Familie – Louise Rix

Om støvkoste, slettede kladder og forår

Hej søndag

Jeg har simpelthen sat mig i læ i hjørnet af min terrasse, med solen lige i ansigtet, dyne omkring mig og så computeren på skødet.
Jeg har været syg det meste af ugen – virkelig været dårlig.
Men solens stråler og en længe ventet brunchaftale med mine elskede veninder her til formiddag gav mig lidt af min energi tilbage. Det føles så rart. Jeg mangler foråret. Så kom nu snart, please.
Jeg kunne også mærke, at energien og gejsten pludselig var der til at få postet det her indlæg. Et indlæg jeg har haft liggende afventende i længe.
Jeg har ikke følt at det rigtige tidspunkt har været der for at publicere det.
Men nu skal det være. Det kommer her:

Jeg er tilbage.
Det føles lidt som at åbne en dør ind til et rum man ikke har brugt i længe. Et rum man godt ved er der, men som man ikke har kunnet overskue at gøre noget ved og som mere eller mindre bare har fået lov til at passe sig selv.
Et rum man flere gange sådan lige har åbnet døren på klem ind til, luret lidt derind, men erkendt at man ikke kunne overskue det – og så har lukket døren igen.
Et rum der har fået samlet sig et ordentligt lag støv, et rum hvor nullermænd danser rundt på gulvet og edderkopperne hygger sig i hjørnerne.
Kender du sådan et rum?

Kære blog. Nu er du blevet støvet af, alle kladderne fra år 2022 er slettet og nu er vi to klar til at starte på en frisk.

Det er et helt år siden jeg sidst har publiceret noget herinde. Ja tænk, et helt år.
Det lyder helt vildt når jeg skriver det.
Måske flere har tænkt, at jeg helt har droppet bloggen. Det forstår jeg godt. Det har jeg dog ikke. Men som ovenstående måske antyder, har tanken da ærlig talt strejfet mig.
2022 var året hvor jeg gik i cirkler rundt omkring min blog.
Det er der flere årsager til.
Mit 2022 var fyldt med virkelig dejlige oplevelser. En ferie i januar med min svigerfamilie til Gran Canaria- så fantastisk at få et sommer-vitamin boost på den tid af året. Det kan virkelig anbefales.
En uge i sommerhus i sommerferien med hele min sammenbragte familie med tid til bare at være, bade ved stranden, spise is og kramme. Det var skønt og gør noget rigtig godt for os allesammen, nu hvor vi ikke bor sammen i hverdagen.
Derudover havde min kæreste og jeg en aleneferie til Grækenland i september. WOW en ferie. Jeg vil altid huske den som magisk. Bare ham og jeg i de smukkeste omgivelser. Han er så dejlig at holde ferie med, fordi vi gerne vil de samme ting og sætter pris på de samme ting (og selvfølgelig også fordi han i sig selv er helt vildt dejlig :))
Udover alle de her ferier har jeg haft masser af stunder med venner, veninder og familie. Stunder der betyder alverden for mig, som giver mig energi og fylder mig med glæde.

Men hvorfor har jeg så ikke været mere aktiv på bloggen?
2022 var også et år hvor jeg (følte jeg i hvert fald selv) bar rundt på en rigtig tung sten.
Jeg sluttede mit 2021 med at fortælle om en sag, jeg havde haft med Esbjerg Kommune. Det var omkring alt det her med at være enlig forsørger. Jeg var så glad og lettet da de gav mig medhold og tænkte at nu var alt godt.
Men tingene tog bare en helt anden drejning.

Jeg prøver at gøre en lang historie kort!
Jeg vidste godt at Esbjerg Kommune ville sende hele sagen videre til Udbetaling Danmark. Jeg tror egentlig de er forpligtet til det.
Jeg forholdte mig ikke så meget til det, da jeg klart forventede at Udbetaling Danmark ville se sagen fra samme synsvinkel.
Men der tog jeg grueligt fejl.
Udbetaling Danmark var iskolde. Det var nærmest ikke muligt at have en dialog med dem og de startede helt forfra. Som I helt forfra.
De bad mig bespare spørgsmål, som jeg ikke forstod. Jeg svarede selvfølgelig det bedste jeg kunne, og jeg forklarede, at jeg var fuldstændig uforstående overfor hele situationen.
Jeg hørte ikke mere og jeg anede ikke om jeg var købt eller solgt. Jeg var så forvirret over alt der her – nu havde jeg jo lige lukket det hele med Esbjerg Kommune.
Efter ca. en måned modtog jeg så et brev.
Jeg blev beskyldt for socialt bedrageri.
Det indebar at jeg skulle tilbagebetale en ret stor sum penge, da det var med tilbagevirkende kraft og alle udbetalinger blev standset med det samme.
Jeg var i chok. Jeg var rystet. Jeg var ked af det, vred og frustreret.
Alle følelser væltede rundt i mig.
Jeg forstod på ingen måder hvordan de kunne se sagen så anderledes, når Esbjerg kommune havde været hele møllen igennem allerede?
Det var nogle hårde dage og jeg havde vitterligt mest lyst til bare at ligge mig under min dyne og håbe at det hele ville forsvinde af sig selv. Helt ærligt, så havde jeg ikke overskuddet til det hele én gang til. Og jeg følte jeg havde tabt.
Men jeg fik sundet mig og med kæmpe støtte fra min kæreste og familie, fik jeg skrevet retur til dem.
Jeg skrev, at jeg absolut ikke var enig i deres beslutning.
Jeg vidste godt hvilken betydning det ville få…
Og ganske kort tid efter modtog jeg besked fra Ankestyrelsen, at de havde startet min sag.
Deres behandlingstid var 3-6 måneder.
Jeg skrev et langt brev til Ankestyrelsen. Det var min sidste mulighed for at sætte mine egne ord på situationen. Efter det, var der intet at gøre udover at vente.
Uha. Jeg indrømmer fuldstændig ærligt, at det kørte mig i sænk.
Nogle dage skulle jeg virkelig samles op helt nede fra bunden, jeg kunne vitterligt ikke overskue det. Hverken det økonomiske eller følelsen af at have begået en form for kriminalitet (Udbetaling Danmark havde også skrevet, at de ikke ville politianmelde mig, hvilket jeg da virkelig var glad for – men bare tanken om at det kunne have været en case, gjorde mig dårlig).
Det ramte mig hårdt, det erkender jeg.
Men der var også dage, hvor jeg følte mig stærkere. Jeg havde troen på mig selv og blev enig med mig selv om, at hvis jeg tabte denne sag, så ville jeg kæmpe alt hvad jeg kunne for retfærdigheden.
For i min optik, var der ingen rimelighed til i deres påstand.
Sagen trak ud og der endte med at gå 9 måneder inden jeg fik svar.
Det var nogle rigtig lange måneder.
Jeg havde sådan hjertebanken da jeg modtog afgørelsen i min e-boks.

