, så jeg ved ikke helt hvorfor det var så svært at tabe mig egentlig.
Måske startede det som en typisk teenager yoyo vægt, for derefter at jeg psykisk havde det svært og derfor absolut ikke kunne tabe mig.
Jeg ved det ikke…
I 1.g ændrede tingene sig pludselig. På det tidspunkt havde jeg ellers opgivet alt omkring slankekur. Havde “accepteret” at jeg bare var stor. Jeg var ikke glad og jeg havde ikke særlig stor selvtillid. Men jeg orkede bare ikke mere.
Jeg ved virkelig ikke hvordan, men jeg tabte mig 20 kg henover året, uden at gøre noget for det. Det var så underligt. Måske var det mit stofskifte der ændrede sig.
Pludselig var jeg normaltvægtig. Og jeg kan huske at jeg i 3. g blev kåret til “årets skår” eller noget i den stil. What!!!!
Det var vildt og jeg var slet ikke med oppe i mit hovede. Jeg kunne ikke forstå det og blev ved med at se mig selv om stor.
I mange år efter blev mad alt for stort et fokus. Ikke at jeg fik en spiseforstyrrelse, men det fyldte alt for meget i min hverdag. Når tingene blev for usunde kunne jeg ikke være i mig selv. Jeg følte mig så tyk og skulle dyrke ekstra meget motion. Jeg kan huske, at når jeg havde været for usund en dag, skulle jeg løbe ti gange op og ned af trapperne hjemme hos mine forældre. Ellers havde jeg det ikke godt.
Det var lidt en besættelse og alt alt for styrende. Og slet ikke nødvendigt – men det kunne jeg jo ikke se! Jeg var panisk for at blive stor igen og panisk for at ryge tilbage til alt det der ikke var rart.

Den her del af mit liv er noget af det der ligger rigtig dybt i mig. Noget af det jeg vil bære på for evigt i min rygsæk. Det er jeg nødt til at acceptere.
Jeg har arbejdet meget med det siden. Virkelig meget. Og det gør jeg, i perioder, faktisk stadigvæk.
Jeg har arbejdet med at elske mig selv, som jeg er. Jeg har lært, at jeg er god nok som jeg er og at jeg kan de ting jeg går efter. Jeg føler, jeg er blevet en stærk kvinde.
Jeg tror på at de ting vi går igennem, gør os stærkere. Hvis vi lader det få lov.
Motion er blevet en vigtig del i mit liv. Jeg har brug for det, for at føle mig tilpas. Det er velvære for mig. Det tænker jeg er okay, for motion er godt for så mange ting, så længe det ikke tager overhånd. Og det gør det ikke for mig mere. Jeg tænker stadig over hvad jeg spiser. Men jeg er ikke fanatisk længere, heldigvis.
For det meste har jeg det godt med mig selv og jeg hviler i mig selv. Og det er dejligt. Jeg er nået dertil at jeg sagtens kan have en usund weekend, uden af stresse helt ud over det. Så er det bare tilbage på sporet igen mandag morgen. Det er en lettelse at det er blevet sådan.
Min kæreste spiller helt klart også en rolle her. Han er sådan en stærk person, der altid står lige ved siden af og støtter mig, når jeg har brug for det. Han rummer mig og han er fantastisk til bare at sige “pyt med det – du er dejlig som du er”. Jeg elsker ham for det.
Men jeg kan også rammes af det stadigvæk, selvom det ligger så mange år tilbage. Fx sådan i en uge som denne uden at kunne være aktiv. Jeg kan med det samme mærke de følelser komme op i mig igen. Følelsen af at være på vej tilbage dertil, til dengang hvor tingene ikke var rart.
Og jeg kan have svært ved at overbevise mig selv om, at det ikke er rigtigt.
Jeg har lært at det i stor grad handler om at flytte mine tanker. Det er tankerne der får mig til at tro, og de kan skabe noget der slet ikke er virkeligheden. Nogen gange er det nemt for mig, andre gange er det ikke.
Jeg kan blive ked af det over at jeg tænker sådan om mig selv. At jeg er så hård. Jeg ville ønske det ikke var en del af mig, men det er det.

Jeg tror det kan være svært at forstå alt det her, hvis man ikke selv har været igennem noget der ligner. Men samtidig så tror jeg vi allesammen bærer rundt på noget der periodisk kan presse os. Noget der i tankerne tager os tilbage til noget som ikke var rart.
Det kan være alt muligt – oplevelser, barndommen, følelser, mennesker, kriser, situationer osv.
Uanset hvad det er, så tror jeg, det handler om at lære at leve med det. Få det op til overfladen og få det tænkt igennem. Og så at acceptere det er en del af dit liv. En del af dig.
Alt det vi har med os, gør os til dem vi er. Nogle ting følger os hele livet, andet kan vi smide væk hen af vejen.
Det jeg har skrevet om her, er noget der kommer til at følge mig.
Jeg er allerede kommet langt, men jeg skal blive endnu bedre til det. Det handler om at flytte mine tanker, når det rammer mig. At sørge for at tankerne ikke går ned af den vej, der leder mig tilbage til dengang. De skal flyttes i en anden retning. I retning af at tingene er anderledes nu og uanset hvad der sker, kommer jeg ikke tilbage til dengang. Jeg har et fantastisk liv, den dejligste kæreste, de skønneste børn og bonusbørn, en god familie og svigerfamile, de sødeste venner og et godt job. Fokus skal rettes mod det. Alt det gamle, det har passeret. Og jeg har så meget at være glad for og en masse godt at se frem imod.
Nogen gange er det er nemmere sagt end gjort, men det virker. Jeg ved det, for jeg har prøvet det.