Men ved I hvad? Jeg fik medhold….
SIKKE. EN. LETTELSE.
VIRKELIG.
Jeg både græd og dansede på samme tid!
Tænk sig, at nu var det slut. At nu havde højeste instans fortalt, at det var OK det jeg havde gjort. At jeg ikke er kriminel.

Min sag (ja eller det er jo sådan set vores fælles liv det drejer sig om) er anderledes end de flestes. Det ved vi godt. Men vi lever udelukkende hver for sig, fordi vi sætter vores børn først. Fordi vi tænker på dem og ønsker at de skal være glade og have det bedst muligt, i det her skilsmisseliv som vi har bragt dem i. Vi elsker dem, hver og én, så vi kunne aldrig sætte os selv først.
Og netop dét, er jeg vanvittig stolt af.
Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle kæmpe sådan en kamp, som jeg har kæmpet de sidste 2 år.

Situationen har efterhånden lagt sig og jeg er okay.
Jeg har det egentlig godt med at det var mig der skulle bruge energien, tårerne, tankerne, modløsheden på at denne sag nu kan danne præcedens for andre sager i fremtiden.
For hvorom alting er, så lever vi bare ikke på samme måde, som man gjorde tidligere. Familierne kan være sammensat på alle mulige måder og jeg har fuld respekt for at de offentlige instanser på ny skal forholde sig til, hvad er rigtigt og hvad er forkert.
Jeg ønsker da absolut ikke at modtage ydelser eller økonomisk støtte for noget, jeg ikke er berettiget til. Og jeg er også godt klar over, at der er nogen der forsøger at udnytte det, hvilket jeg bestemt ikke synes er ok.

Som jeg skrev tidligere, har jeg haft enormt mange kladder liggende her i mit lille blog univers. Kladder jeg skrev i de perioder, hvor jeg synes tingene var sværest. Kladder jeg skrev, hvor jeg var vred og frustreret. Kladder jeg skrev, da jeg var ked af det og følte mig så dum og forkert. Kladder jeg skrev, da jeg følte mig stærk og overbevist om, at jeg havde styrke, og at jeg godt kunne kæmpe for min retfærdighed.
Men alle de her kladder kom ikke videre. Og det er jeg glad for i dag faktisk. For mig havde det stor betydning af skrive dem, fordi det hjalp mig til at få alle mine tanker ud. Ud af mit system.
Det er sådan jeg bruger min blog. Som afløb på alt der der fylder inde i mit hoved. Om jeg så reelt set vælger at publicere, det afhænger af hvad jeg føler omkring det, jeg får skrevet ned.
Jeg overvejede flere gange at trykke “udgiv” på noget af det. Men jeg kunne ikke.
Jeg kunne bare ikke. Jeg følte mig dum over at have skrevet det jeg havde, når jeg nogle dage efter fik læst det igennem.
Der er krig i verden! Der er mennesker derude der mister deres nærmeste, nogen der mister deres hjem og deres tryghed. Børn der mister deres barndom, mister deres forældre.
Og så sidder jeg her og har så pisse ondt af mig selv (ja undskyld mit ordvalg).
“Mand dig op og tag og tag dig sammen Louise, helt ærligt!”
Sådan har jeg sagt til mig selv mange gange. Jeg har ikke mistet nogen og jeg har alt hvad jeg kunne drømme om i mit liv.

Men det er jo svært. For selvom der sker mange ting ude i verden som er forfærdelige – og at man hver eneste dag hører om eller kender nogen der bliver ramt af alvorlig sygdom – så er man nu engang i sit eget liv, og man forholder sig til det der er i ens eget liv.
Og alt det her, det var hårdt for mig. Det var det.

Men vi er videre nu, og alt er godt.
Alt er virkelig godt.

De sociale medier blev også brugt både hos Esbjerg Kommune og Udbetaling Danmark.
Det havde jeg det faktisk underligt med. Ikke fordi jeg har noget at skjule, jeg er jo meget ærlig herinde og på instagram.
Det fik mig til at reflektere lidt over det her med at være “offentlig” omkring de ting der fylder i mit liv. Er det virkelig noget jeg vil? Og kan det blive brugt imod mig?
Det skulle måske være en af argumenterne for at stoppe med bloggen.
Men omvendt så betyder de sociale medier noget for mig. Jeg henter energi via instagram (selvom jeg indimellem er en smule træt af reklamer og profiler der popper op som forslag). Jeg føler jeg har “veninder ” derinde og jeg vælger kun at følge de profiler der inspirerer mig eller får mig til at glædes og smile. Jeg bliver aldrig misundelig eller presset over noget derinde – for så er det ikke profiler jeg ønsker at følge og så fjerner jeg dem.

I forhold til min blog, så bruger jeg den til at skrive mine tanker ned. Det er min form for dagbog og hjælper mig til at få alle mine tanker ud af systemet. Og hvis det så samtidig kan give jer der læser det, et eller andet – måske en følelse af ikke at stå alene eller føle sig forkert – så gør det mig virkelig glad.

Det blev til et langt skriv.

Foråret er her lige om lidt, kære venner.
Vi skal misse med øjnene i solens stråler og mærke dens varme, lytte til fuglenes kvidren, se og fornemme hvordan alting omkring os bliver grønnere og springer ud, kysse lidt ekstra på alle dem vi holder af – og bare nyde at være til.

2022 lærte mig, at man skal stole på sig selv.
Du er stærkere, end du tror.

Kærligst L

Julekortet

Kære fredag

Jeg sidder her helt stille i min sofa, drikker kaffe og kigger på det smukke juletræ der lyser så fint. Børnene sover stadig.
Jeg elsker virkelig den her morgenro og sætter stor pris på at have tid til at sidde og nyde den.
Juledagene er ovre og meget snart starter et helt nyt år.
2022.

Julen i år var uden mine børn. Jeg synes aldrig det er nemt at skulle undvære dem juleaften og det har siden skilsmissen givet mange tanker og tårer.
I år var det lidt noget andet. Ikke at jeg ikke savnede dem (det gør jeg altid når de ikke er hos mig) men jeg skulle for første gang holde jul sammen med min kæreste. Det har simpelthen været så dejligt.
Jeg føler julen har været fyldt at kærlighed, tid til hinanden, tid til alt det der betyder noget og har værdi for os. Vi er startet på at skabe vores fælles traditioner omkring julen, og det føles helt fantastisk og så rigtigt.

2022.
Spændende hvad det år vil byde på.
Jeg er ikke typen der som sådan sætter mig nytårsfortsæt.
I stedet begynder jeg her i slutningen af året altid at reflektere over året der gik. Sådan lidt som en slags julekort.
Jeg bruger det mest til at mærke efter, om jeg er der i mit liv, hvor jeg gerne vil være. Og om jeg er glad og lykkelig. For lige netop dét, er det allervigtigste for mig.

2021 gik ikke helt som jeg havde troet. Sådan er det jo med livet. Vi kan ikke vide hvad det bringer, vi kan kun tage en dag af gangen.

Det startede ellers så godt med at vi overtog vores fælles købte hus, som mine børn og jeg flyttede ind i. Det var (og er stadig) en fed proces. Det her med at skabe det hus og det hjem man går og drømmer om. Et fælles projekt.
Jeg elsker det. Det giver mit et drive i mit liv at have gang i projekter, at finde på ideer og gode løsninger, at lave om på ting og generelt forandringer.
Men jeg ville lyve hvis jeg sagde det ikke også var hårdt. Men nok mest den del med at skulle flytte – igen.
Som skrevet i et tidligere indlæg, så er jeg bare ikke god til at flytte. Jeg er et trygheds menneske og det her med at have en tryg base, som virkelig føles som et hjem for mig, det betyder alt.
Jeg fik aldrig rigtig den følelelse i den lejlighed jeg boede i sidst. Og det tog hårdt på mig. Nok hårdere end jeg selv var klar over.
Og så skulle jeg flytte igen. Flytte ind i et hus som kun lige knap var færdigt og hvor tingene ikke alle steder fungerede optimalt.. jeg er bare ikke god til det.
Dét kombineret med en masse andet, gjorde at jeg i foråret blev rigtig skidt. Jeg havde bøvlet med uro i hjertet i en længere periode. Jeg var blevet tjekket for diverse sygdomme på hjerteafdelingen, men alt så fint ud. Jeg skulle bare tage den med ro. Det troede jeg så, at jeg gjorde. Men jeg blev klogere. Dengang forstod jeg ikke hvad det var det handlede om. Jeg troede en weekendtur med ro var hvad der skulle til.
Jeg synes egentlig altid jeg har været god til at have fokus og sætte pris på de små ting. Jeg troede at det var med til at give mig ro i mit sind.
Det gør det nok også langt hen af vejen, men det er ikke nok.
I foråret sagde min krop bare fra. Jeg blev så dårlig at jeg var meget tæt på at ringe 112. Jeg blev så forskrækket og bange.
Jeg blev også ked af det og skuffet over mig selv og at det var kommet helt derud.
Hjerteuroen gør ikke ondt. Men den er ubehagelig og gør mig skidt tilpas. Det føles som konstant køresyge de perioder hvor det er slemt.
Så jeg tabte mig også rigtig meget i den periode.
Pludselig skulle jeg forholde mig til, at jeg absolut ikke måtte tabe mig mere. Så badevægten blev igen fast inventar i mit badeværelse (jeg glæder mig meget til at slippe af med den igen – den er og bliver aldrig min ven. Jeg gider ikke være afhængig af den. Bum).
Jeg så pludselig hvor tynd jeg var blevet. Hvor tynde jeg synes mine arme så ud. Jeg blev flov over det. Jeg følte at alle kiggede på mig, som om jeg havde en spiseforstyrrelse og var syg af det.
Jeg gik med lange bluser, selvom det var varmt.. jeg kunne bare ikke andet.
Det var virkelig svært at være i – og det var så uvirkeligt for en som mig, som hele mit liv har været på konstante slankekure.
Det var ikke sport sjovt.

(Så kære du derude, der føler du vejer for meget, føler du er for tyk eller bare gerne vil være tyndere og dermed tror du bliver mere lykkelig.
Kæreste, elsk dig selv som du er. DU BLIVER IKKE MERE LYKKELIG AF AT VÆRE TYND. Tro mig, jeg taler af erfaring. Der kommer bare noget andet.
Vi mennesker har så nemt ved at ville have alt det vi ikke har.
I stedet skal vi simpelthen til at lære at elske os selv som vi er. Og bare nyde det smukke liv vi har.)

2021 var også året, hvor Esbjerg kommune åbnede en sag imod mig, fordi de mente jeg var ved at bevæge mig ud i socialt bedrageri -pga mig og min kærestes huskøb.
Jeg har aldrig i mit liv prøvet noget lignende. Aldrig.
Det tog hårdt på mig og min energi – og var brænde på bålet ift min stress. Jeg er egentlig en regelrytter og bryder mig aldrig om at gøre noget man ikke må. Sådan er jeg slet ikke som menneske. Så da jeg fik denne sag på nakken, var jeg i chok. Først og fremmest fordi jeg synes det var så ubehageligt men også fordi jeg på ingen måde var enig med kommunen i deres argumenter.
Jeg synes Esbjerg kommune taklede det så skidt. Jeg er faktisk skuffet over dem (hvis man kan være det over en kommune?).
Jeg blev jævnligt ringet op af dem, fordi de manglede oplysninger til sagen. Jeg gav dem alle de oplysninger de skulle bruge. Jeg havde virkelig ingenting at skjule, og det var nok også det der gjorde at jeg ikke gav op.
Opringningerne var ubehagelige. Det var et forhør hver eneste gang og de var sat op på en sådan måde at jeg nærmest følte mig som en skurk. Jeg skulle forsvare diverse indkøb jeg havde foretaget, pengebeløb jeg havde flyttet imellem mine egne konti etc. Fair nok, hun passede jo bare hendes job, tænker du sikkert. Og det er jeg enig i.
Men det var måden det blev gjort på. Den var jeg rystet over.
Efter flere måneders venten blev jeg indkaldt til møde.
To timers koldt møde. De kom med deres argumenter, jeg kom med mine. Hun havde tilmed printet hele min blog ud plus diverse billeder fra IG. Ret vildt egentlig.. ikke at det gjorde mig noget, for jeg har intet at skjule. Men det var en underlig følelse at hun havde rodet rundt i det for at finde argumenter imod mig. Det føltes grænseoverskridende.
Da vi gik derfra, var jeg overbevist om at sagen ville ende i ankenævnet. Jeg synes de var så stålfaste i deres argumenter. Det var ikke en dialog – mere en “sådan her er det bare”. Men jeg var ikke enig.
Jeg skrev en lang mail retur hvor jeg kommenterede på hvert eneste argument de havde bragt på banen. Jeg var selv tilfreds med det da jeg trykkede send og jeg følte, jeg havde gjort alt hvad jeg kunne.
Efter en uge kom der et svar. Kommunen droppede sagen.
Jeg var så lykkelig…
Jeg havde holdt fast i min mavefornemmelse hele vejen igennem. Jeg følte ikke der var rimelighed i det de havde gang i, på nogen måde. Og det viste sig at jeg havde ret.
Når jeg sidder her i dag og tænker tilbage, er jeg stolt af at jeg holdt fast. At jeg stolede på mig selv- og dybt taknemmelig over at have min kæreste og hans fulde opbakning hele vejen igenne.
Samtidig synes jeg det er fuldtstændig vanvittigt at der blev brugt så meget tid (fra deres side) på en sag der ikke var noget i, da alt kom til alt. Spild af ressourcer efter min mening.