Vi er allesammen vores egen. Jeg er mig, og du er dig.
Vi er som vi er, og det skal vi være stolte af.
Men det er os selv der skaber vores egen lykke. Det kan ingen andre gøre. Kun dig. Husk det.

Pas på jer selv, kærligst L

Livets skrøbelighed

Hej tirsdag.

Så fik jeg endnu engang afleveret børnene.
I dag var en af de dage hvor jeg bare ikke følte mig helt klar, hvor ugen sammen gik alt for hurtigt. Jeg afleverer dem selvfølgelig med et smil, jeg ønsker ikke de skal mærke noget. De er altid glade når de skal afleveres og også når de kommer hos mig. Det er en fornøjelse, og det skal jeg virkelig holde fast i.
Jeg har drukket kaffe med børnenes far og hans kæreste. Det tror jeg betyder rigtig meget for børnene at vi kan det. Og vi kan faktisk hygge os med det.
Men da jeg så kørte derfra, kunne jeg godt mærke jeg synes det var svært.
Så det første jeg gjorde da jeg kom hjem, det var at løbe en tur. Jeg var hjemme lidt i seks – og tænk, det var allerede mørkt. Det er så vildt.
Men jeg løb en tur i det mest fantastiske og friske vejr – med stjerner på himlen. Løb gør noget rigtig godt for mig, det er der ingen tvivl om.
Nu har jeg været i bad og sat mig i sofaen. Senere kommer min kæreste, det glæder jeg mig meget til. Vi prøver at ses så meget vi kan, de uger vi ikke har børn og bor lidt på skift hos hinanden, alt efter hvad der lige passer bedst. I morgen tidlig har han et møde ikke så langt herfra, så derfor kommer han her – efter han har spillet fodboldkamp.

For et par dage siden brækkede min farfar sit lårben. Han har fået en ny hofte nogle år tilbage, og det var grunden til bruddet. Der hvor hoften sidder fast, det gik ligesom fra hinanden. uha.
Jeg er så heldig stadig at have alle mine 4 bedsteforældre endnu. Det får mig til at føle mig priviligeret.
Men min farfar er en slidt ældre herre, og sådan et lårbensbrud er ret kritisk for en mand i hans alder. Derfor blev det lige pludselig meget alvorligt det hele. Hans brud krævede operation, hvis han skulle overleve. Selvom operationen var en helt almindeligt rutine operation, var det kritisk for ham fordi han har dårligt hjerte og kol.
Operationen gik heldigvis rigtig godt, og han ligger nu på intensiv, for at komme sig efter operationen.
Jeg tænker rigtig meget på ham. Den rare hjertevarme mand. Så mange gode minder med ham.
Jeg har aldrig haft det der helt tætte forhold til mine bedsteforældre. Da jeg var yngre kunne jeg ikke se hvorfor jeg skulle bruge tid med dem. Det kedede mig, når mig og mine brødre blev tvunget til at tage med på besøg. Men de seneste år – og særligt efter skilsmissen faktisk – føler jeg, at jeg er kommet tættere på dem. Jeg ser dem på en helt anden måde og jeg har fundet ud af, hvor meget de egentlig betyder for mig.
Jeg kan godt lide at høre dem fortælle om deres liv. De har oplevet så mange ting, der er langt fra den verden jeg selv er vokset op i. Jeg synes de har en vigtig historie at fortælle.
Måske er det i virkeligheden det med at de voksede op i en anden tid, der engang skabte en distance fra min side. De havde nok svært ved at forstå ungdommen og det vi gik op i – som dengang var øl og fester.
Jeg forstod dem ikke dengang. Det gør jeg nu.

Alt det her med min farfar, fik mig til at føle at døden pludselig kom tæt på. Lidt for tæt på faktisk. Jeg har aldrig prøvet at miste en. Og jeg glæder mig ikke til den dag. Men jeg er også bevidst om at det er en del af livet.
Pludselig føles livet så skrøbeligt.
Igen igen minder jeg mig selv om, at vi skal huske at leve hver eneste dag og være glade og taknemmelige for det vi har. Der er ingen af os der ved hvornår det slutter, så vi skal simpelthen nyde hver eneste dag. Få gjort de ting vi har lyst til at gøre. Turde tage de chancer vi får. Huske at gøre de ting vi elsker.
Det er jo egentlig ikke så svært, vel?

I weekenden “rejser” min kæreste og jeg til Cold Hawaii. Jeg glæder mig helt vildt.
En efterårstur hvor vi rigtig kan blive blæst igennem og hvor vi bare skal nyde hinanden og den skønne danske natur.
Jeg elsker at komme ud og opleve verden og rejse. Det gør jeg virkelig og jeg drømmer om en helt masse. Men det koster både penge og kræver feriedage hver eneste gang.
Jeg elsker også Danmark. Vi har så mange smukke og fine steder i vores lille land. Så hvorfor ikke blive bedre til at opleve det vi har lige omkring os.
Det har vi besluttet os for at gøre, og jeg er allerede vild med det.

Billedet her er fra forrige weekend, hvor vi var en tur ved vandet.
Vi elsker havet. Men hvem gør ikke det.

Pas på jer selv og hinanden.

Kærligst L