Og så var 2021 endnu et år med Corona. Drysset ud over hele året.
Aflyste fester og arrangementer, isolation, mundbind, sprit i rigelige mængder (altså til hænderne!) nærkontakt, test, test, test – en sommer hvor vi troede at alt var ved at blive godt – for så i efteråret at konstatere at Corona var vendt frygteligt tilbage.
Vi blev syge i vores familie. Det var en hård omgang og den “stjal” alt for mange dage af min december.
Men vi kom igennem og ingen blev ramt sådan alvorligt.

Efter sådan et år her, kan jeg godt bare have lyst til at sætte en stor FED streg henover det. Glemme det og komme videre.
Men ved I hvad? Sådan har jeg ikke tænkt mig at bruge det.
Livet er sådan her. Gode perioder og knap så gode perioder. Og vi kan bruge det hele til noget, hvis det er sådan vi vælger at anskue det.

2021 har nemlig også givet mig meget godt.
Et hus jeg elsker så højt – og som mine børn også elsker.
En helt fantastisk sommerferie sydpå, som gjorde noget dejligt for vores sammenbragte familie.
Masser af stunder med kærlighed og hygge med dem jeg elsker. Familie og venner.
Det var året hvor jeg for alvor forstod, hvor rig jeg er på gode elskede mennesker i mit liv.
I de perioder hvor jeg havde det aller mest svært, så var de der for mig.

Min kæreste først og fremmest. Hvordan han bare altid rummer mig, er stærk, hviler i sig selv og fortæller mig at alting nok skal gå. Han er en kæmpe støtte og jeg har en dyb respekt for den måde han anskuer livet på. Jeg suger det til mig og prøver at lære alt det jeg kan fra ham.
Min familie har været en kæmpe støtte. Veninder, omsorgsfulde kolleger, en chef der virkelig har været opmærksom på mig og som jeg har haft mange virkelig gode samtaler med.

Jeg er dybt taknemmelig.

Jeg har lært så meget om jeg selv. Jeg arbejder stadig på at styre min stress og jeg er ikke i mål endnu. Men jeg er kommet rigtig langt – og jeg tror på, at jeg er på vej i den rigtige retning. Jeg har accepteret at jeg lige nu er tynd. Jeg taber mig ikke mere.
Jeg kender mig selv bedre. Jeg ved, hvad jeg har brug for og ved hvad der er vigtigt for mig i mit liv.
Jeg har ændret på nogle små ting i min hverdag, som jeg kan mærke gør mig godt. Og det vil jeg fortsætte med at have fokus på.
Jeg er blevet bedre til at være mere ligeglad med det der ikke er vigtigt og jeg øver mig på at finde indre ro når hamsterhjulet kører derudaf.

Det er netop de fokuspunkter der skal være overskriften i mit år 2021.
Alt det jeg lærte. Alt det jeg fik med i min rygsæk.
Jeg føler mig lykkelig og taknemmelig for alt det jeg har. Menneskene omkring mig er det der betyder allermest. Sunde og stærke relationer. Alt det andet er kun flødeskum og krymmel der kan forsøde hverdagen – og det er selvfølgelig også skønt.

Jeg håber du vil passe på dig selv, være opmærksom på dig selv og elske dig selv.
Husk: der kommer ingen og redder dig hvis du synes tingene er svære. Du skal redde dig selv. Og det kan du godt.

Rigtig godt nytår til dig og dine,
kærligst L

Billeder fra året der gik – og som understøtter hvor heldig jeg er og hvor meget jeg har.

Corona-life og 60’er bolig

Hej torsdag

Corona-life.
Jeg siger det bare. Om jeg føler den? Jeps!
Jeg lever i joggingtøj, håret sidder altid i en knold og jeg drikker alt for meget kaffe. Det er sådan det er. Og det er jo helt igennem mit eget valg.
Men helt ærligt, så slapper jeg bare af sådan, og det er saftsuseme med at finde de ting der får en til at slappe af, i disse tider.
Lige netop i dag har været en af de der pressede dage. Enormt travlt på arbejde – flere møder på teams. Spændende og alt sammen noget jeg er glad for at være en del af.
Det er bare kombinationen af det og så samtidig have børnene hjemme.
Hjemmeskolen er én ting. Jeg synes faktisk vi har fundet en okay rytme der. Nej, det er skam mere den rastløshed der har ramt dem. De keder sig. De mangler stimulering, leg, sociale relationer etc.
Det er så tydeligt at mærke på dem. De har brug for mig hele tiden, de er sultne hele tiden (don’t blame them – jeg er seriøst også selv sulten hele tiden, haha) og så skændes de eller retter hinanden hele tiden.
Det skaber et pres synes jeg. Nok mest på min samvittighed. Enten overfor arbejde, hvis jeg ikke lige har mit fokus der, eller også mine børn, hvis jeg må vifte dem væk midt i et teams møde eller bare ikke lige har tid.
Det er ikke nemt.
Heldigvis er der nu kun 1 dag tilbage på den måde, for på mandag vender de jo tilbage i skolen.
Og jeg VED, at vi vil savne den her tid. En tid hvor vi ikke skal haste op, smørre madpakker, kommer trætte hjem, først ser hinanden sen eftermiddag. En tid hvor vi altid og hele tiden summer rundt sammen i den samme lille bobbel. Det skal vi huske, at det er der også noget helt særligt ved.

I mit lille univers, er der dog en anden stor ting der fylder lige nu.
VORES hus.
Vi har simpelthen købt et hus. Og vi har allerede fået nøglerne.

Det et egentlig en lidt sjov historie.
Jeg har hele tiden vidst at huset lå lige der. Jeg er kørt forbi det en million gange, og altid tænkt det som ingenting. Det var meget gemt væk bag ved hæk og busk, og det eneste man lige kunne skimte var et faldefærdigt legetårn og gule lamelgardiner. Ikke noget der sagde mig noget overhovedet.
Da min kæreste og jeg så begyndte at kigge på hus, sendte han linket på det en dag. Jeg skrev med det samme tilbage: NOT! Aldrig i livet.
Han holdt fast i at jeg skulle kigge billederne igennem – og jeg fik det faktisk endnu mere stramt med huset, efter at have set billederne.
Men min kæreste har sådan en helt særlig evne til at fjerne alt og så se muligheder i tingene. Det synes jeg simpelthen er så fantastisk.
Og han fik mig derfor overtalt til at tage ud og se det.
Det første der mødte os, var en tyk mur af røg. Uha, det var ulækkert og gjorde det en anelse svært for mig at være optimistisk.
Men, så alligevel. Der var bare et eller andet ved det.
En kæmpe stue med det vildeste lysindfald. Muligheden for at få masser af m2 til vores store fælles familie. Den smukkeste skydedør i stuen. Rummenes indretning med et hav af muligheder. Og sidst, men ikke mindst, et kæmpe udhus, hvor der kan blive så vildt hyggeligt.
Så vi gjorde det. Vi købte det.
Vi skal dog ikke flytte sammen. Endnu.
Vi har stadigvæk vores børn hver især, som går i skole i hver deres by – med en forholdsvis lang afstand imellem.
Derfor flytter mine to små og mig ind nu. Og så ser vi hvad der sker ud i fremtiden.

Men vi er altså godt igang i huset. Det er sådan en fed proces, og selvom det har været nogle vildt hårde uger, så husker jeg mig selv på at jeg skal nyde det, fordi det lige præcis er sådan noget jeg elsker.
På grund af røglugten, har vi været nødt til at fjerne alt tapet og lofter.
Vi er nu igang med indendørs vandskuring af væggene og har gjort klar til troldtektplader i loftet.
Jeg er egentlig ikke sådan super vild med troldtekt. Men jeg må bare erkende, at det giver den lækreste lyd i et rum.
Jeg har brugt meget tid på at sidde på pinterest og søge efter hjem med troldtekt lofter, for jeg har været nervøs for at det skulle komme til at se for ‘nyt’ ud. Hvis I forstår. Men jeg er glad for vores beslutning og jeg tror på det bliver rigtig godt.
Det er vigtigt for mig, at holde fast i husets sjæl. Og holde fast i, at det er et hus fra 60’erne.
Så alle de ting der gør huset til noget særligt, de skal blive.
Stuen har det fineste vinduesparti, et massivt egetræsplankegulv der skal slibes og en brændeovn.
Køkkenet er lavet om i 90’erne.
Vil vil ikke have nyt køkken nu, da vi er enige om at prøve at bo i huset og finde ud af hvad der fungerer og hvad der ikke gør. Så det får en ny bordplade og overskabene med de skrå 90’er lilla hylder er taget ned 😉
Derudover fandt vi, under plastik-click-gulvet i køkkenet, det fineste fyrretræsgulv, som også bliver slebet ned.
Badeværelserne er ikke nye.. og trænger derfor til lidt fornyelse.
Så der skal jeg lige tænke lidt kreativt og surfe pinterest tynd for ideer.

Vi når ikke det hele inden vi skal flytte ind.
Men det er okay for mig.

Jeg glæder mig for vildt til at skulle indrette huset.
Gøre det til vores.

Og så må genbrugsbutikkerne gerne snart åbne op igen, for jeg kommer til at mangle masser af små (og store) finurlige ting.
Okay, nu jeg tænker over det, så savner jeg virkelig meget en loppe-shoppe tur.
Nå, det skal jeg så snart det er muligt igen.

Pas på jer selv derude. Det bliver godt igen,

Kærligst L

Året der gik…

Hej søndag.

Så mødes vi igen.
Min tid, den flyver afsted. Pludselig gik der en måned siden sidst. Og nu er vi i 2020 – det er da ret vildt.

Min december måned var god. Som jeg skrev sidst, så elsker jeg julemåneden, og jeg har altid så mange ting jeg gerne vil nå i december, fordi det er med til at skabe min julestemning.
Dagene med børnene i december var ikke så mange, så jeg gik all in de dage de var her. Derudover fejrede vi både vores lille kusines 2 års fødselsdag og vores bonus-søsters 13 års fødselsdag. Og pludselig, inden vi så os om, var det jul.
Jeg vil være ærlig og sige at jeg hele december var… ja, hvordan skal jeg egentlig lige beskrive det. Nervøs måske? Usikker. Tvivlende.
Jeg var virkelig usikker på hvordan jeg ville reagere juleaften. Om jeg kunne finde ud af ikke at have mine børn, eller om jeg ville bryde sammen.
Jeg brugte meget energi på at sige til mig selv at det kunne jeg sagtens. At det nok skulle gå og at det ville blive hyggeligt med en voksenjul.
Men inderst inde var jeg nervøs og tvivlede på mig selv.
Den 23. december om eftermiddagen, skulle børnene så afleveres hos deres far. Jeg pakkede bilen med alle deres ting- og også mine egne, da jeg skulle bo i Skjern alle juledagene og være sammen med min kæreste så meget jeg nu kunne.
Jeg fik afleveret børnene. De var så glade. Så jeg havde fuldstændig ro i maven da jeg kørte derfra. Det tænkte jeg meget over. Altså, hvor fantastisk det er, at de glæder sig til at skulle ned til far og hans kæreste. Så meget at de næsten ikke har tid til at sige farvel. Det bliver man glad over, og det gør det hele en hel del nemmere.
I løbet af dagen, havde jeg godt fornemmet at jeg var lidt skidt. Om det var kulminationen af alle de tanker og følelser jeg havde og at nu var det nu, det ved jeg ikke. Men jeg blev virkelig skidt. Jeg måtte holde ind på vejen mod Skjern for at købe Panodil og cola, bare for at klare køreturen. Jeg var simpelthen så skidt om aftenen. Jeg havde ingen energi til at tænke på børnene eller juleaften dagen efter. Måske var det i virkeligheden godt nok.
Den 24. var jeg lidt bedre. Jeg spiste piller og fik det bedre.
Min kæreste havde spurgt om jeg ville med ham i kirke, så der tog vi hen om formiddagen. Det var rart. Rart at sidde der tæt sammen med ham, i en stuvende fuld kirke og synge julesalmer.
Efter kirken kørte jeg ned til mine forældre. Jeg var ikke på toppen, men min lillebror og jeg smed os lidt på sofaen. Begge mine forældre havde taget arbejdstjansen den dag. Min far kom hjem ved kaffetid. Vi spillede spil imens vi fik sat julemaden i ovnen. Jeg sov lidt indimellem og ellers fik vi gjort maden klar til min mor kom hjem. Vi spiste og hyggede os. Dansede om juletræet og åbnede gaver. Og så kørte jeg til Skjern igen. Jeg fik verdens største kram af ham. Jeg følte mig helt lettet.
Helt ærligt, så var det bare en rigtig dejlig dag. Jeg havde slet ikke energi eller overskud til at savne børnene – jeg var faktisk lidt lettet over ikke at skulle tage mig af nogen som helst, fordi jeg var sløj.
Jeg er stolt af, at jeg klarede det som jeg gjorde. For nogen kan det måske lyde som ingenting. Men det var det ikke for mig. Det var noget der havde fyldt så meget i mig, i rigtig lang tid.
Men jeg klarede det. Og nu ved jeg, at det kan jeg godt. Så næste jul uden børnene bliver nemmere. Tror jeg.

Jeg lærte mange ting i 2019. Jeg lærte mange ting om mig selv og jeg lærte meget om skilsmisselivet. Det er en proces, der tager tid. Og jeg ved godt den ikke er slut endnu. Langt fra. Der er stadig ting at arbejde med og jeg har stadig dage hvor jeg synes det er svært. Hvor jeg lige skal have lidt ro. Hvor jeg lige skal finde mig selv i det og blive stærk i lige den situation. Finde min rolle og finde ud af hvordan jeg lige takler det.

For noget tid siden kan jeg huske at jeg tænkte, bliver jeg dog aldrig bedre til alt det her? Har jeg dog ingenting lært i alle de her måneder, snart år?
Men her til aften faldt jeg tilfældigvis over nogle noter i min telefon, skrevet for lang tid siden:

3. juni 2019:
Kære dagbog
I dag er jeg følsom. Jeg savner. Længere er den jo nok ikke. Savnet er så stort, det ikke kan beskrives. De to små mennesker som betyder alt i hele verden for mig. De to små mennesker jeg har båret i min mave, født, været hos og været tæt med hver eneste dag. De er her ikke. Her er stille, som i HELT stille. Det føles bare forkert.
Mine tanker fylder mit hoved til bristepunktet og jeg overvældes af minder fra dengang de var små. Billeder af dem i sommervejret med shorts og gummistøvler, deres glæde og begejstring ved selv de mindste ting, trygge og lykkelige i det liv vi levede, vælter indover mig. Så uskyldige, så uvidende.
Jeg kan føle mig magtesløs i savnet. Og ensom. Aldrig nogensinde har jeg følt mig så forbandet ensom. Det er ikke fordi jeg er det! Men, det er kun mig der mærker det her savn.
Jeg arbejder på højtryk for at lære mit savn at kende. Lære at leve med det og acceptere det. Jeg er jo nødt til at lære det – for det her, det er min nye hverdag. Det vil altid være sådan.
Men jeg giver også mig selv lov til at have disse dage, hvor jeg er trist. Hvor jeg mærker efter og hvor det gør ondt.
Jeg tror på, det er en del af helingsprocessen for mig.
Nu vil jeg sige godnat og sove. I morgen venter en ny dag.

Uha, jeg læser det med tårer i øjnene.
Men også med en slags glæde. For jeg føler jeg har lært noget siden dengang. Det er ikke fordi tankerne og følelserne ikke er der længere. Jeg savner dem stadig. Men jeg ved hvad jeg skal tænke, når savnet kommer, så det påvirker mig ikke så meget mere. Og det er jeg da stolt af.
Jeg forsætter min rejse i 2020, og jeg håber og tror på, at jeg bliver endnu stærkere i det.

Generelt var 2019 et rigtig godt år for mig.
Det er som om det var året hvor jeg fandt ro omkring mig selv og den jer er.
Først og fremmest på grund af ham. Han giver mig den vildeste ro – det har han gjort lige fra starten. Det blev helt officielt at vi var et par. Det føltes bare fantastisk at kunne gå hånd og hånd gennem byen. Jo flere der så os, jo bedre. Det gjorde mig stolt og lykkelig. Jeg var i en rus af forelskelse (og det er jeg stadigvæk, fuldstændigt).
Jeg mødte bonuspigerne. Dejlige smukke bonuspiger. Rejsen med dem har været vild. Fra nervøst og akavet i starten, til masser af kram, kærlighed og fjollerier nu. De betyder så meget for mig.
Oplevelser sammen som ‘storfamilie’ på seks. Vi har skabt så mange gode minder sammen dette år.
Jeg har lært min svigerfamilie at kende. Og de er skønne. Jeg griner så meget, når jeg er sammen med dem, og de har taget imod mig med åbne arme. Og jeg glæder mig altid til at vi skal ses igen.
Jeg har fået nye venskaber. Venskaber jeg glæder mig til skal vokse.
Og venskaber som allerede på ganske kort tid bare er helt fantastiske.

Jeg er rørt over, hvordan alle de her mennesker har været overfor mig. Både børn og voksne.
Hvordan de har taget imod mig. At jeg ikke en eneste gang har følt mig udenfor eller ikke har følt mig tilpas i deres selskab.
At de har vist mig interesse og omsorg lige fra første møde. At jeg bliver mødt med store kram og at jeg ofte modtager søde beskeder.
Jeg er beæret over at være en del af alt det. At være havnet lige her, blandt alle de fantastiske mennesker. Som jeg allerede holder rigtig meget af.
Jeg er så taknemmelig.

Taknemmelighed er vigtigt. I hvert fald for mig.
Vi har allesammen noget at være taknemmelige for.
Det behøver ikke være stort og prægtigt. Små ting kan være ligeså gode- endda bedre. Vi skal bare huske dem.

Hvad er du taknemmelig for?
Godt nytår til jer alle – må I finde jeres lykke,

kærligst L

LAT livet

Hej tirsdag.

Børnene er hjemme igen og sover nu trygt i deres små senge. Det føles, som altid, bare rigtig godt.
December er skudt igang. Hvor er det fint med lys overalt i byerne.
Jeg elsker at gå tur om aftenen her i december og fornemme hvordan folk hygger sig inde i stuerne. Jeg suger al julestemning til mig.
I lørdags var vi til adventsmarked på bonuspigernes skole. Jeg har aldrig været med før. Der blev solgt alverdens lækre julegodter i “farmors biks”, vi købte den fineste adventskrans og man kunne købe en masse flotte krea ting.
Det var super hyggeligt og julet og der var sådan en god stemning, fyldt med glade børn og unge mennesker. Jeg var så glad for, at jeg måtte være med.
Lørdag aften var vi til koncert med Jonah Blacksmith. WOW… er bare ordet. Hold nu op det var godt. Sådan helt overdrevet godt. Jeg har aldrig været til så god en koncert. De er direkte fantastiske! Dygtige og bare sådan helt nede på jorden.
Jeg er stadig helt overvældet over det.
Søndag kørte vi på endnu et julemarked – jeg elsker det simpelthen. Vi spiste æbleskiver og drak gløgg. Ligesom første søndag i advent skal være. Når nu jeg ikke havde mine børn, er jeg så glad for at jeg havde ham.
Resten af aftenen havde vi sofasøndag i hans sofa…. eller i vores sofa… eller i hvert fald i den sofa vi har i Skjern.

Som jeg efterhånden har fortalt en del gange, bor min kæreste og jeg ikke sammen. Og det kommer vi heller ikke til de næste år frem.
Han bor i Skjern, hvor hans piger går i skole og har deres venner. Jeg bor i Esbjerg hvor mine børn går i skole og har deres venner.
Sådan er det. Der er ingen af os der vil rive vores børn væk fra det, og jeg er bare så glad for at vi er enige om det og dermed forstår hinanden.
Allerede dengang jeg lærte ham at kende og fornemmede at det her nok førte til mere end blot et venskab, var jeg bevidst om vores situation. Det var vi begge to og det var noget vi brugte en del tid på at tale om.
Det er jo en helt anden måde at leve på, end nogen af os havde været vant til. Det skulle vi forholde os til. Og vi skulle forholde os til om det var det vi ønskede og om vi troede på at det kunne fungere. Der var bare ikke rigtig et alternativ – jo, at det ikke skulle være os. Men det var der så ingen af os der var i tvivl om 🙂
Så allerede dengang sluttede jeg fred med det. Accepterede at det var sådan det blev og jeg besluttede mig for at prøve at fokusere på de gode ting i det.

Efter vi blev kærester, kan jeg huske jeg søgte lidt på nettet om det med ikke at bo sammen som par. Jeg kunne læse mig til at det faktisk er et fænomen- det hedder et LAT-forhold (living apart together). Og der er åbenbart ret mange fraskilte i nye forhold der lever sådan. Ikke nødvendigvis fordi de bor langt fra hinanden, men fordi de faktisk ønsker at bo hver for sig.

Klart, jeg har da dage hvor jeg bare ville ønske at vi boede sammen. At jeg havde ham ved min side hver eneste dag. Hvor fantastisk ville det ikke lige være.
Men det er også okay sådan som det er – og der er faktisk mange positive ting også.
Vi har de her uger, hvor det kun er ham og jeg. Hvor vi virkelig nyder hinandens selskab og tosomheden. Så har vi weekender hvor vi er sammen alle 6, med alt hvad det indebærer – børnefødselsdage, gymnastiktræninger, FDF kurser osv. Vi prøver at lade det være ‘hverdagsagtigt’ i de weekender. Mest nok for børnenes skyld. Så de fortsat kan være med i de ting de gerne vil, og aldrig vil føle vores fælles weekender som en sur pligt.
Til sidst har vi vores børn hver for sig i hverdagene, hvor vi kører vores egne rytmer og nyder den alenetid der er i det.
Så det er en god kombination af det hele og det fungerer bare rigtig godt.
Det gør det bestemt heller ikke sværere at vores 4 børn virkelig er glade for hinanden. De savner hinanden og glæder sig til at de skal ses igen. Den kærlighed og omsorg hans piger viser for mine små, gør mig virkelig rørt. Og jeg får dagligt af vide fra mine egne, at de elsker deres to bonus-søstre.
Man ved jo aldrig hvordan de kommer til at få det med hinanden. Vi havde forberedt os selv på at det kunne blive svært. At det ikke var sikkert de rigtig ville hinanden eller kunne overskue hinanden. Men det har været så nemt.
Jeg husker så tydeligt første gang de mødte hinanden. Vi havde været sammen 1/2 times tid og så havde vi planlagt at vi skulle vi ned og skøjte. På vejen derned gik de alle 4 med hinanden i hånden. Min kæreste og jeg gik bagved og kiggede på hinanden med den største glæde i øjnene. Det var fantastisk!
Jeg føler mig dybt taknemmelig over at det er sådan. For jeg ved, det bestemt ikke er en selvfølge.

Noget af det der virkelig er vigtigt for mig er, at selvom vi ikke bor sammen, så skal tingene i størst muligt omfang være som hvis vi gjorde.
Jeg tror det er noget vi begge lige skal lære, men som vi bliver bedre og bedre til.
Jeg vil så gerne at vi er en enhed, selvom vi ofte er hver for sig.

Noget af det vi også tænker rigtig meget over er vores hjem. Vi har jo egentlig to hjem begge to.
Lige fra starten har vi talt meget om, hvordan vi gør vores to hjem til vores fælles hjem. Hvordan vi kan skabe følelsen af hjem begge steder.
Vi har snakket meget om at flytte nogle af mine ting til Skjern, og nogle af hans ting til Esbjerg. Det er ikke noget man bare lige gør, men noget der kommer lidt hen af vejen.
For mig handler det også meget om en følelse.
Jeg har faktisk elsket hans hjem lige fra første gang jeg kom der. Der er rart og hyggeligt at være.
Hans hjem er også der hvor han boede med sin ekskone, men det har aldrig nogensinde betydet noget for mig.
Jeg kan virkelig godt lide at være der.
Jeg har det faktisk sådan nu, at når jeg træder ind af døren, dufter det af hjem (ja ja, der er det igen, det med duften. Jeg har noget med dufte, jeg ved det). Det føles helt vildt dejligt.
Omvend hjalp det meget for ham, tror jeg, da jeg flyttede. Han var med ude og se lejligheden første gang, og har hjulpet mig med flytning, indretning osv. Vi har været sammen om det. Det har givet ham en følelse af hjem, i min lejlighed. Det er jeg så glad for.

Vi lærer lidt hele tiden. Om hinanden og om vores måde at leve på.
Det aller aller vigtigste er, at vi taler med hinanden om det. Det gør vi – og det er vi gode til!
Og så kan vi jo kun gå og glæde os over, at vi ved, der en dag vil stå Rix og Jakobsen på postkassen.

Dejlig første uge i december til jer,
Kærligst L

Om efterårsferie, Kammerslusen og røde negle

En helt vildt fantastisk miniferie lakker mod enden.
Det har været skønt og virkelig tiltrængt.
Vi har haft brug for de her dage uden en masse planer. Gøre de ting vi havde lyst til.
Vi har sovet længe, været en tur i skoven, spist kage, været i svømmehallen, spist mere kage, haft legeaftaler, set film og spist kage igen.

Jeg er født og opvokset ikke så langt fra Ribe og mine forældre bor stadig i mit barndomshjem. Vi elsker alle tre at komme der. Børnene har et meget tæt forhold til mine forældre, så jeg prioritere at besøge dem ofte, når børnene er hos mig. Det har vi også gjort denne gang. De har sådan en dejlig have. Den er fyldt med blomster og flotte farver. Jeg kan bruge så mange timer der.
Jeg er nok lidt en sucker for traditioner – selvom jeg rent faktisk har et enormt stort behov for forandringer og fornyelse i mit liv. Men det er fordi jeg synes traditioner er så hyggelige – synes I ikke?
Nå, men sidste år mødtes jeg også med min familie i efterårsferien, hvor vi samlede græskar ind fra mine forældres have og lavede halloween græskar. Det samme gjorde vi i år. Det er noget vi allesammen hygger os med – både store og små.
Jeg elsker at komme væk hjemmefra når jeg har ferie. Jeg elsker at rejse og at opleve. Men faktisk nyder jeg også helt vildt at opleve det der er lige omkring mig. Da jeg var mindre synes jeg der var så kedeligt heromkring. Den flade natur og de små byer sagde mig intet. Men sådan har jeg det ikke længere. Det kan noget andet og det kan noget særligt fint for mig. Så vi har været lidt rundt på tur. Kørt ud i engene, som minder mig om dengang jeg var barn og var feriebarn hos min farmor og farfar. De havde marker i engene, og vi var med ude for at høste. Jeg husker det som varme sommerdage. Og når traktoren så kørte hjem igen, sad vi bag i vognen ovenpå alt høet. Det var så fedt og et dejligt minde at have.
Vi har besøgt de høje diger langs kysten. De er så fredfyldte på en helt almindelig solskinsdag og kan virke helt skræmmende på en blæsevejrsdag.
Vi har kigget på vadehavet – så langt øjet rækker – og vi besøgte kammerslusen. Et sluseanlæg nær Ribe, der kan bringe skibe fra et vandstandsniveau til et andet. Faktisk et ret fint sted.
Og så var det der, hvor vi altid fik is da vi var små.

Skønne skønne dage.
Mine bonuspiger er afsted på FDF lejr, så dem har jeg desværre ikke set og min kæreste har ikke haft ferie.
Jeg elsker ferie. Men jeg elsker heldigvis også min hverdag. Det synes jeg er så vigtigt. Vi kan ikke leve hele vores liv på at se frem til den næste ferie eller den næste weekend – selvom det selvfølgelig altid er dejligt at have noget at glæde sig til og se frem til. Vi skal huske at nyde hver eneste dag. Og nu skal jeg tilbage til min hverdag (og mååååske en smule mindre kage).

Jeg har netop afleveret børnene hos deres far. Jeg har taget rød neglelak på og er klar til at køre afsted. Jeg er nemlig inviteret ud i aften.
Det er jeg fordi min dejlige kæreste har fødselsdag -Hurrrraaaaaa. Så jeg skal fejre ham sammen med mine svigerforældre. Det har jeg glædet mig til, det bliver så hyggeligt.

Fortsat rigtig dejlig ferie til jer der har det – og til jer andre, husk at nyd jeres hverdag.

Kærligst L

Hey der

Så skete det langt om længe -jeg har fået mig en blog.
Min helt egen blog og mit helt eget univers. Lige her.

Jeg har længe gået med tanken om at lave en blog. Jeg har haft lyst til det længe. Men derfra og så til at gøre det, har været en lang vej. For mig har det også handlet om at turde. Er jeg god nok? Kan jeg mon finde ud af det?
Men når alt kommer til alt, har jeg konkluderet at det ikke er det vigtige. Det vigtige er, at jeg har lyst til det. At jeg føler det kan give mig noget. Måske kan det endda give dig noget, hvem ved.
Jeg har først og fremmest oprettet denne blog for min egen skyld. For at skabe det her univers til mine tanker og til alle de billeder jeg tager og som jeg elsker.
Jeg ønsker at skrive om alt og ingenting. Det der falder mig ind og det der fylder i mit hoved her og nu. Oplevelser, planer, ønsker og drømme om fremtiden. Alt det der lykkes men også de ting der ikke gør.

Nå, men nu har jeg altså kastet mig ud i det og det føles ret godt.
Måske skal jeg fortælle lidt om mig selv.
Jeg arbejder i et pengeinstitut i Ribe (og hvis du endnu ikke har været i Ribe, så se at kom afsted. Det er Danmarks hyggeligste by med gamle gader og stræder. Jeg kan virkelig anbefale det – måske en juletur?) Jeg elsker Ribe. Så smuk og autentisk en by.
Jeg har to børn. De er dog kun hos mig halvdelen af tiden. Den anden halvdel er de hos deres far og hans kæreste. Vi blev skilt for et par år siden. Heldigvis er vi gode venner og har et rigtig godt samarbejde omkring børnene. Det er jeg stolt af.
Det har været svært at vænne sig til kun at have dem halvdelen af deres liv – og i perioder er det stadigvæk svært. Okay, der er i virkeligheden mange ting der er svært i en skilsmisse, også selvom det er en “god” en af slagsen.
Det er noget man skal lære at leve i. Lære at nyde friheden og tid til sig selv, uden at lade savnet tage over. Men jeg er allerede blevet bedre.
Jeg har fået en kæreste. Det er fantastisk at møde kærlighed igen. Og forelskelse. Det kan virkelig noget. Man bliver så glad og fjollet – åh det er skønt.
Det er noget andet at møde kærlighed når man hviler i sig selv og har fundet sig selv, end dengang man var atten og umoden.
Ham her, han er en keeper.
Han har to piger. To helt fantastiske piger. Det var nervepirrende at skulle møde dem og jeg var så usikker i det. Men de tog bare imod mig, som jeg var. Lige fra start. De har gjort det så nemt, og vi vokser i vores relation. Jeg ønsker at være lige præcis det for dem, de ønsker jeg skal være. Jeg er ikke deres mor – de har en rigtig god, sød og smuk mor – men jeg kan være en bonus. Og jeg vil gøre mit allerbedste.
Min kæreste og jeg lever i et “living apart together” forhold. Det lyder så fancy. Det er det nu ikke. I bund og grund handler det om, at han bor i Skjern med sine piger – jeg bor i Esbjerg med mine børn. Og der er ingen af os der ønsker at rive børnene væk fra deres venner, skole osv. Så vi bor ikke sammen og det har lange udsigter. Det har vi vidst fra starten.
Men det fungerer og vi prøver at fokusere på det positive i det.

Jeg tror det var det for nu. Mon ikke der kommer meget mere en anden dag.

#Ribemedenlillesnertafjul

Lige om hjørnet venter en mini-efterårsferie med mine to små. Det bliver så skønt. Hverdagene har været fyldt op de sidste par uger, så det bliver fantastisk med lange morgener, ro og hygge.

Tak fordi du læste med,
kærligst L